I debatten om afskaffelse af Bededag er det af flere gjort gældende, at folkekirkens frihed ikke er alene er truet, men er afskaffet ved regeringens forslag om, at vi i Danmark skal have en helligdag mindre fra 2024.
Det er imidlertid nødvendigt at se på, hvorledes den folkekirkelig frihed er blevet til, og hvorledes staten forholder sig hertil.
Under enevælden var Sjællands biskop kongens rådgiver
I Christian Vs Danske Lov fra 1683 hedder det, at Kongen ”haver og eene Høyeste Magt iover ald Clericiet, fra den Høyeste til den Laveste, at beskikke og anordne ald Kirke og Gudstieneste, Møder, Sammenkomst og Forsamlinger om Religions-Sager efter Guds Ord og den Augsburgske Confession, naar han det raadeligt eragter, at byde og forbyde.” (1. Bog, 1. Capitel, 1. Artikel)
Så er der ikke så meget andet at sige om, hvem der bestemmer i kirkelige forhold. Det hedder i samme artikel, at der ikke er noget hoved eller dommer over Kongen, bortset fra Gud.
Men kongen har nogle retningslinier at holde sig øje. For det hedder i Anden Bog, 1. Capitel, at den religion, der alene skal tillades i kongens riger, er den der er i overensstemmelse med Bibelen, den apostolske, nikænske og athanasianske trosbekendelse, samt den augsburgske bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus.
Det hedder imidlertid også i Anden bogs 17. Capitel, (om "Superintendenterne, som ere de rette Bisper i Kirkerne") artikel 25, at Sjællands biskop ikke skal bo i Roskilde, hvor domkirken befinder sig, men derimod i ”Kongens Residentz-Stad Kiøbenhavn”. Sjællands biskop skal være lærd og knyttet til universitetet.
Hvorfor skal Sjællands biskop bo i København? Det kan næppe være af andre grunde, end at kongen herved har en rådgiver i sin nærhed, når det gælder forståelsen af de ovennævnte bekendelser og skrifter. Så uagtet, at der ikke er nogen dommer over kongen, bort set fra Gud, så har kongen et menneske ved sin side, en at tale med, nemlig Sjællands biskop.
Med folkekirken fortsatte enevældens praksis
Med Grundloven blev den danske folkekirke til. Forholdet mellem kongen, herefter benævnt staten, og folkekirken befandt sig i nye rammer, men enevældens praksis blev dog ikke afskaffet.
Det er således interessant at se, at August Roesen i sin Kirkeret fra 1976 citerer kirkeminister Bruun-Rasmussen, der i 1928 skriver: ”Om end det må indrømmes, at den […] kirkelige frihedslovgivning og menighedsrådsordningen indeholder vigtige forfatningsmæssige elementer [...] består dog endnu i hovedsagen den ordning, der er nedarvet fra tiden før grundloven, at den samlede kirkes forhold både for så vidt angår ydre og indre anliggender, såvel på lovgivningens område som anordningsområdet, styres af staten, der har benyttet biskopperne, navnlig Sjællands biskop, som rådgivere, uden at vedkommende minister dog har været bundet til at følge vedkommende biskops erklæring eller blot forpligtet til at indhente den.” (Kirkeret 1976, s. 17 note 1)
August Roesen gør da også gældende, at ”Kirkeministeriet har siden forfatningsændringen i 1849 behandlet og afgjort sager vedrørende ”indre” og ”ydre” kirkelige anliggender og gør det fremdeles. ”(s.19)
Roesen tilføjer i anden sammenhæng, at lovgivningsmagten anser sig kompetent til at gribe ind i ”indre kirkelige anliggender”, et standpunkt, som ”juridisk er uangribeligt og også synes akcepteret – om end ikke altid med glæde – i kirkelige kredse som helhed.” (s. 175). Staten har et menneske ved sin side til at tale med, når det gælder folkekirkelige anliggender, men det er ikke sikkert, at staten gør det.
Sædvanen spiller en væsentlig rolle
En senere departementschef i Kirkeministeriet, Preben Espersen, er i sine kirretslige arbejder enig med Roesen i, at ”det ikke [..] kunne antages, at kirkeministeren skulle være uden kompetence i spørgsmål om 'indre kirkelige anliggender', men kompetencen vil naturligvis altid blive udøvet efter sagkyndig teologisk rådgivning.” (Kirkeret, Almindelig del 1999 s. 45).
