Der er mange af os, der pludseligt er vågnet op og har opdaget, at vi lever i et krisesamfund.
Den nye regering har med alvorstung mine lagt regeringsgrundlaget frem. Ingen kan være i tvivl om, at den er helt gal. Der er krig, energikrise, inflation, klima- og biodiversitet:
"Kriserne griber ind i hinanden. Og forstærker hinanden. Vi kan hurtigt miste grebet om dem og om økonomien, hvis vi træffer de forkerte beslutninger…"
Det er fra nu af ikke et spørgsmål, om kriserne kommer. Det er et spørgsmål om, hvornår de kommer – med risikoen for, at vi ender et dystopisk helvede. Velkommen til krisesamfundet!
At folkekirken også er blevet en del af denne fortælling, er der vist ingen, der er i tvivl om, efter at regeringen med sin egen syrede logik har meldt ud, at den vil redde forsvaret ved at fjerne store bededag.
Krisefortællingen søger ikke det politiske kompromis
Når man lytter til fortællingen om krisesamfundet, fristes man til at gå sprogfilosofisk til værks og med J.L. Austin og hans idé om talehandlinger undersøge, hvordan visse udtalelser kan skabe en ny virkelighed.
Spørgsmålet bliver i så fald, om regeringen vil løse de mange kriser ved at italesætte dem, eller ønsker den snarere at tale krisesamfundet frem? Kunne det tænkes, at der med krisefortællingen bliver givet liv til en ny virkelighed, som er en forudsætning for regeringens politik? En politik, som er nødvendig for at redde landet?
Spørgsmålet er relevant, eftersom kriser gennem historien er blevet brugt politisk. Det er således ikke første gang i historien, at de er blevet talt frem af magtens udøvere.
I Mikkel Vedby Rasmussens oplysende bog ”Krisesamfundet” kan man læse, hvordan kriser kan skabe politisk handlerum og tiltrækker bestemte politikere. For gennem kriserne mobiliseres befolkninger for det første til handling og iscenesætter landets ledere til heltene.
For det andet søger krisefortællingen ikke det politiske kompromis. Derimod definerer den enhver uenighed som et valg mellem det gode og det onde. Formålet med denne politik er ikke at finde løsninger, men at styrke sin magt i forventning om, at den bliver nødvendig i den næste krise.
En løftestang for "nødvendighedens politik" i folkekirken
Krisefortællinger har det med at sprede sig til alle dele i samfundet, herunder folkekirken. Også her kan krisefortællingen bruges som løftestang til at gennemføre nødvendighedens politik.
Nogle vil sige, at nu skal vi have den kirkeforfatning og måske ligefrem den synode, som kan gøre kirkens folk til herre i eget hus. Nogle vil sige, at kun sådan kan man sikre sig mod, at politikerne blander sig i kirkens indre anliggender. Sådan kan folkekirken komme til at spejle krisesamfundet med dens stærke ledere og deres fortællinger.
Men man kunne også gå en anden vej. Man kunne tage alvorligt, hvad kirken er sat i verden for. At den skal stå midt i samfundet og være et værn mod, at menneskers fortællinger bliver absolutte. For kun Gud er absolut.
Set i det lys bliver krisefortællingen en menneskelig fortælling blandt andre fortællinger. Som sådan er den relativ. Ingen fortællinger kan derfor bruges til at føre nødvendighedens politik. Politik er ikke nødvendig. Politik består altid af valg blandt andre mulige valg.
Magten i kirken skal spredes, ikke samles
Når menneskers fortællinger bliver absolutte, går nuancerne tabt. Fortællingerne er ikke åbne for, at vi på denne side af evigheden kun ser i et spejl, i en gåde. Det gør krisefortællingen med dens nødvendighedens politik heller ikke. Den tror, at krige kan overvindes gennem afskaffelse af helligdage og flere penge i kassen.
Men den ser ikke alt det andet og ser derfor ikke ret meget. Faktisk ser den slet ikke krigens alvor. At krig ikke kun er våben, men også ødelæggelse af kultur og menneskelighed.
Hvis kirken skal tages alvorligt, skal den minde sig selv og alle andre om lige præcis det. Derfor skal kirken i sin struktur ikke afspejle krisesamfundets udøvelse af magt gennem drømme om kriser og katastrofer.
I stedet for magtkoncentration i et kirkeråd skal magten spredes og give plads for den åbne samtale med alle dens nuancer. I denne samtale skal krisen ikke tales frem, men fyldes med håb.