”Gud, det var moderne i kommunerne for fem år siden.”
Sådan sagde en god ven, da vi for nylig talte om samskabelse og folkekirken. Hun er kommunal chefjurist og synes, at folkekirken er spændende, lidt eksotisk og nå ja, en smule bagud i forhold til virkeligheden.
I den seneste tid har min juristven, og alle andre, kunnet følge en intens debat om netop samskabelse her på Kirke.dk.
Siden vi bragte et interview med cand.scient.pol. og journalist Anne Tortzen, der sammen med provst Esben Thusgård og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Erling Andersen har redigeret bogen ”Skabelse og samskabelse. Folkekirken på vej ud af skabet?” har debatten nemlig raset.
I den venstre skyttegrav ligger dem, der mener, at ”folkekirken er en af de parter, der oplever, at det offentlige kalder,” og at folkekirken blot høfligt svarer på denne kalden med sin særlige stemme.
I den højre skyttegrav har vi dem, der mener, at samskabelse er den direkte vej mod svenske tilstande, altså en aktivistisk kirke, der mixer kristendom og politik. Og det er bestemt ikke ment positivt.
I midten af festfyrværkeriet af argumenter og beskyldninger står så min juristven og alle vi andre, der har svært ved at vælge side.
Til alle os er her en kviktest med fem simple punkter, man kan overveje, inden man kaster sit lod i den ene eller anden skål.
1. Har folkekirken ikke altid været en del af det lokale fællesskab?
Samskabelsestilhængerne hævder, at det er en ny måde, folkekirken kan vise sig som en stærk, lokal aktør og derved styrke sin legitimitet. Men hvad er det nye egentligt?
Er det kultur- og oplysningsliv, der altid har strømmet ud af landets sognegårde, og som er en indgroet del af folkekirkens selvforståelse, ikke netop et udtryk for, at folkekirken altid har været en stærk lokal aktør?
Eller hvad med de folkekirkelige skoletjenester, der ikke-forkyndende i årtier har introduceret skolebørn til kirke, kristendom og kulturarv? Den undervisningsmæssige merværdi, skoletjenesterne således skaber for skolebørn rundt i hele landet, har længe gjort folkekirken til en stærk lokal undervisnings- og kulturaktør.
2. Er de folkekirkelige organisationer folkekirken?
”I Skabelse og samskabelse. Folkekirken på vej ud af skabet?” nævnes en række eksempler på samskabelsesprojekter. Et af dem er et vinternødherberg for migranter; et samarbejde mellem flere folkekirkelige, diakonale organisationer og Aarhus Kommune.
Men holder eksemplet, som står centralt i bogen? For ganske vist forstår Kirkens Korshær sig selv som en folkekirkelig organisation. Men den er ikke folkekirken.
Man kan nemlig godt være medlem af og frivillig i Kirkens Korshær uden at være medlem af folkekirken.
Spørgsmålet er derfor, om det vitterligt er folkekirken og dens medlemmer, der er en del af samskabelsen? Er folkekirken en samskabende partner, når det sker igennem Kirkens Korshær?
3. Er modstanderne ikke allerede fedtet ind i samskabelsen?
Samskabelsesmodstanderne mener, der skal være vandtætte skotter mellem folkekirken og al systematisk kristendom udenfor kirkedøren. Den kristne tro bør således ikke sættes på formel i diakonale initiativer.
Men er folkekirken ikke allerede, også før al tale om samskabelse tog fart, en samskabende kirke? Er arresthuspræster, hjemløsepræster og præster, der drager med danske soldater i krig, ikke levendegørelsen af samskabelsen? Fordi grænsen mellem folkekirkens tjeneste for næsten og samfundets ansvar for udsatte grupper flyder sammen i deres indsats.
Således er både tilhængere og modstandere allerede medlemmer af en samskabende folkekirke.
4. Kan man både løse og kritisere?
Erling Andersen og Esben Thusgård skriver i et indlæg på Kirke.dk:
”Vi mener, at folkekirken skal engagere sig i den politiske kamp for at ændre den politiske prioritering. Med sin forkyndelse, med det sprog, kirken tilbyder, er den sådan set allerede dybt involveret i den kamp.”
Der er nok et hjørne eller to af velfærdssamfundet, man kan få lyst til at kritisere. Men er det en kritik, man skal formulere på baggrund af sit medlemskab af folkekirken? Og er det folkekirkens opgave, og ret, hvis den samtidig skal stræbe efter at blive en samskabende del af løsningerne af samfundets problemer? Kan folkekirken begge dele på én gang?
5. Skal man synge solo eller i kor?
Flertallet af folkekirkemedlemmerne er enige: Næstekærlighedsbuddet er en vigtig udløber af det glade budskab. Det gælder om at give det videre.
Men på hvilken måde skal det ske? Solo eller sammen?
Skal man, som det lyder fra højre skyttegrav, udelukkende gøre det i det konkrete møde med den ensomme, demente nabo, eller for eksempel som aktiv i et politisk parti? Eller kan man ligefrem, som de hævder i den venstre skyttegrav, sætte det i system og skabe velfærdsløsninger ud af det?
Eksisterer der faktisk en lige linje mellem det glade budskab og sansehaver for demente?
Hvad gør svaret ved folkekirken?
Debatten om samskabelse er interessant og væsentlig. Af den simple at den i bund og grund handler om, hvordan man opfatter folkekirkens rolle i verden og det danske velfærdssamfund. Skal folkekirken være for eller imod?
Samskabelse var moderne i kommunalt regi for år tilbage, lyder det fra min juristven. Og siden da har kommunen kaldt på folkekirken, er påstanden i ”I Skabelse og samskabelse. Folkekirken på vej ud af skabet?”
Men skal den svare? Og hvad gør det ved folkekirken, hvis den gør? Eller hvis den forbliver tavs?