Espersen præciserer dette således:
”Der behøver intet at være til hinder for, at Kirkeministeriet på forsvarlig måde kan løse de mangfoldige folkekirkelige opgaver, som bør løses, herunder de liturgiske. Det er også i andre fagministerier det sædvanlige, at embedsmændene ikke er faguddannede på disse ministeriers specielle områder. Når de alligevel på forsvarlig måde kan løse problemer af ikke-juridisk karakter, hænger det sammen med, at de i vid udstrækning spørger fagfolk til råds. Noget tilsvarende kan og bør Kirkeministeriet gøre og gør da også allerede i et vist omfang.” ( s. 65 f)
Når det gælder statens beføjelser i de ”indre anliggender”, er der i særdeles mange tilfælde tale om sædvane. Espersen udtrykker det for eksempel således (s.48):
”Også Kirkeministeriet udøver på sædvaneretligt grundlag anordningsmyndighed på det folkekirkelige område”.
I tilknytning til de ovenfor nævnte eksempler siger Espersen da også, at ministeriets praksis henter sin hjemmel i forfatningssædvane. (s. 67)
Det er således sædvanen, der spiller en afgørende rolle, når der er tale om fagkyndig rådgivning eller fagskøn vedrørerende de folkekirkelige anliggender.
Det vil være nærliggende at sige, at netop sædvanen spiller en væsentlig rolle, når det gælder et begreb som den folkelige frihed. For folkekirkens forkyndelse og de regler, der er knyttet til liturgien, er netop det område, der i det ovenstående har været beroende på sædvanen.
Sædvanen ifølge betænkning 1544
Sædvanen spiller da også en rolle i en nyere betænkning vedr. folkekirken, nemlig i betænkning 1544 om folkekirkens styre. Her er det i bilag 5 ”Hidtidig procedure vedrørende regulering af folkekirkens indre anliggender” beskrevet, hvorledes den sædvanlige praksis er vedr. ændringer i de ”indre anliggender”.
Det fremgår her, at der ikke overraskende til sædvanen knytter sig rådgivning, ikke mindst fra biskoppernes side til ministeren, og at der til denne rådgivning er knyttet samtale. I bilag 5 er der opstillet en hel ”køreplan” for, hvorledes ændringer kan forberedes og føres ud i livet.
Det hedder i bilag 5: ”De skiftende ministre siden 1849 har imidlertid generelt udvist stor skønsomhed og været tilbageholdende med selvstændigt at regulere de indre kirkelige anliggender.” Som følge heraf, forklarer betænkning 1544, at ”ny eller ændret regulering af indre anliggender som alt overvejende hovedregel gennemføres” efter denne køreplan:
1. Bredt sammensatte udvalg eller arbejdsgrupper nedsættes efter en dialog med biskopperne til at udrede og udarbejde forslag til ændret eller ny regulering.
Udvalg nedsættes typisk ud fra følgende hensyn: a) Både gejstlige og ikke gejstlige medlemmer, idet udvalgets sammensætning bør afspejle, at der lægges betydelig vægt på, at læge personer bliver inddraget i udvalgsarbejdet. b) Folkekirkens bredde og rummelighed. c) Relevant sagkundskab. Hermed tænkes på teologisk sagkundskab fx fra universiteter. Det vil ud over teologisk sagkundskab efter omstændighederne kunne være relevant at inddrage liturgisk, kirkemusikalsk, filologisk, litterær og økumenisk eller anden relevant sagkundskab i udvalget.
2. Forslag sendes til høring hos brede folkelige og folkekirkelige kredse, herunder hos de valgte folkekirkelige organer.
3. Ministeren og biskopperne drøfter forslagene, så det afklares, om biskopperne kan tilslutte sig forslagene eller ej.
4. På baggrund heraf træffer ministeren beslutning om, hvorvidt forslag skal fremmes eller ej. Som medlem af regeringen er kirkeministeren underlagt de parlamentariske regler og principper, hvilket blandt andet indebærer, indebærer, at det stående folketingsudvalg (Kirkeudvalget) og folketingsmedlemmerne kan stille spørgsmål til ministeren.
Det forekommer derfor noget besynderligt, at Kirkeministeriet i sagen om store bededag ikke har anvendt denne ”køreplan” fra en betænkning, som ministeriet må antages at være vidende om.
Var dette sket, ville både sædvane og frihed være tilgodeset, og forholdet mellem stat og kirke ville være i større overensstemmelse med den udvikling, der siden Grundloven i 1849 har fundet sted indenfor dette område.