Leif Arffmann, tidligere formand for provsteforeningen, gør ret i at rejse diskussionen om ’den store høring, der mangler i folkekirken i bededags-sagen’ frem igen.
Og han gør ret i at trække den frem i forhold til betænkning 1544/2014 om folkekirkens styrelse, hvor udvalget – på Charlotte Dyremoses forslag, hvis jeg husker ret – fik udarbejdet et bilag 5 om “Hidtidig procedure vedrørende af folkekirkens indre anliggender”.
For man kan jo forstå på den omfattende folkelige debat og ikke mindst på høringssvar fra både biskopper, stiftsråd, landsforeningen af menighedsråd mv, at man mener, der har manglet en kirkelig debat vedrørende store bededag og dens eventuelle nedlæggelse.
Jeg har imidlertid et par spørgsmål til sagen.
Jeg kan nemlig ikke gennemskue, hvad præcis, det er, der mangler en stor folkekirkelig høring om. Der er for mig at se tre muligheder:
Der kan mangle en debat om overhovedet at finde på at nedlægge en helligdag. Og her er jeg helt enig. Det er ganske uhørt og ganske usædvanligt og helt urimeligt i vores land, at regeringen går ind og lukker døren og skriver på et stykke papir, at vi nedlægger en helligdag, og det har vi i øvrigt flertal for. Det er et meget stort demokratisk problem. Som jeg i øvrigt heller ikke forstår, man gør lige forud for et overenskomst forår. Skal vi til at have engelske tilstande med storstrejker hele tiden? Men det er ærligt talt ikke et særskilt kirkeligt problem.
Så kan der mangle en stor folkekirkelig høring om, hvorvidt man ønsker at nedlægge den kirkelige side af helligdagen samtidig med, at man nedlægger den folkelige side. Det vender jeg tilbage til.
Endelig kan der mangle en stor folkekirkelig debat om, hvad der skal ske med de dele af alterbogen, der vedrører bededagen. Skal de tages ud eller skal de blive stående som en mulig opfordring til, at der holdes frivillige gudstjenester den dag eller aften?
Det sidste spørgsmål har kirkeministeren jo bedt biskopperne overveje og komme med en køreplan for, i slutningen af den kommende uge. Jeg har svært ved at se, at det ikke skulle kunne give mulighed for en stor folkekirkelig debat som den, der beskrives i bilag 5 i 1544/2014.
Tilbage står, at nogle måske havde ønsket at beholde bededag som kirkelig helligdag, selvom den måtte blive nedlagt som folkelig helligdag. Det ønske har Svend Andersen formuleret over for Kirkeudvalget i et par skrivelser. Jeg ser ligeledes, at Hans Gammeltoft-Hansen i Avisen Danmark formulerer den mulighed som ”en måde, hvorpå regeringen kunne have kommet kirken i møde.”
”Det havde været en principielt set bedre løsning, for så havde kirken kunnet udøve selvbestemmelse over, hvad der er helligdage, og kunne indføre aftengudstjeneste og holde konfirmationer, hvis folk vil tage en fridag,” siger han. Jeg er lodret uenig. Helligdagene er ikke kirkens. De er heller ikke folkets. De er som en mønt med to sider, der altid har hørt sammen. Så på hvilket grundlag skulle kirken udøve selvbestemmelsesret over bededag?
Men nu er der åbenbart stærke kræfter, der gerne vil have møntens to sider skilt ad.
Lovforslaget vil gerne skrive ordet ’helligdage’ ud af lukkeloven. Af rent tekniske grunde, får vi at vide. Men virkningen bliver langt stærkere.
Og stærke kirkefolk – dem, nogle ynder at kalde “kirkens top” – vil gerne gøre helligdagene til kirkens ejendom. Som løftestang for at skabe en kirkeforfatning, der kan adskille, hvad der er kirkens, og hvad der er folkets. Jeg er helt uenig.
Men jeg er enig i, at et landsmenighedsråd med ansvar for folkekirkens landsdækkende økonomi og med høringsret i indre anliggender ville have hjulpet i den nuværende situation.
Det vil forfatningstilhængerne i folkekirkens top bare ikke nøjes med. Det så vi i forhandlingerne om betænkning 1544/2014. Og det kommer vi til at se igen.
Høringen om brugen af teksterne til bededag i alterbogen har vi alle muligheder for at få, og i hvert fald jeg ser frem til at høre, hvordan den debat skal tilrettelægges.
Medmindre selvfølgelig, at alle ti biskopper i enighed foretrækker at sætte foden ned, meddele ministeren, at en sådan refleksion vil de ikke tilrettelægge, og i stedet arbejde frem mod en kirkeforfatning.