Bispekandidat: Styrk vi-tænkningen på tværs af stifterne

Der er ingen i Roskilde Stift, der ønsker at komme til at høre til i et andet stift, mener bispekandidat Ulla Thorbjørn Hansen. Derfor er hendes klare budskab: Nej tak til en ændring af stiftsgrænser

"Måske ligger løsningerne ikke i at forsøge at gøre hverken provstier eller stifter helt ens i størrelse? Måske er vejen frem snarere at styrke vi-tænkningen på tværs af sogne, provstier og stifter – og finde lokale løsninger," siger bispekandidat Ulla Thorbjørn Hansen.
"Måske ligger løsningerne ikke i at forsøge at gøre hverken provstier eller stifter helt ens i størrelse? Måske er vejen frem snarere at styrke vi-tænkningen på tværs af sogne, provstier og stifter – og finde lokale løsninger," siger bispekandidat Ulla Thorbjørn Hansen. Foto: Pressefoto.

Kirke.dk's spørgsmål til bispekandidaterne i Roskilde Stift

Den 20. april åbnede afstemningen om, hvem der skal være den næste biskop over Roskilde Stift. I løbet af afstemningsperioden beder Kirke.dk de fire kandidater svare på tre spørgsmål.

Det tredje spørgsmål lyder: 

Demografiske ændringer betyder voksende forskel på befolkningstallet i Helsingør Stift og Lolland-Falsters Stift. Bør Roskilde Stift bidrage til en løsning, der ændrer stiftsgrænserne? Hvis nej, hvorfor ikke? Hvis ja, hvordan?

Mig bekendt er der ikke nogen af os i Roskilde Stift, der ønsker at komme til at høre til i et andet stift. Derfor må mit klare svar være: Nej tak til en ændring af stiftsgrænser.

Som sognepræst i Glostrup i 00’erne, talte man også om stiftsgrænser. Dengang var der i Glostrup bred enighed om, at vi ikke ønskede at høre til Københavns Stift. Så hellere Roskilde, hvis det endelig skulle være.  

En cocktail med mange ingredienser

Ændring af stiftsgrænser er en cocktail med mange forskellige ingredienser: jura, økonomi, bemanding, følelser, identitet og tilhørsforhold.

Skal der en dag drøftes stiftsgrænseændringer, bør det bero på et ønske fra de implicerede parter. Et ønske, der følges op med samtaler, hvor fordele og ulemper samt konsekvenser afdækkes.

Det er altså ikke noget, biskopperne lige tager initiativ til. Det må ikke være en skrivebordsøvelse eller en DJØF-løsning. Der skal virkelig være et ønske på lokalt plan, det vil sige på sogne-, pastorat- og provstiniveau.

For at ændre stiftsgrænser er komplekst og forbundet med historiske tilhørsforhold. Der er for meget på spil her til at lave ’fejl’, der ikke bare kan rulles tilbage. Det kan ende som en farlig cocktail, der kan gøre mere skade end gavn. Lidt ligesom med storpastorater. Det, der på papiret ligner en god løsning, er det ikke nødvendigvis ude i de mindre sogne på landet.

Lidt talgymnastik

Et stift som Lolland-Falster er økonomisk hårdt presset. Der er mange middelalderkirker, der skal vedligeholdes i forhold til antallet af kirkeskatteydere. Biskoppen har fire provster, 58 menighedsråd og 59 præster. Biskoppen kan være i tæt kontakt med alle.

Omvendt har Roskilde stift helt anderledes økonomiske muligheder. Her er der 12 provster med 230 menighedsråd og tæt ved 300 præster. Her er biskoppen til gengæld meget afhængig af samarbejdet og uddelegering til stiftets 12 provster.

Landets 10 stifter er altså meget forskellige i størrelser, både hvad angår befolkningstal, antal præster, antal kirker, økonomi og geografi. Sådan er det også med provstier.

Mit provsti i Slagelse er i nyere tid sammenlagt af to provstier. I dag er provstiet derfor et af landets største provstier med 41 sogne, 45 kirker, 38 præster og 33 kirkegårde. På en måde er det for stort. Til gengæld er der flere penge at gøre godt med, fordi vi har slået alle gode kræfter sammen. Vi tænker dagligt i at styrke ”vi-tænkningen” og samarbejdet på tværs af provstiet/kommunen – ja sågar i samarbejder på tværs af provstier.

Til sammenligning findes der provstier, hvor der er mindre end 10 sogne og færre end 20 præster og ingen kirkegårde. Så også blandt provstier og provster er der altså tale om en stor ulighed.

Løsninger med vores eksistensberettigelse for øje

Måske ligger løsningerne ikke i at forsøge at gøre hverken provstier eller stifter helt ens i størrelse? Måske er vejen frem snarere at styrke vi-tænkningen på tværs af sogne, provstier og stifter – og finde lokale løsninger.

Uanset hvad vi gør, så skal vi huske hvorfor vi er her som kirke: Vi er til for at forkynde Kristus som hele verdens frelser (jf. Betænkning 1477, opgaver i sogn, provsti og stift). Alle konkrete målsætninger og løsninger i sognet, provstiet og stiftet bør dybest set tjene denne opgave. Gør de ikke det, så er vi på afveje.

Denne grundopgave bestræber jeg mig på at tjene som provst i dag. Bliver jeg Roskilde Stifts næste biskop, vil jeg fortsætte arbejdet på 12 provstiers og 230 menighedsråds vegne!