Jeg sad i panelet ved debatmødet "Stiftssamtaler før bispevalget" den 24. juni 2020 i Dyssegårds Kirke. Her var min opgave at pege på betydningen af de opgaver, biskopperne helt formelt skal varetage. Mange af disse beslutninger præges af biskoppens teologiske linje. Det gælder ikke mindst i forhold til kompetencen til at træffe beslutninger om fordelingen af præstekvoten.
Der er, ifølge stiftets hjemmeside, cirka 300 præster i Helsingør Stift.
De er ikke faldet ned fra himlen. 1892,8 præstestillinger i folkekirken er samfinansieret over dels kirkeskatten, dels finansloven. De fordeles på landets cirka 2200 sogne med cirka 2350 kirker og cirka 1700 menighedsråd. Derudover finansieres 100 præstestillinger af Fællesfonden, det vil sige (lands)kirkeskatten alene. Nogle få præstestillinger er (med)finansieret af lokale ligningsmidler.
De 300 præster i Helsingør Stift er stiftets andel af dels de 1892,8 finanslovsfinansierede præstestillinger og dels de 100 fællesfondsfinansierede, der skal gå til betjening af andre menigheder end sognene.
Præstekvoten for hvert stift er fastlagt ved en aftale mellem biskopperne og Kirkeministeriet. Den igangværende aftale om fordelingen af præstekvoten udløber i 2021. Den aktuelle fordeling mellem stifter lægger vægt på antal medlemmer af folkekirken; antal kirkebygninger; antal menighedsråd; antal kirkelige handlinger; forpligtelser over for ikke-medlemmer.
Hvor stor vægt skal der lægges på at sikre gudstjenesten og de kirkelige handlinger – og hvilken vægt skal der lægges på en supplerende kirkelig praksis, som måske er med til at sikre, at nye generationer eller grupper bruger folkekirken?
Første spørgsmål: Hvilken teologisk linje vil en ny biskop lægge for Helsingør Stift i forhandlingerne med de øvrige biskopper og ministeriet, når der næste år skal drøftes kriterier for fordeling af folkekirkens samlede præstekvote?
Når stiftet har fået sin præstekvote, er det biskoppen, der fordeler stillingerne på sogne og funktioner. Altså beslutter, hvor der skal være fuldtidsansatte og deltidsansatte sognepræster, hvor der skal være flere præster i et pastorat, hvor stillinger kan sammenlægges, og måske endog tager initiativ til en samtale med menighedsråd om den fremtidige brug af kirkerne, om sognesammenlægninger med videre.
Nogle af kriterierne for fordeling af præstekvoten virker relativt objektive. Andre kan vanskeligt kvantificeres. For eksempel forpligtelsen over for dem, der ikke er medlemmer af folkekirken. Og menighedsopbyggende arbejde over for medlemmer af folkekirken. Skal det indgå i stiftets fordeling af præstekvoten, hvad kan man lægge i det og hvilken vægt skal det have?
De samme spørgsmål står i kø, i hvert fald i menighedsrådenes ende, når biskoppen rådgiver menighedsrådene i forbindelse med valg af ny præst. Hvor stor vægt skal der lægges på at sikre gudstjenesten og de kirkelige handlinger – og hvilken vægt skal der lægges på en supplerende kirkelig praksis, som måske er med til at sikre, at nye generationer eller grupper bruger folkekirken?
Vil den ny biskop opfordre til og forvente af de cirka 300 præster i stiftet, at de er kirkegængere, også når de har prædikenfri eller rigtig fri ?
På landsplan forudsættes, at der i et vist omfang holdes gudstjeneste i alle kirker. I Helsingør Stift er praksis, at der holdes gudstjeneste i alle kirker hver søndag.
Hvordan vil en ny biskop sikre en rimeligt jævn arbejdsbyrde mellem præsterne i et stift med store forskelle mellem på den ene side præsterne i store forstadssogne, provinsbyer og stationsbyer med to til fire præster pr. kirker og dermed mange prædikenfri søndage – over for de mange præster i landpastoraterne, der holder to gudstjenester hver søndag og alene har fri, når de har fri? Og samtidig sikre, at der er rimelig adgang til gudstjeneste for hele befolkningen i stiftet?
Endelig kan man spørge, hvem der forventes at ”gå i kirke”. Særtilbud giver kirkegang til specielle aktiviteter. Men hvilken teologisk linje skal lægges i forhold til den almindelige søndagsgudstjeneste. Skal den opretholdes? Fysisk og/eller virtuelt? Hvem skal, sammen med præster og kirkelig betjening, opretholde den?
Kirke.dk har haft en debat om forventningen til menighedsrådsmedlemmer om, at de viser sig aktivt i den kirke, de har tilbudt at være med til at forvalte. Det får mig til at spørge: Hvorfor skulle menighedsrådsmedlemmerne og alle vi andre gå i kirke, hvis ikke præsterne gør det?
Så et simpelt spørgsmål til den teologiske linje kunne være: Vil den ny biskop opfordre til og forvente af de cirka 300 præster i stiftet, at de er kirkegængere, også når de har prædikenfri eller rigtig fri – ikke nødvendigvis i eget sogn, men i sommerhussognet eller på vej til familiebesøget? Bliver præsterne kirkegængere i fremtidens Helsingør Stift?
Lisbet Christoffersen er professor, Roskilde og Københavns Universiteter