Som debatten kører i samtlige landsdækkende aviser, er det vist vigtigt at få slået én ting fast med syvtommersøm: ligebehandlingslovgivningen gælder i folkekirken! Det betyder, at der er forbud mod diskrimination, både direkte og indirekte, forbud mod mobning og forbud mod chikane på grund af køn. Der er i det store og hele også er forbud mod kønsdiskrimination ved ansættelser.
Der er én undtagelse: Menighedsråd må af teologiske grund lægge vægt på køn, når de indstiller til præsteansættelse.
Men når præsterne først er ansat, må hverken menighedsråd, præstekolleger eller øvrige medarbejdere lægge vægt på køn i det daglige arbejde. Så alle de erfaringer, en række kvindelige præster taler om i en nyere undersøgelse, bør tages op af provster, tillidsmænd og biskopper. Det er simpelthen ikke tilladt at diskriminere, chikanere eller mobbe kolleger på grund af køn. Heller ikke selvom man teologisk set hellere så deres hæl end deres tå.
Og helt konkret: Der er ikke særordinationer i folkekirken. Tværtimod. Ved ordination skal der gives hånd til biskoppens embede, uanset hvilket køn, der er inde i embedet. Der skal gives hånd til læserne, der skal udvælges efter saglige kriterier, og køn er ikke et sagligt kriterium. Der skal gives hånd til hele processionen.
Selvfølgelig er det ikke en tjenestepligt at gå i procession, men de, der er i processionen, skal give hånd.
For tiden lyder det, som om hele folkekirken som arbejdsplads har ret til at diskriminere kvinder, for ’vi er jo så frisindede.’ Men det er ikke tilfældet. Og jeg fatter ikke, at de mange kvinder, som oplever diskriminationen – for ikke at tale om tillidsfolk, provster og biskopper – bliver ved at finde sig i, at lovgivningen bliver overtrådt i folkekirken.
Lisbet Christoffersen er professor i Ret og Religion, Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet og adjungeret professor i Kirke- og Religionsret, Afdeling for Systematisk Teologi, Københavns Universitet. Hun er desuden bestyrelsesmedlem i Selskab for Kirkeret