Debat: Kirkens digitale kommunikation er ikke en tilbudsavis

Kordegn Jan Schmidt tager fejl, når han ser en modsætning mellem digitalisering og kirken fysiske fællesskab. Kirken bør også bruge de digitale platforme til at forkynde kristendom

Folkekirken har et ansvar i at være en stemme i offentligheden og i de enkelte menneskers liv udenfor kirkens rum. Og det kan man blandt andet være på digitale medier, skriver Peter Brandt Baumgartner.
Folkekirken har et ansvar i at være en stemme i offentligheden og i de enkelte menneskers liv udenfor kirkens rum. Og det kan man blandt andet være på digitale medier, skriver Peter Brandt Baumgartner. Foto: Kåre Gade

Kordegn Jan Schmidt påpeger i sin klumme på Kirke.dk, at selvom fremtiden er digital, så behøver det digitale ikke være fremtiden. Han advarer mod en fuld digitalisering af kirkens kommunikation. 

Selvom den sproglige distinktion mellem fremtiden og digitaliseringen er lidt sløret, så står hans budskab klart: Schmidt vil ikke have en iKirke, hvor alt i kirken er målrettet brugerens personlige feed og digitale præferencer.

Han stiller derfor spørgsmålet: ”Vil vi gerne have iKirke til folket – eller vil vi gerne have folk i kirke?”

Man forestiller sig straks et kæmpe digitaliseringsmonster af 0’er og 1-taller, der slås imod vores allesammens fællesskabsfølelse i kirkens rum. Mit svar er dog: Jeg vil have begge dele. Af den simple grund, at det er særdeles vigtigt, at den kirkelige kommunikation rummer begge dele. 

Det er ikke kun et spørgsmål, om den kirkelige kommunikation bør være digital, eller om den henviser tilbage til fysiske arrangementer i kirken. For mig handler det om, at vi bør have en diskussion om, hvad den kirkelige kommunikations rolle egentlig er. Kirkens kommunikation bør (også) være digital, fordi det er en måde at forkynde på, som kan skabe samtidens trosmæssige klangbund.

En stemme i offentligheden

Schmidt påpeger, at det ikke er nok, at mennesker bare liker og deler et opslag på sociale medier, når den lokale kirke reklamerer for litteraturaftener, koncerter, sjælesorgssamtaler, højmesser og meditationsgudstjenester:

”De skulle også gerne lette måsen og komme hen og tage del i fællesskabet. Dette er en udfordring. Og ikke bare en lille én af slagsen.”

Men ligger udfordringen ikke snarere i, at kirkerne ofte betragter reklamer som den bærende kommunikationsform i kirken? Det er helt naturligt for en folkekirke at prioritere, hvad der skal lægges vægt på i sin kommunikation. 

Men når Jan Schmidt beskriver, at mennesker gerne skulle komme hen og opleve noget af alt det gode, som kirken har på plakaten – ja, så køber han fra et kommunikationsperspektiv ind på folkekirken som en markedsorienteret tilbudsavis. En tilbudsavis, som netop har det samme mål som JustEat eller Zalando: At få kunder i biksen.

For er der ikke mere i det kristelige budskab end, at folk kommer til sogneaftener og ind i kirkens rum? Jo, folkekirken har også et ansvar i at være en stemme i offentligheden og i de enkelte menneskers liv udenfor kirkens rum. Og det kan man blandt andet være på digitale medier, som medielandskabet ser ud nu.

Byg kirkens kommunikation på to søjler

Der ligger et helt uudnyttet potentiale i den kirkelige kommunikation, hvis man tænker i forkyndende baner udenfor kommunikationens rum – også i det digitale. Derfor forestiller jeg mig altid kommunikationen i folkekirken som to søjler. Søjler, som al kommunikation bør pege tilbage på. 

  • Søjle 1 er kirken indenfor murene. Den er centreret om PR og reklame for arrangementer og gudstjenester. 

    Kommunikationen indebærer, at man med Schmidts termer skal have folk til at ”lette måsen”. Det kan ske via nyhedsbreve, kalendervisninger, fysiske breve om sæsonens spaghettigudstjenester, reklamer og begivenheder på SoMe og så videre. Mange kirker bygger udelukkende deres kommunikation op omkring denne søjle og glemmer søjle 2.

    Søjle 2 er nemlig kirken udenfor murene. Det er en kommunikation, som er båret af teologi, eksistens og trosstof. Her er formålet ikke (nødvendigvis) at få folk til at møde op. Her er formålet derimod at møde folk uden for kirkens rum med åndelighed og kristendom som svar på de eksistentielle spørgsmål, mennesker går og tumler med. 

    Her peger kommunikationen udad: Interviews med præster på hjemmesiden om kristendom og tro, beretninger og reportager fra kirkegårdens liv og kultur samt trosrefleksioner på Instagram. Der er nemlig mange muligheder for at udvide kommunikationen i søjle 2, når blot man tager de kreative kommunikationsbriller på. 

Ligesom der er bred konsensus om, at det gode budskab er for stort til at kunne indeholdes i blot ét enkelt medie, så er budskabet også for stort til blot at være indeholdt i kommunikationsformer, der peger tilbage mod kirkens rum. Lad os også bruge menneskers digitale besøg til at give dem en kirkelig oplevelse. Heldigvis udelukker det ene ikke det andet!