Den verserende drøftelse af konfirmandundervisningen blotter folkekirkens akilleshæl: Hvor skal folkekirken være kirke for folket, og vil den hellere være kirke for kirkefolket?
Op mod to tredjedele af en ungdomsårgang går til konfirmandundervisning og konfirmation, og 18 procent af årgangens udøbte børn bliver døbt. Der er folkekirken kirke for folket. Det er markant sammenlignet resten af Nordeuropa, og det har årsag i både folk og kirke.
Kirken må gøre op forestillingen om tro som betingelse for konfirmation
Ser vi på folk, lider både børn og forældre af frit-valg-syndromet: At tilværelse og tro er gjort til en del af forbrugskulturen og overladt til det enkelte individs valg, som om man selv kan skabe livet.
Ansvar hænger sammen med at indgå i livet, ikke at erobre det med deraf følgende ødelæggelse af naturen og fællesskabet. De afgørende forhold er åndelige, det vil sige uden for menneskers kontrol: Kærlighed, glæde og tillid er en virkelighed, der overgår mennesker, og som mennesker er fælles om at længes efter.
Jeg tror, at forældre og børn har en fornemmelse af, at kirken kan byde på et løfte om en åndelig dimension. Som teenager har man brug for at trække sig tilbage fra verden midt i et indre kaos og digital hastighed og udsathed.
Ukontrollerede impulser og en stor omverdensfølsomhed skaber længsel efter et stille sted at være, fri for kollektiv angst og uro. Det sted kan kirken og konfirmandundervisningen være. Der stilles ikke krav, men gives plads til at gøre sig sine tanker og indgå i et fællesskab, hvor man er værdsat ved blot at være der.
Kirken må fortsat gøre op med det folkelige krav om tro på Gud som betingelse for konfirmation, for tro er en guddommelig gave som livet selv, nærværende og fraværende ligesom livsfølelsen.
Konfirmanderne får del i en stor historie, der er holdbar og ender godt, og de får et åndeligt (givet et andet sted fra) perspektiv at se livet i, der rummer håb og livsmulighed. Det kan give indre vækstmuligheder, så de kan vokse lige så meget indvendig som udvendig.
Her har ritualer stor betydning som universel bekræftelse af deres liv. Derfor er konfirmationen vigtigere for undervisningstrætte konfirmander end undervisningen, og forældrene samler på alt, hvad der kan bringe deres børn godt i vej.
Mød konfirmanderne som kirkens venner
Ser vi på kirken, må præsten så spørge sig selv, hvordan han kan give teenagere del i denne guddommelig dimension?
Ganske enkelt ved ikke at stille for store krav til sig selv, og ved ikke at ligge under for krav om pensum, som kan have den skjulte hensigt at gøre konfirmanderne til en del af kirkefolket, hvilket er illusorisk i deres alder og situation.
Det er enkelt at holde af konfirmanderne og vise dem det, som var de ens egne børn. De er ikke en trussel af uro og diagnoser, men børn og teenagere. Det er enkelt at være opmærksom på præstens givne myndighed. Han afgør, hvem han vil konfirmere og kan opstille sine egne betingelserne for undervisning, gudstjenestedeltagelse, ro og så videre.
Eleverne kommer nogle gange fra skoleklasser med undervisningskaos og den individbaserede ødelæggelse af forpligtelsen på fællesskabet. Men stilhed og orden og forpligtelse på fællesskabet om livet er folkekirkens alternative styrke. ”Vi skal sammen få dette fællesskab til at fungere, og du er en vigtig medspiller!” Det er enkelt at undervise i, hvad man vil.
Kedelige emner som kirkeåret, opslag i Bibelen, gudstjenesten, trosbekendelsen og lignende er ikke nødvendigvis en del af ”den kristne tros elementære indhold”, som konfirmander skal være fortrolige med ifølge konfirmationsforordningen.
Trosbekendelsen kan læres, fordi den skal bruges til konfirmationen, og salmer kan læres, fordi de hører med til gudstjenesten. Hvis præsten er god til at fortælle historier, så fortæl historier. Hvis præsten er god til at give oplevelser, så giv oplevelser. Hvis præsten er god til at diskutere eksistentielle emner, så gør det. Hvis præsten er god til at skabe relationer og fællesskaber, så følg det.
Præstens autoritet og troværdighed er hans engagement i det, han formidler, og det er konteksten med kirken, der gør kristendommen nærværende. Ingen præst kan råde bod på folkeskolens forsømmelse af kristendomsundervisningen med 1½ times ugentlig konfirmandundervisning. Det kan være godt at have en undervisningsplan at støtte sig til, men der er ikke noget, som skal nås.
En voksen kommer ganske enkelt sjældent ind i en teenagers skjulested. Men at teenageren gemmer sig, er ikke ensbetydende med, at hun ikke er med i undervisningen. De mest tillukkede kan være dem, der får mest ud af det.
Præsten har heldigvis ingen test, kun belønning, hvis konfirmanderne gør sig umage, for eksempel cola og lækkerier. En sådan enkelhed kan være baggrund for at møde konfirmanderne som de venner, der bekræfter folkekirken som folkets kirke.