To gange inden for kun tre måneder er en liturgisk debat brudt igennem mediemuren og har – om end kun for en kort stund – engageret den brede befolkning.
Første gang var omkring nytår, da sognepræst i Vesterbro Sogn Birgitte Kragh Engholm foreslog en ny formulering af dåbsritualet. Og anden gang var i sidste uge, da sognepræst i Brønshøj Peter Nejsum fangede mediernes opmærksomhed med et forslag om et skilsmisseritual. Eller mere præcist: et ritual for mennesker, der er blevet skilt – det vender vi tilbage til.
Forslaget udspringer af en artikel i det teologiske fagtidsskrift Kritisk Forum for Praktisk Teologi, som i et temanummer i juni 2018 stillede ”pastoralteologisk skarpt på skilsmissen”:
”Det er som om skilsmissen er den lyserøde elefant i det vielsesteologiske rum: den alle kan se, men ingen taler om,” stod der i forordet.
Hvis nogen har en fornemmelse af deja vu, er det ikke helt forkert. Faktisk ser det ud til, at forslag om et folkekirkeligt skilsmisseritual dukker op med intervaller på 10 år
Og så var der nok ikke sket mere i den sag, hvis ikke Kirsten Jørgensen, provst på Frederiksberg, havde fået den idé, at indbyde Peter Nejsum til at tale ved et samtalearrangement i Godthåbskirken – og i den forbindelse prøvekøre ritualet ved en gudstjeneste i kirken.
Historien fandt vej til forsiden af Kristeligt Dagblad, og derfra gik den som citathistorie rundt i alle landsdækkende medier. Med en skilsmisseprocent på over 46 er det måske ikke overraskende, at mange danskere har følelser investeret i emnet, og i et par døgn var Peter Nejsum mediemøllen rundt, fra det folkelige Aftenshowet på DR1 til det kulturintellektuelle AK-24syv på Radio 24syv.
Hvis nogen har en fornemmelse af deja vu, er det ikke helt forkert. Faktisk ser det ud til, at forslag om et folkekirkeligt skilsmisseritual dukker op med intervaller på 10 år.
I 1998 foreslog Mogens Hansen, dengang sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i København, et skilsmisseritual. Forslaget vakte så meget opsigt, at også udenlandske medier fortalte om det:
”Orgelmusikk og levende lys bør danne rammen om en seremoni der kone og mann bekrefter at de ikke lenger vil leve sammen,” berettede den norske tabloidavis Verdens Gang, kendt somVG.
Og i Information skrev David Rehling en leder, hvor han ridsede argumenterne for og imod op og konstaterede:
”De to krydsende tendenser - folkekirkens søgning mod det faktiske hverdagsliv og hverdagslivets søgen mod kirkelig ophøjelse - kan sætte kirken i kattepine. Når nye ritualer bringes i forslag, kan man altid spørge: Hvad bliver det næste?”
10 år senere, i 2008, var det psykoterapeut og tidligere præst Ilse Sand, der startede debatten ved at udvikle et ritualforslag til skilsmisser (et ritual, som hun som privatpraktiserende præst/psykoterapeut tilbød mod betaling).
Begge gange var der, ligesom i dag, både modstandere og tilhængere blandt præsterne. Det er værd at bemærke, at de forskellige holdninger til et skilsmisseritual ikke følger forudsigelige teologisk skel – eller i hvert fald ikke alene.
I Kristeligt Dagblad fik Peter Nejsums forslag kritik fra formanden for Luthersk Mission Søren Skovgaard Sørensen, som syntes, ”det er vigtigt, at kirken betoner, at et ægteskab er eviggyldigt.”
Noget lignende lød argumentet fra tidehvervsk hold, hvor sognepræst Morten Brøgger frygtede, at ”vielsesritualets løfte om troskab til døden os skiller, kommer til at klinge hult i en kirke, der samtidig har et ritual for det modsatte.”
Men også på den liberale fløj – i skikkelse af Københavns domprovst Anders Gadegaard – var der skepsis:
”Jeg synes, det er vigtigt, at vi har den forventning i det kirkelige budskab, at vi i ægteskabet vil elske og ære hinanden, til døden os skiller. Og det siger jeg, selvom jeg selv er skilt og gift to gange i kirken,” sagde han til Kristeligt Dagblad.
Det er i dag kun et lille mindretal i folkekirken, der anser skilsmisse for en overtrædelse, der for eksempel får den konsekvens, at de ikke igen kan blive kirkeligt viet. Og alle, der har ytret sig i debatten, anerkender, at en skilsmisse kan være en voldsom livsbegivenhed, der kalder på sjælesorg fra kirkens side.
Uenigheden handler derfor om, hvorvidt der skal være et ritual. Det spørgsmål stillede også en af gæsterne i Aftenshowet, sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), til Peter Nejsum: Det er fint, at kirken vil trøste de skilte i deres sorg, men hvorfor ophøje det til et ritual?
Peter Nejsum svarede, at et ritual kan noget særligt, som samtalerne ikke kan:
”Her bliver det meget konkret, også rent kropsligt, at det ord, der tales til dig, blive sat i forbindelse med det liv, du lever.”
Peter Nejsums betoning af ordet ’du’ i den sidste sætning, vil resonere hos mange danskere. Det seneste århundrede har i folkekirken været domineret af variationer over en dialektisk teologi, som netop har betonet dette ’du’ i forkyndelsen af ’dine synders nådige forladelse’. Men de fleste ikke-kirkevante har svært ved at høre denne tiltale, hvis de sidder på bænken til en almindelig gudstjeneste.
Det er langt mere tydeligt i et ritual, hvor man selv er i centrum, og derfor er det meget tænkeligt, at et skilsmisseritual ville blive efterspurgt af mange. På den individualiserede tids betingelser imødekommer det et behov for religiøse ritualer.
Mange vil frygte, at et ritual vil blive opfattet som kirkens officielle blåstempling af den enkelte skilsmisse – en religiøs institutionalisering, som man kender det fra jødedom og islam. Det ligger ikke i Peter Nejsums forslag.
Faktisk er det ikke et skilsmisseritual, han foreslår, i hvert fald ikke i den forstand, at begge parter deltager i en ceremoni, sådan som det beskrives i forslagene fra 1998 og 2008. Det er et ritual, hvor en skilt kan få trøst og tilgivelse, for eksempel sammen med sine børn, søskende og forældre.
Ja, det forlyder, at den artikel i Kritisk Forum for Praktisk Teologi, der var udgangspunktet, oprindelig blot talte om ’en kirkelig markering’, men at redaktørerne bad Peter Nejsum beskrive et ritual, fordi det ville styrke debatpotentialet.
Og det må man sige, at det gjorde. Hvor tit sker det måske, at et folkekirkeligt liturgiforslag bliver genstand for satire i At Tænke Sig på Politikens bagside – den fornemste anerkendelse i danske medier?
Næst efter en omtale i Hyrdebrevet Søndag Morgen på Kirke.dk, naturligvis.