Det er en kerneopgave i kirken. En del præster bruger oceaner af kræfter og ressourcer på at gøre det godt. Konfirmandundervisningen.
Jeg synes også selv, jeg igennem de forholdsvis få år, jeg har været præst, har lagt en del overvejelse i, hvordan jeg overhovedet griber konfirmandundervisningen an. Men selv på niende år som præst synes jeg, at det bliver ved med at være en uforløst disciplin.
Hvad er det, der gør konfirmandundervisningen så svær?
Jeg får dårlig samvittighed (eller måske endda næsten skamfølelse), hver gang jeg oplever præstekolleger, der fortæller om, hvor berigende de synes konfirmandundervisningen er. Hvor meget de får de unge mennesker i tale. Og hvor meget de lykkes med at få talt om kristendom med de 12-14 årige. Noget af det bedste i deres præstevirke, siger nogle.
Min oplevelse er, at uanset hvor gode undervisningsforløb jeg synes, jeg har stykket sammen, uanset hvor mange farverige orienteringsløb og kooperative opgaver jeg har fundet på eller indhentet, så synes jeg aldrig for alvor, jeg har fået åbnet for en generel samtale om kristendommens relevans og de unges forhold til tro, Gud og kirke.
Man må have lov at sige fra
Og der er noget, der tyder på, at jeg ikke er alene om en sådan oplevelse.
Der arrangeres konferencer om ”koks i konfirmandstuen”. Præster melder om ustyrlige konfirmandhold. Nogle taler om et øget antal diagnoser i klasselokalet. Nogle nævner eftermiddagstimerne som en faktor, der især er blevet virkelighed efter skolereformen i 2014. Andre taler om corona-generationen, smartphone-generationen eller bare om generelt dårligt opdragede og ikke-læringsparate unge mennesker.
Jeg hverken kan eller skal kloge mig på andres oplevelser eller statistikker, og det er slet ikke min hensigt at komme med en generel udskamning af nutidens konfirmander.
Noget af det, jeg selv nøgternt konstaterer er blandt andet, at
1) konfirmanderne har en meget lille margin for koncentration
2) der er en generel mental afstand til eksistentielle spørgsmål og abstrakt tænkning på 7. klassetrin.
I et debatindlæg forsimplede en tidligere lærer problemstillingen til ukendelighed: Man skal bare sende de uvorne konfirmander hjem! Og i en artikel i Kristeligt Dagblad, taler domprovst Thomas Frank – synes jeg – nedladende om, at problemet må være præsternes manglende evne til at skabe relation til konfirmanderne. At det er en provst, der siger sådan, gør ikke affejningen mindre alarmerende.
Det må for mig at se være muligt at påpege problemerne, altså i dette tilfælde sige fra over for en opførsel, som man ikke kan acceptere for slet ikke at sige håndtere.
Brug kræfterne på minikonfirmanderne
Dernæst skal man acceptere, at det ikke er muligt for os præster (eller andet personale i kirkerne) at sikre den generelle disciplinering eller klasserumsopdragelse – det skyldes både den praktiske grund, at vi kun har med konfirmanderne at gøre i cirka halvanden time om ugen, og den pædagogiske grund, at vi slet ikke har didaktisk kompetence til at tilgå komplekse klasserumsudfordringer.
Min forsigtige tilgang til at komme videre fra det konfirmandhold, hvor læringen er røget af sporet, er at sætte ambitionsniveauet helt utrolig langt ned. Hvis man har et konfirmandhold, hvor ikke engang få minutters lydhørhed er muligt, kan man overveje at ændre rammerne til at være en forlænget dagligstue snarere end et klasserum, hvor man skal aftvinge eleverne læring.
Læring kan være svært nok, hvor der er velvilje. Hvor der ingen interesse er, eller ligefrem protest, kan man ligeså godt opgive de fleste didaktiske krumspring. Derfor opfordringen til i stedet at lave en slags ungdomsklub, hvor man hygger sig, og hvor præsten er til stede i samme omgivelser som konfirmanderne i den time til halvanden på ugentlig basis.
Måske kan man lige snige afsyngningen af en enkelt salme ind – og måske et fadervor – under uro og akavethed. Men ellers må man bare være til stede sammen med de unge mennesker i en rum tid.
Så får man måske endda opbygget lidt positiv relation, fordi man ikke er ham den sure præst, der vil have dem til at lære noget, de ikke interesserer sig for.
Og så kan man omlægge sine ressourcer og sin tid til at blive brugt på sognets minikonfirmander, der ofte befinder sig på et helt anderledes åbensindet livsstadie. Det er bare en idé.
