Vi er mange, der har oplevet, at der hersker en tavshedskultur i Folkekirken. I særlig grad, når det handler om arbejdsmiljø. Vi ønsker ikke den onde fred, men vil bryde tavsheden for at skabe et bedre arbejdsmiljø og en bedre folkekirke.
Underskriverne på denne hensigtserklæring er dem af os, der har oplevet uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø, eller som har været vidner til, hvad kolleger gennemgår.
Vi vil tale om tavsheden. Om, hvordan der kan blive tavst mellem præst og råd. Om, hvordan der kan blive tavst mellem kollegaer. Om, hvordan der kan blive tavst mellem provst og præst. Om, hvordan der kan blive tavst mellem biskop og præst. Om, hvordan tillidsmænd (af f. eks. kollegiale grunde) bliver tavse. Om, hvordan vi indbyrdes burde hæve stemmen, men bliver tavse. Og om, hvordan tavsheden dræber det, der burde gro imellem os. Og vi vil lytte. Vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os om, hvordan de er kommet tavsheden til livs. Vi vil lytte. Og vi vil tale om det.
Vi vil tale om kommunikation. Om dårlig kommunikation. Om misforståelser, der fører til tavshed. Om, hvordan den dårlige kommunikation fører til brudte relationer overalt i Folkekirken. Og vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os om, hvordan de er kommet den dårlige kommunikation til livs. Vi vil lytte. Og vi vil tale om det.
Vi vil tale om ledelsesvakuummet. Om, hvordan ledelsesvakuummet i Folkekirken kan føre til brudte relationer. Om, hvordan strukturerne i vores organisation kan være ødelæggende for vores indbyrdes relationer. Om, hvordan de brudte relationer findes overalt: mellem kolleger, mellem præster og personale, mellem præster og råd, mellem præster og provster, mellem præster og biskopper, mellem personale og råd. Alle steder overhovedet. Vi vil tale om, hvordan vi naturligvis kunne ønske os varme relationer, men fint kan nøjes med professionelle. Og vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os om, hvordan de er kommet de brudte relationer til livs. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.
Vi vil tale om kulturen: Enhver-passer-sit-kulturen. Tag-dig-sammen-kulturen. Lav-dig-om-kulturen. Glid-af-kulturen. Tør-øjnene-kulturen. Pas-på-du-ikke-falder-i-unåde-kulturen. Vi vil tale om, hvordan den ødelægger mennesker. Og vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os, hvordan de er kommet den kultur til livs. Vi vil lytte. Og vi vil tale om det.
Vi vil tale om mobning. Om mobningen, der næres i vores organisation. Vi vil tale om, hvordan rapporten om arbejdsmiljø fra 2017 afdækker mobning. Vi vil tale om konfliktmobning og rovmobning. Om, hvordan mobningen opleves på vores arbejdspladser hver dag rundt om i landet. Om, hvordan den påvirker præster, kirkepersonale, menighedsråd. Om, hvordan mobberne er at finde blandt os præster, blandt kirkepersonale, blandt menighedsråd – og blandt vores ledere. Om, hvordan mobningen ødelægger dem, der udsættes for den. Vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os om, hvordan de er kommet mobning til livs. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.
Vi vil tale om konflikttrætheden, der gennemsyrer vores organisation. Om, hvordan den afføder tavshed. Om, hvordan den hænger sammen med det ledelsesmæssige vakuum. Om, hvordan konflikttrætheden let rammer os, der er ansat i Folkekirken. Om, hvordan den rammer menighedsråd. Om, at konflikttrætheden betyder, at der ikke handles. Om, hvordan der ikke handles på konflikter og dysfunktionelle mønstre på vores arbejdspladser. Vi vil lytte, hver gang nogen fortæller, hvordan de er kommet konflikttrætheden til livs. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.
Vi vil tale om ubeskyttetheden. Om, hvor ubeskyttede vi er i vores embede. Hvor ubeskyttede vi er, hvis kollegerne ikke er kollegiale. Hvis menighedsrådet ikke udfører deres arbejde samvittighedsfuldt. Hvis kirkepersonalet ikke udfører deres arbejde. Hvis provster og biskopper forsømmer deres pligt som vores sjælesørgere i en eventuel konflikt. Hvis fagforeningen ikke kan træde til med hjælp. Hvis vi udsættes for klagesager. Og vi vil lytte hver gang nogen fortæller om, hvordan de oplevede at blive beskyttet. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.
Vi vil tale om vores hjem. Om bopælspligten. Om, hvordan det påvirker os at bo i et hus, menighedsrådet bestemmer over. Om, hvordan bopælspligten kan stavnsbinde os. Om, hvordan bopælspligten hænger sammen med vores løn. Om, hvordan præstegården betragtes som en luksus, men kan opleves som et fængsel. Og hver gang nogen får en idé til, hvordan bopælspligt kan blive til en bopælsret, vil vi lytte. Vi vil lytte, og vi vil tale om det.
Vi vil tale om uretfærdige lønforhold. Om lønforhold, der er ødelæggende, fordi det er det eneste sted, hvor vores arbejde anerkendes systematisk. Om kolleger, der ikke rykkes op i de retmæssige løngrupper. Om, hvordan vi indstiller os selv på vores kollegers bekostning. Om, hvordan en ph.d. kan belønnes, men ikke nødvendigvis en master. Om, hvordan vi hvert år ser på hinandens tillæg, vurderer dem og ved, at alle blivende tillæg betyder færre vikarer. Om den inkonsistens, der er i måden at lønne på fra stift til stift. Vi vil lytte, hver gang nogle fortæller om, hvordan det er lykkedes dem at opnå en retfærdigere løn. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.
Vi vil tale om kvoterede stillinger. Vi vil tale om dem, der arbejder uden et regulativ. Om dem, der arbejder ud fra et regulativ, men hvor mængden af arbejde aldrig er udregnet, eller hvor provsten ikke har taget præsteforeningens udregning til efterretning. Om, hvordan den enkelte præst kan komme i klemme i sit embede pga. manglende rammer omkring arbejdet. Vi vil lytte, hver gang nogen fortæller os om, at de har regulativer, der fungerer. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.
Vi vil tale om teologiuddannelsen. Om, hvordan dens udformning præger os. Om, hvordan vi hver især lærer at klare os selv og ikke have et ansvar for hinanden i det akademiske miljø. Om, hvordan det studiemiljø former vores syn på samarbejde. Om, hvordan vi tager de erfaringer med videre på pastoralseminariet. Om, hvordan vi tager solist-kulturen med ud på vores arbejdsplads.
Sidst, men ikke mindste vil vi tale om, hvordan mange kollegaer ville underskrive med navn, men ikke kunne, fordi de var bange for konsekvenserne. Vi vil tale om dem af os, der ligger ned. Vi vil tale om dem blandt os, der bliver syge. Og om det paradoksale i, at sygdommen er en naturlig og sund reaktion på et usundt arbejdsmiljø.
Vi vil tale med dem af jer, der vil tale med os og med dem af jer, der ikke vil tale med os.
Vi vil tale om alt dette, fordi vi er sat til at forkynde Kristus som verdens frelser. Det ønsker vi at gøre med al flid og efter bedste evne, til gavn for flest muligt, i det bredest mulige fællesskab. Derfor vil vi tale om, hvordan Folkekirken som organisation kan ændres, så den kan understøtte alle, der arbejder i kirken, i at udføre det arbejde.
