Professor Lisbet Christoffersen foretog for nylig en interessant analyse af de fire bispekandidaters stillerlister på Kirke.dk: Hvad vi kan lære om de fire bispekandidater ved at se på deres stillerlister?
Analysen var tankevækkende. Havde jeg vidst, at stillerlisten ville blive offentliggjort og genstand for en nærmere analyse, så havde jeg selvfølgelig bestræbt mig på at få flere stillere fra flere dele af stiftet og havde heller ikke sagt til dem, der tilbød at blive stiller for mig, at det ikke var nødvendigt, for jeg havde nok stillere på min liste.
På baggrund af den foreliggende liste vurderer Lisbet Christoffersen, at jeg taler til ”aktivismen og det diakonale engagement”.
Efter analysen var der et menighedsrådsmedlem, som på Facebook konstaterede, at det har Helsingør Stift ikke brug for. Rådsmedlemmet fortsatte med, at der først og fremmest er brug for et stift, der bakker op om sognenes fremtidige rolle som ramme om et bredt folkeligt liv. Der er ikke brug for aktivisme. Og lidt senere sætter vedkommende så betegnelsen FDF’er på mig!
Spejderløftet
Nu kan jeg ikke prale af at have været hverken FDF’er eller anden slags spejder. Min far var som ung KFUM-spejder, men selv har jeg valgt at synge i kor og brugte som helt ung konkurrencesvømmer flere timer i svømmehaller end i kirken.
Når det er sagt, så vil jeg mene, at det ikke er nogen skade til, hvis kirken er kendt som et sted, hvor vi sætter spejderdyderne højt. Ifølge spejderløftet lytter en spejder til Guds ord, er hjælpsom, respekterer andre, værner om naturen, er til at stole på, tager et medansvar og finder sin egen mening.
I Slagelse provsti gennemfører vi i år for tredje år i træk arrangementet ”Kunst og kirker”. Hvis det ses som udtryk for aktivisme, så melder jeg mig gerne under fanen som aktivist
I det gamle spejderløfte stod der også at man skulle være en god kammerat, ridderlig i al sin færd og ren i tanke, ord og handling. At det sidste er slettet i spejderløftet kan jeg måske godt forstå. For hvad vil det sige at være ridderlig i dag? Og hvem af os er, når det kommer til stykket – rene i tanke, ord og handling?
Nej vel. Det ændrer dog ikke ved, at det er et naturligt mål at have som kristen kirke. At tanke, ord og handling så vidt muligt følges ad og er funderet i noget rent og godt – nemlig Guds kærlighed. Det må være målet samtidig med, at det er udgangspunktet.
Jeg støtter helt og fuldt op om sognenes nuværende såvel som fremtidige vigtige rolle ”som ramme om et bredt folkeligt liv”. Ja, mere end det. Sognene skal ikke bare være ”ramme om”, men lægge hus til og være kirke for og sammen med befolkningen.
Kirken består af levende stene, som Grundtvig skrev i sin tid. Og kirken er derfor mere og andet end en ramme og en kirkebygning. Kirken består af mange forskellige mennesker – ildsjæle og mere stille sjæle, der bare ønsker og forventer, at kirken skal være der, når der er brug for den.
”Tidehvervs-aktivist”
I Slagelse provsti gennemfører vi i år for tredje år i træk arrangementet ”Kunst og kirker”. Hvis det ses som udtryk for aktivisme, så melder jeg mig gerne under fanen som aktivist.
For det er et samarbejde, som har betydet, at mennesker bliver givet en god anledning til at komme rundt og besøge en række forskellige kirker – primært landsbykirker. Mennesker, der måske normalt ikke kommer i kirken, med mindre de er med til begravelse eller et bryllup. De har nu et alibi og finder pludselig vej forbi og får talt med ikke bare kunstneren om dennes kunst, men også med menighedsrådsmedlemmer og frivillige om sognekirken.
Jeg hørte på et tidspunkt en kollega bruge ordet ”tidehvervs-aktivist” om sig selv. Det kunne man ikke have sagt for bare 20 år siden. Det viser et nyt blik for værdien i forskellige teologiske og kirkelige positioner. Og dette kan måske være med til at understrege, at kirkens aktiviteter skal grunde i en alvor:
Guds ord, den teologiske fastholdelse af retfærdiggørelseslæren – af troen som tro, der skænker frihed fra alle de domme, som vi fælder over os selv og hinanden, og samtidig en fastholdelse af en tro som ønsker at række ud og komme folk i møde med evangeliet.
Uden de mange aktive og frivillige menighedsrådsmedlemmer ville folkekirken ikke være dét, den er i dag, og dét, som jeg vil arbejde for, den skal være i endnu højere grad fremover: en folkets kirke.
En relevant kirke, hvor det igen bliver naturligt for alle forældre, der selv er døbt at få deres barn døbt. En kirke, hvor der er plads til at finde på og eksperimentere og lære af sine fejl, så flere mennesker føler sig talt til, og der for eksempel kan opstå nye og landsdækkende tiltag som minikonfirmandundervisning og babysalmesang og kirkehøjskoler.
Og hvor det fortsat er muligt at gå til en traditionel højmesse om søndagen i alle landets kirker uden at skulle præstere en masse, men blot kan hvile i, at vi hører til, også selv vi måske ikke kommer i kirken så tit.
