Debatindlæg

Tidligere kirkeminister: Religionsrengøring er noget værre svineri

Hærværk imod moskeen i Rovsinggade (Hamad Bin Khalifa Civilisation Center) på Nørrebro. "Man tror ikke sine egne ører, når man hører folkevalgte, der foreslår, at alle muslimer skal smides ud af landet," skriver tidligere kirkeminister Mette Bock. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

DEBAT: Vi skal glæde os over, at flere muslimske trossamfund bliver anerkendt i disse år. Det er langt bedre end den afskrækkelse og udskamning, der giver brændstof til garagemenigheder, skriver tidligere kirkeminister Mette Bock

I 1977 tog jeg som ung student på en rejse til Indien og Pakistan med rygsækken på ryggen. Datidens dannelsesrejse.

Især mine bedsteforældre var bekymrede over, at jeg som 19-årig ville rejse på egen hånd, og arrangerede derfor, at jeg kunne besøge en dansk missionsstation i det nordlige Pakistan. Her fik jeg min første indsigt i religionsmøder, frihed og undertrykkelse.

På det tidspunkt var det fortsat muligt for kristne at være i området, og der var tilmed blevet bygget en lille kirke. Men når der blev ringet med klokkerne søndag morgen, slog det mig, hvor fremmed det lød i dette muslimske samfund. Og at det i grunden var fantastisk, at det kunne lade sig gøre.

Det kunne det så heller ikke.

Det endte med, at præsident Bhutto blev afsat og senere hængt. Det samme blev den skrøbelige religionsfrihed og pluralisme.

I dag er det komplet umuligt at høre så meget som antydningen af en kristen klokke i det gennemført muslimske Pakistan, hvor kristne, som så mange andre steder i verden, bliver forfulgt og undertrykt. Religionsrengøringen pågår konstant. Man vil kun have muslimer.

Tilbage til Danmark i 2020 må jeg så konstatere, at der i Danmark er mennesker, herunder politikere, der i ramme alvor mener, at Danmark kun skal være for kristne. Eller i hvert fald ikke for muslimer.

De politikere, der er mest aktive i den generaliserende kamp mod muslimer, er ikke specielt optagede af kristendom. De er optagede af en populistisk dagsorden, og de fisker i folkehavet

Man tror ikke sine egne ører, når man hører folkevalgte, der foreslår, at alle muslimer skal smides ud af landet, at man skal undlade at anerkende muslimske trossamfund, at man skal forbyde moskeer og nedlægge muslimske friskoler. Ikke fordi de overtræder lovgivningen, men alene fordi de er muslimer.

Er det i Danmark, dette foregår?

Jeg er hamrende træt af den evindelige og generaliserende debat om muslimer. Den kalder det værste op i mennesker. Det er en debat, der splitter mennesker, venskaber, politiske partier – og samfund. Og en såkaldt stedfortræderdebat, der ofte handler om alt muligt andet end det, der angiveligt står på dagsordenen.

Og nu kommer jeg med en anklage, som jeg ikke kan dokumentere. De politikere, der er mest aktive i den generaliserende kamp mod muslimer, er ikke specielt optagede af kristendom. De er optagede af en populistisk dagsorden, og de fisker i folkehavet.

Det er et folkehav, hvor mange er nervøse for terrorisme og den militante islamisme. Den bekymring deler jeg fuldt ud. Men at tro, at vi skærmer os mod terrorisme ved generelt at fordømme muslimer og gøre anslag mod menneskers trosfrihed, er et vildspor. Tryk avler modtryk.

I min tid som kirkeminister gennemførte et bredt flertal i folketinget loven om trossamfund uden for folkekirken. Jeg havde den store glæde at mødes med repræsentanter for godt 150 anerkendte trossamfund i Danmark, herunder adskillige forskellige muslimske trossamfund, forud for lovens vedtagelse.

Det slog mig, hvor stor den gensidige respekt var. Alle de tilstedeværende vidste, hvad det vil sige at tro. Hvor dybt det ligger i os, og hvor dyrebar troen er for troende. Af samme grund udtrykte de fuld opbakning til, at trosfriheden naturligvis skal omfatte alle, ikke blot mennesker med samme tro som dem selv.

Jeg har talt med talrige kirkeledere fra ikke-kristne trossamfund, der har fuldstændig respekt for, at flertallet af borgere i dette land er kristne, at landets kultur er dybt påvirket af den kristne kulturarv – og at alle, uanset tro eller ikke-tro, skal respektere andres frihed samt lov og ret i det samfund, de lever i.

Man kan ikke rengøre et land for religioner, man ikke bryder sig om. Det er forslag, man umuligt kan gennemføre, hvis man respekterer retssamfundets grundlæggende værdier

Vi skal derfor glæde os over, at flere muslimske trossamfund bliver anerkendt i disse år. Det betyder nemlig langt større gennemsigtighed. Vi får som samfund indsigt i deres trosgrundlag, økonomi og organisation.

Det er langt bedre end den afskrækkelse og udskamning, der giver brændstof til garagemenigheder, hvis væsentligste virke ikke er forkyndelse af tro, men af politiske dagsordener, der ikke understøtter demokrati og frihed.

I forhold til de ovennævnte forslag om generel diskrimination af muslimer og muslimske trossamfund, er der i mit sind og mit hjerte ikke den fjerneste tvivl.

Man kan ikke rengøre et land for religioner, man ikke bryder sig om. Det er forslag, man umuligt kan gennemføre, hvis man respekterer retssamfundets grundlæggende værdier. Og det er forslag, der fører til det stik modsatte af den angivelige hensigt.

Religionsrengøring fører altid til et værre svineri.

Af Mette Bock, tidl. kirkeminister og medlem af "Tænketanken for forfulgte kristne"

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail