Solen skinner ind ad mit vindue. Jeg sidder på det kontor, jeg kender allerbedst. Ved mit spisebord i min stue.
Her har jeg siddet i et år som alle andre. Jeg troede, jeg skulle sidde i et travlt kontorlandskab, hvor tiden flyver forbi med spændende og helt ukendte situationer og opgaver, hvor jeg ville være på helt bar bund, men på samme tid med mere blod på tanden end nogensinde før.
I stedet sidder jeg i min toværelseslejlighed, hvor jeg kan høre lyden af dagens håndværkerprojekt hos min nabo fra den ene side, og fra den anden små dæmpede jubelråb fra min counterstrikespillende kæreste i soveværelset, som prøver ihærdigt ikke at larme.
Jeg er 3K-studerende – Kristendom, Kultur og Kommunikation – i min første praktikperiode, og jeg følte mig som et lille barn med julelys i øjnene, da jeg en dag i november sidste år fik praktikplads hos Folkekirkens Nødhjælp.
Jeg vidste, at dette ville blive starten på målrettede ambitioner om et arbejdsliv i en NGO-verden. Den dag i november fyldte corona ingenting. Nedlukning var i mit hoved en bekymring på linje med løvens frygt for antilopen. Den var fuldstændig ikke-eksisterende.
Jeg var ikke kvalificeret til at svare – men det blev jeg
Nu sidder jeg her. Syv uger inde i min praktikperiode på 10 uger. Jeg har været på kontoret fem gange, og det blev ikke som jeg forventede. Men jeg er jo ikke den eneste. Verden over sidder der unge mennesker, som ikke føler, de kan udleve deres fulde potentiale på deres praktiksteder.
Jeg er praktikant på Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling. Indsamlingen er fyldt med traditioner og engagerede frivillige, som arbejder for en bedre verden. I min kontakt med disse mennesker føler jeg en enestående ærefrygt, man sjældent mærker, og jeg suger deres næstekærlige indstilling til mig.
Indsamlingen var i år digital, og jeg har været med til at omstille de frivillige indsamlingsledere. Mine generation Y-kompetencer inden for for eksempel sociale medier har været en gave og aldeles nyttige, da mange af de frivillige især har haft problemer her.
Jeg har været klar mellem 9 og 16 alle dage til at besvare spørgsmål uden supervision, hvor jeg i starten ikke var kvalificeret til at svare. Men det blev jeg, for det skulle jeg. Her med største tillid fra min supervisor, omend han måske var lidt nervøs i starten uden at fortælle mig det.
At modtage tillid fra fremmede mennesker er den største motivation
Jeg har guidet og motiveret indsamlingsledere til at oprette indsamlinger, og hjulpet dem med deling af netop disse på diverse sociale medier. Alt sammen telefonisk.
Jeg har ikke været hos Folkekirkens Nødhjælp i syv uger fysisk, men mit arbejde hjemmefra har været mere lærerigt, end jeg kunne forestille mig. Jeg har fået opgaver med en kæmpe portion ansvar oveni, og at modtage den tillid fra egentlig fremmede mennesker er den største motivation.
Jeg har talt med erfarne mennesker hjemme fra min stue, som har haft tillid til mine evner, og jeg har blandt andet optaget videoer ved mit lille spisebord, som er blevet lagt på hjemmesiden. Mit arbejde bliver brugt, på trods af at det kommer fra en pige i en lille lejlighed i Ballerup, som mange fra kontoret ikke engang har mødt andet end gennem en skærm et par gange om ugen til morgenmøde.
For mig er det en kæmpe cadeau. Jeg ser frem til mine sidste uger, dog med en smule vemod over, at det har en ende. Men forhåbentlig går vi mod lysere tider.
Amanda Jørgensen læser en professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation på Diakonissestiftelsen