Allerede titlen er ude på ballade: ”Må vi være her? – Folkekirken efter Luther”. En ny teologiske debatbog er sendt i omløb. Den er skrevet af sognepræst i Langenæs Louise Højlund Franklin, professor i dogmatik på Aarhus Universitet Anders-Christian Lund Jacobsen og tidligere sognepræst Liselotte Celestine Horneman Kragh.
Hvad er det for en bog? Det er et lille oprørsk manifest, hvor ærindet er at ruske op i en folkekirke, de ser som stagneret og alt for stramt kontrolleret, og hvis bekendelsesgrundlag ikke levner meget plads for hverken medlemmer eller præster til at udvikle sig teologisk og menneskeligt. Kort sagt, folkekirken skal sættes fri.
Forfatterne er alle tre medlemmer af en gruppe, der kalder sig Ny Himmel – Katakombisk Studiekreds. Gruppen består foruden de tre ovennævnte, af programmedarbejder på DR, Anders Laugesen og lektor i almen teologi på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Lars Sandbeck.
Der er tre hovedafsnit: Sagen, Folkekirken og Drømmen.
”Sagen” selv er et opgør med folkekirkens lutherske grundlag, først og fremmest som det kommer til udtryk i skriftet Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, som er et af folkekirkens bekendelsesskrifter. Det gælder særligt det lutherske gudsbillede og menneskesyn, som forfatterne mener står i vejen og ”skygger” for evangeliet og gør det umuligt for moderne mennesker at spejle sig i.
Målet med den lille bog er at ”give stemme til det store antal præster og medlemmer, der ikke føler sig i samklang med det lutherske gudsbillede og menneskesyn og herunder måske heller ikke det lutherske syn på dåb og nadver og frelsen.”
Revolutionsånd og ærligt optaget af evangeliets sag
Der efterspørges en kirke, hvor man har lov at tænke nyt og hvor der er plads til at bringe flere teologier i spil, som taler mere til samtidens eksistentielle temaer. Det gør Luther ikke, og derfor bør folkekirken heller ikke længere være en evangelisk luthersk kirke.
I kapitlet ”Folkekirken” foreslår forfatterne med samme revolutionsånd, at gudstjenesten sættes fri – helt fri! Fri for dogmer, faste former, støvede ritualer og autorisationskrav. Men mest af alt fri for biskoppeligt tilsyn. Menigheden og præsterne skal i fællesskab have mulighed for at forme deres egen gudstjeneste, med et sprog og en teologi, man forstår og som taler til hjertet.
Endelig formuleres i kapitlet ”Drømmen” et bud på, hvordan den lutherske teologi kan og bør korrigeres og reformuleres ”for at den kan bevare sin gyldighed og være meningsfuld for danskere i det 21. århundrede”.
”Må vi være her?” har et velskrevet drive. Der er ingen tvivl om, at forfatterne har noget på hjertet og er ærligt optaget af evangeliets sag, og at flere mennesker vil finde vej ind i kirken. Bogen slutter med fine, personlige selvportrætter af deres egen historie med kirken og den kristne tro. Og med et tankevækkende udblik til, hvordan der arbejdes med teologien i vores nabokirker.
Men der er alligevel noget, der ikke stemmer. Man føler sig lidt trukket rundt i et drama, man ikke selv kan få øje på. Der er noget galt med hele den grundlæggende præmis, som jeg – trods forfatternes ærlige formodning – ikke tror deles af ret mange.
-
Hvem er egentlig bekendelsesfundamentalisterne?
For det første kaldes folkekirkens bekendelsesskrifter for ”vedtægter”. Og der spørges retorisk, om man virkelig tror, flertallet af folkekirkens medlemmer og præster vil skrive under på de artikler i den Augsburgske Bekendelse, der taler om arvesynd og udøbte børns fortabelse?
Nej, det vil vi ikke. Men vores bekendelsesskrifter er heller ikke vedtægter, vi skal skrive under på. Og særligt den Augsburgske Bekendelse er ikke engang en bekendelse i den forstand, men et vigtigt historiske skrift, formuleret ind i en bestemt historisk tid og situation. Folkekirkens præster er ikke forpligtet på at prædike ét til ét ud fra den Augsburgske Bekendelses mange artikler, men til at arbejde teologisk og tænksomt og formidlende med vores protestantiske arv.
Bogen advarer mod bekendelsesfundamentalisme. Men hvem er det egentlig, der er bekendelsesfundamentalist? Samtidig er det mærkeligt, at når det nu er Luther, der er den store skurk, hvorfor nævner man så ikke det eneste af kirkens bekendelsesskrifter, som Luther faktisk har skrevet?
Måske fordi man i Luthers lille katekismus finder en smuk udlægning af mennesket som skabt, og derfor omsluttet af Guds godhed. Ikke fordi vi er døbt, men skabt – ”af ren og skær faderlig godhed og barmhjertighed”. Luthers lille katekismus er i øvrigt med i salmebogen. Det er den Augsburgske Bekendelse naturligvis ikke.
-
Hvem prædiker det syndige menneske ned under kirkebænken?
For det andet er der noget bedaget i bogens opgør med den klassiske ”lov og evangelium” prædiken, hvor mennesket først tales ned under kirkebænken som en lille elendig synder, for derefter at få hældt Guds nåde ud over hele elendigheden – og så skal man ovenikøbet sige tak.
