Dåbsritualdebatten, der i årets første uger truede med at brede sig til mainstreammedierne, er igen blevet gennet ind i det folkekirkelige reservat og afgrænset til trygge, teologvenlige platforme som Tidsånd på DR P1, debatsiderne i Kristeligt Dagblad og Kirke.dk.
Samt naturligvis til præsternes foretrukne sociale medie, Facebook, hvor dåbsdebatten, blandt andet på en af mest flittige dåbsdebattører lektor Lars Sandbecks væg, raser med en så høj fagteologisk lix, at man må undre sig over, at Facebook ikke er gået i stykker.
De sofistikerede, dogmatiske dueller veksler med afslappet køllesvingende personangreb af den slags, som Facebook synes at kalde frem i menneskene, også når menneskene er midaldrende teologer. Fremtidens kirkehistorikere vil blive belønnet med et underholdende forskningsmateriale, hvis nogen ellers går igang med at sikre dåbsdebatten i 2019 mod datatab.
Imens, ude i sognene, fortsætter præsterne troligt deres arbejde med dåbssamtalerne. Kirke.dk talte med tre erfarne præster, hvordan de – sådan helt lavpraktisk – griber samtalerne an, og det blev en af de mest læste artikler i sidste uge på Kirke.dk.
Og dåbsforældrene? Ligesom det har været svært at få øje på forandringsparatheden hos de få lægfolk, der de seneste uger har ytret sig i debatten om dåbsritualet, er forældrene at dømme efter en artikel i Kristeligt Dagblad også godt tilfredse med dåbssamtalerne. For deres skyld behøver folkekirken ikke at lave noget om.
Mens offentligheden mistede interessen for dåbsdebatten, kom folkekirken til gengæld stærkt tilbage på forsiderne, da Jyllands-Posten – i kølvandet på sagen om Jakobsskolen i Aarhus, som aflyste en julegudstjeneste på grund af præstens køn – foretog en undersøgelse blandt 631 kvindelige præster: Cirka 25 procent af dem svarede, at de havde oplevet at blive diskrimineret på grund af deres køn.
Medierne indledte en intens jagt på cases – kvindelige præster, der kunne sætte krop på statistikken og fortælle om deres oplevelser med kønsdiskrimination. Resultatet af jagten var skuffende beskedent, grænsende til det ikke-eksisterende.
Den mest saftige case var en kvindelig præst, som fortalte Jyllands-Posten, at hun som studerende havde fået at vide, at hun som kvinde og præst ville brænde i helvede. Men, uddybede hun: Hun opfattede det ikke som diskrimination.
Til gengæld stillede sognepræst Henrik Højlund beredvilligt op som repræsentant for de diskriminerende mandlige præster og sagde, at han syntes, det var i orden at være imod kvinder som præster. Hvilket er noget helt andet end at være imod kvindelige præster, forklarede han Ritzau i en meget citeret artikel.
Hvis hver fjerde kvindelige præst har følt sig diskrimineret, drejer det sig om et meget højt tal, for i dag er 60 procent af folkekirkens præster kvinder. Hvorfor lykkedes det så ikke mediedanmark at finde en eneste kvinde, som ville stå frem, fortælle sin historie og være oprigtigt vred? Og hvorfor vil hverken kirkeministeren eller Præsteforeningen gribe ind, når jurister fastslår, at ligebehandlingsloven også gælder i folkekirken?
Det er gådefuldt, hvis man ikke kender folkekirken godt. Gør man det, ved man til gengæld, at ethvert forsøg på at regulere kirken efter tidsåndens målestok får alarmerne til at blinke hos de fleste præster, uanset køn og teologi. At udelukke teologer, som ikke respekterer kvinders ret til embedsdragten, vil numerisk ramme ganske få præster, men det kan åbne for alskens andre reguleringer på samfundets betingelser.
Derfor værner folkekirkens store flertal om Henrik Højlund og hans ligesindede, som om de var sjældne dyr, hvis overlevelse er nødvendig for at bevare den skrøbelige økobalance i det folkekirkelige reservat.
Beskyttelsen af de konservative præster er svøbt i en arkaisk, indforstået lingo, som ingen dansker under 120 forstår, med mindre de færdes hjemmevant i selvsamme reservat: “Skønsomhed”, “gelassenhed”, “tålsomhed” og “pli” er nøgleordene, når flertallets repræsentanter forsøger at forklare den måbende omverden, hvorfor det er vigtigt for dem at respektere de mandlige præster, som er ‘imod kvinder som præster’.
En kvindelig provst fortæller således Kirke.dk, at hun ved en kirkeindvielse (i Henrik Højlunds tidligere sogn, ikke helt tilfældigvis) undlod at tage præstekjole på for ikke at vække anstød. Hun mener, forstår man, at rummeligheden går begge veje: Når højrefløjspræsterne undgår at anerkende kvindelige kollegers ordination med et håndtryk ved simpelthen at udeblive fra ordinationen, er det udtryk for gensidig respekt.
Den logik vil man nok også have svært ved at forstå uden for reservatet. For slet ikke at tale om i Svenska kyrkan.