Christian Juhl: Dagbog fra studietur i Sydslesvig og Sønderjylland

Kirkeordfører for Enhedslisten og formand for sydslesvigudvalget Christian Juhl var med, da Folketingets Kirkeudvalg i sidste uge var på studietur i Sydslesvig og Sønderjylland. Læs Christian Juhls dagbog fra turen, hvor han også samler op på de spørgsmål, politikerne er kommet hjem med

Sanne Dahlin, der tiltrådte som præst i Læk den 1. april 2021, fortalte Folketingets Kirkeudvalg om arbejdet som præst i Dansk Kirke i Sydslesvig. Kirkerummet ligger, som i mange af DKS's kirker, i forbindelse med præsteboligen.
Sanne Dahlin, der tiltrådte som præst i Læk den 1. april 2021, fortalte Folketingets Kirkeudvalg om arbejdet som præst i Dansk Kirke i Sydslesvig. Kirkerummet ligger, som i mange af DKS's kirker, i forbindelse med præsteboligen. Foto: Christian Juhl

Mandag

Solen står sommerligt højt hen over Silkeborg, da jeg mandag springer på toget, som jeg gør flere gange hver uge. Men denne gang er der luft under vingerne:

Jeg skal sammen med Kirkeudvalget til Sydslesvig og Sønderjylland på studietur. Vi bliver det første udvalg, der bryder coronaens snærende bånd og gennemfører Folketingets første udvalgsrejse uden for Christiansborgs tykke mure.

Tre timer senere er vi samlet: Vores udvalgsformand Julie Skovsby (S), kirkeordfører for Venstre Louise Schack Elholm, kirkeordfører for De Konservative Birgitte Bergmann, kirkeordfører for Dansk Folkeparti Mette Hjermind, Anders og Jesper fra Folketingets sekretariat og jeg.

Kirkeminister Joy Mogensen (S) er også med os de første to dage.

I Sydslesvig har vi en generalkonsul, Kim Andersen, der klæder os på til forholdene som mindretal i Sydslesvig. Der er folk i rejsegruppen, som ikke tidligere har været i Sydslesvig, så meget er nyt.

På hovedgaden i Flensborg ligger den danske Helligåndskirke. Her går eftermiddagen med orientering og debat om de 26 danske menigheder syd for grænsen. De er samlet i DKS, Dansk Kirke i Sydslesvig.

Tirsdag

Skoleforeningen for de danske skoler i Sydslesvig har inviteret indenfor på Duborgskolen i Flensborg, det ene af mindretallets to gymnasier syd for grænsen.

Snakken falder naturligvis både på skoleformen, og hvorfor unge vælger det danske gymnasium, men også på forholdet mellem skole og kirke. Vi taler blandt andet med skolens præst og folk fra skoleforeningens ledelse.

Efterfølgende tager vi til byen Læk (eller Leck som tyskerne staver navnet), som ligger en kort tur vest for Flensborg. Midt i byen ligger den danske præstebolig. Kirkerummet ligger i en sidefløj til boligen.

Mange steder ligger kirkesalen i skolen. Kun få steder er der en egentlig kirke som i Flensborg. Vores begejstringen er stor over at hilse på den unge og nye præst fra Danmark, og også de unge medlemmer af menighedsrådet.

I Sydslesvig er det svært at tiltrække præster, men DKS har gjort en stor indsats på den danske universiteter og pastoralseminariet for at tiltrække unge til Sydslesvig. Og indsatsen er lykkedes.

Efter besøget i Læk tager vi over grænsen til Løgumkloster. Den gamle klosterby huser Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV). Her efteruddannes præster og provster, og her tænkes nye tanker om folkekirkens fremtid.

Mange spørgsmål bliver rejst om folkekirkens tilknytning til staten, om faldet i medlemmer af folkekirken og om muligheder for at udvikle kirken i konkurrencen med andre trosretninger.

Refugiet i Løgumkloster bruges af mange til fordybelse og refleksion.

Så går turen videre til Haderslev. Vi bliver budt velkommen af Haderslev Domkirkes 60 mand store drengekor, der i den grad kan synge det store kirkerum op. Der er både danske og udenlandske sange, kirkelige og verdslige fællessange. Bagefter er der møde med biskoppen og provsten.

Onsdag

Vi får om formiddagen en historisk rundtur i kirken, der først blev domkirke i 1920 i forbindelse med grænsedragningen.

Efter rundvisningen tager vi med bus til den lille by Starup lidt uden for Haderslev. Byen huser blandt andet en tysk frimenighed. Et ufatteligt syn møder os: Præstegården er et gammelt velholdt stråtækt hus, der ligger ned til Haderslev Fjord.

I menighedens hus møder vi både med den tysktalende præst i folkekirken og to af det tyske mindretals præster. Den første er betalt af folkekirken og de to sidste af den tyske stat.

Sidste stop på vores rejse i Slesvig er Danmarks ældste kristne by, Ribe, og den første reformerede kirke med Hans Tavsen i spidsen. Byen emmer af historie her midt ude i det flade marskland. Ansgars gravplads er blevet blotlagt og indrettet som museum, der åbner om føje tid.

Vi har en lang og grundig samtale med Ribes biskop, provsten og en af de lokale borgmestre. Vi gennemgår en kommunes regnskab for kirkeskatten og drøfter kirkegårdenes fremtid, økologisk kirkejord og det kommende folkemøde i Ribe i oktober, hvor kirken spiller en vigtig rolle.

Også Sønderjyllands særlige rolle, hvor kommunen registrerer alle nyfødte, modsat resten af landet, hvor det er folkekirken, bliver drøftet.

Vi bliver også orienteret om Det Sønderjyske Søndagsakademi, hvor der skal undervises ikke-gejstlige medlemmer til at forestå dele af gudstjenesten.

Efter besøget i Ribe skal vi hjem. Alle steder var vores besøg utrolig godt forberedt, og det står klart, at mennesker fra foreninger og menigheder sætter stor pris på besøgene af os folketingsmedlemmer.

Det faglige program var tæt. Alligevel fik vi en masser af uformelle snakke med vore værter, lidt godt at spise og et par gode sange fra blandt andet Højskolesangbogen. I Tyskland er det dog stadig forbudt at synge sammen, med mindre det sker med mundbind på, og så smutter sangglæden en smule.

Vi fik mange nye venner og samarbejdspartnere på turen rundt. Der er udfordringer nok for udvalget at samle op, når det igen bliver hverdag:

  • Hvad sker der med præsternes pension i Sydslesvig og udlandet i øvrigt?
     
  • Hvad gør vi ved GDPR-reglernes stramme bånd?
     
  • Ødelægger centraliseringen det lokale initiativ i sognene?
     
  • Hvornår stopper vi planerne om dobbeltoversættelse af prædikener?
     
  • Hvorfor har grænselandet andre kørselsregler end resten af landet?
     
  • Hvordan skal udgifterne til folkekirken fordeles i fremtidens Danmark?