Den model er sandt nok blevet skamredet på de danske prædikestole i alt for mange år. Det har ikke gjort noget godt, hverken for Gud eller mennesker. Men hvem prædiker sådan i dag? Man kommer til at tvivle på forfatternes egne pastorale erfaringer.
-
Handler retfærdiggørelseslæren om at gøre mennesket til en lille dum én?
For det tredje er det en mærkelig tilsigtet udlægning af Luthers retfærdiggørelseslære, der fremhæves og hudflettes: at den skulle handle om at gøre mennesket til en lille dum én, fordi Gud elsker os ufortjent.
Luther selv kæmpede sig til troen på en nådig Gud, fordi ingen af alle hans anstrengelser nyttede noget. Man kan næsten drage en direkte og vedkommende parallel til nutidens perfektionssyge, og har lyst til at sige med Luther: sænk skuldrene. Guds kærlighed er større end alt det, du ikke kan eller magter.
-
Ønsker folkekirken ikke forandring?
For det fjerde virker det også lidt post festum at påstå, at folkekirken ikke vil forandre sig, fordi vi er låst fast i et konservativt, institutionelt system. Det kommer lidt sent, når virkeligheden er, at vi lige er landet efter et flerårigt, landsdækkende arbejde med gudstjenesten, dens form, dens ritualer og teologi.
I flere år har der været forandring på alles læber, med debatter og konferencer om for eksempel nadverens alt for dominerende fokus på syndsforladelse, og spørgsmålet om vi først bliver Guds børn i dåben, og hvis ja – hvad var vi så før?
Det er i parentes bemærket et arbejde, vores biskopper ikke kun har taget initiativet til, men også deltaget aktivt i. Det er svært at genkende en kirke, der ikke vil eller må forandre sig.
-
Er alle enige med forfatterne uden at turde sige det?
For det femte argumenterer de tre forfattere ud fra præmissen, at alle i virkeligheden er enige med dem i det hele - man tør bare ikke sige det højt. Det er verdens dårligste argument, og grundlæggende skal man altså kunne stå selv. Det er hverken nødvendigt eller fair at tage alle andre som gidsler.
Folkekirken udgøres af mange stemmer, konservative og liberale – højre og venstre. Man kan finde det hele, også i menigheden. Og jeg vil tro, mange vil have sig frabedt selv at skulle forme deres egen gudstjeneste. Eller at det er op til deres præster ud fra egne teologier og idiosynkrasier at sammenstrikke de ritualer, der skal kunne bære dem gennem liv og død. Hvem skal bestemme?
-
Er oldkirkens kirkefædre forbudt i folkekirken?
For det sjette og sidste afsluttes bogen i kapitlet “Drømmen” med et bud på nogle teologiske reformer, der henter inspiration mod Luther og hos nogle af oldkirkens græske kirkefædre. Det kommer der en fin og smuk teologi ud af, som absolut hører hjemme i folkekirken og som også Grundtvig viste vejen til.
Men kapitlet skrives ud fra den præmis, at oldkirken opfattes som farlig teologi, og at det er et problem at tænke anderledes end Luther i 1500-tallet. Her kan jeg berolige de tre forfattere til bogen ”Må vi være her?” – man bliver med garanti ikke kaldt til tjenstlig samtale hos biskoppen for at læse Irenæus, Origenes eller Gregor af Nyssa.
Vi kan takke Luther for en kirke, der har plads til oprør
Jeg håber, at både Louise Højlund, Anders-Christian Jacobsen og Liselotte Hornemann Kragh vil skrive noget mere. Der er så mange flotte, smukke formuleringer og fine beskrivelser af, hvad kirke er, hvad tro er, og hvad Gud er. Beskrivelser og billeder, som vi alle kan blive inspireret af til vores eget arbejde med teologien og forkyndelsen.
Men den lille bog skæmmes af et paranoidt forhold til Luther, der som bekendt ikke har skrevet den Augsburgske Bekendelse. Han har derimod skrevet så meget andet – ikke mindst de smukkeste og mest inderlige bønner. Og uden Luther ville vi slet ikke have en kirke, hvor man kan stille sig op med sådan et lille oprørsskrift! Bare prøv det i den ortodokse kirke, og Kyrill vil komme efter jer.
Et identitetspolitisk projekt
Bogen har også et anstrengt forhold til biskoppelig myndighed og til, hvad man må og ikke må. Spørgsmålet er, om det ikke er at løbe åbne døre ind i en kirke med stor forkyndelsesfrihed, og hvor grænserne er meget vide.
Måske er ”Må vi være her? Folkekirken efter Luther” mest af alt et udtryk for en slags teologisk cancel culture. Et identitetspolitisk projekt, hvor man ikke vil lade sig udfordre af tanker og ideer – eller teologier – der ikke ligger i forlængelse af ens eget livssyn eller inden for ens egen forståelsesramme.
I så fald får forfatterne til det lille skrift meget travlt. Så stopper det ikke med gamle Luther, for hvad så med Bibelen selv og dens mere eller mindre usympatiske gudsbilleder? Eller hvad med Grundtvig, der i sin store pinsesalme taler om ”fortabelsens æt”.
Må de være her?