Domprovst: Burde folkekirken uddanne kirkehåndværkere?

I århundreder er troen blevet formidlet gennem stenmestrenes, murernes, tømrernes, malernes og orgelbyggerne arbejde. Det vil den også blive i fremtiden. Mister vi fornemmelsen for det, taber vi en væsentlig side af kristendommen, siger Morten Fester Thaysen

Langt de fleste kirkebygninger i landet vidner ikke bare om en historie om slægterne, der er gået forud. De vidner også om håndværkerne, der har lagt liv og sjæl i bygningerne for at udtrykke slægterne tro, håb og kærlighed, skriver Morten Fester Thaysen.
Langt de fleste kirkebygninger i landet vidner ikke bare om en historie om slægterne, der er gået forud. De vidner også om håndværkerne, der har lagt liv og sjæl i bygningerne for at udtrykke slægterne tro, håb og kærlighed, skriver Morten Fester Thaysen. Foto: Heiner Lützen Ank

Der tales altid meget om folkekirkens fremtid. Det ene teologisk kloge indlæg efter det andet bliver skrevet. Fremtiden handler om gudstjenestefornyelse, salmefornyelse og samskabelse.

Nogle gange siges det også, at vi ikke skal bruge så mange penge på stenbygninger. I fremtiden skal vi hellere bruge penge på at være kirke for de levende stene. Alt sammen har det noget på sig. Sagen er bare, at det er set ud fra præsternes og teologernes synsvinkel.

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn

Jeg opdagede i sommer, hvor anderledes fortællingen om kirken kunne være, når den blev fortalt fra andre synsvinkler, for eksempel håndværkernes. Jeg var ved Notre Dame katedralen midt i Paris for at se, hvor langt de var kommet med genopbygningen efter branden for nogle år siden.

Kirken var pakket ind i enorme stilladser og myriader af håndværkere kravlede rundt på dem. Rundt om kirken var der store plancher af, hvor langt de var kommet. Lidt derfra var der en trappe ned til et underjordisk museum, der fortalte historien mere udførligt.

Håndværkets teologi

Det særlige var, at det ikke var teologerne, der fortalte. Det gjorde håndværkerne. Sådan kunne man blive klogere på tømrerne, der fortalte om det helt rigtige træ til kirkens spir og tage, der skulle findes i bestemte skove i Frankrig.

Man blev fortalt, hvordan de fulgte håndsværkstraditioner, der rakte hundredvis af år tilbage. Det samme kunne murerne, malerne, orgelbyggerne og mange andre fortælle om. På museet blev det klart, at for dem var det ikke bare håndværk.

Det var også ånd og som sådan en stor historie, der rakte hundreder af år tilbage i tiden. "Alt sammen til Guds ære," som en af dem sagde. Sagt med andre ord: Det var håndværkets teologi, vi blev præsenteret for.

Spørgsmålet er, om vi kan finde de samme fortællinger i Danmark? Fortællinger, som sammen med de andre fortællinger om folkekirken kan pege ind i fremtiden?

Langt de fleste kirkebygninger i landet vidner ikke bare om en historie om slægterne, der er gået forud. De vidner også om håndværkerne, der har lagt liv og sjæl i bygningerne for at udtrykke slægterne tro, håb og kærlighed.

Det gælder stenmestrene, murerne, tømrerne, malerne, orgelbyggerne og mange andre. Bygningerne fortæller os noget, som ord ikke altid kan udtrykke: Du hører til, du har din plads i en historie.

Håndværket formidler

Folkekirkens fremtid kunne være at vise deres arbejde frem som en væsentlig dimension af troen på et konkret sted i stedet for igen og igen at fortælle forfaldshistorien om de alt for mange middelalderkirker, vi ikke har råd til at vedligeholde.

I århundreder er troen blevet formidlet gennem håndværkernes arbejde. Det vil den også blive i fremtiden. Mister vi fornemmelsen for det, vil vi ikke bare miste fornemmelsen for en væsentlig side af kristendommen.

Vi vil også miste nogle af de fineste håndværkstraditioner i landet. Det vil ikke bare komme til at betyde noget for kirken, men også for resten af samfundet som er afhængig af dygtige håndværkere.

Den skatkiste af håndværk, der findes i folkekirken, skal derfor ikke gemmes væk. Den skal åbnes og vise det, som fremtiden har brug for til inspiration for kommende generationer af håndværkere men også for troen, håbet og skønhedens skyld.

Spørgsmålet er, hvordan vi fortæller om det og viser det frem. I folkekirken har man kirkemusikskoler for at uddanne kirkemusikere. Hvorfor ikke også have en skole, der uddanner kirkehåndværkere?