Domorganist Birgitte Ebert har sat sig til klaveret, og koret af menighedsrådsmedlemmer, præster og andre organister synger klart og tydeligt med på “Det dufter lysegrønt af græs,” da hun går i gang med at spille.
Både Birgitte Ebert og koret er tydeligvis på hjemmebane.
Og netop behovet for, at dygtige organister kan understøtte salmesangen, er årsagen til, at de 80 mennesker er mødt op i Kannikegården i Ribe denne aften sidst i maj.
For det er langt fra alle steder, der er en organist, der kan tage plads på orgelbænken, når der skal spilles til kirkelige handlinger og gudstjenester. Der mangler organister, og derfor har stiftsrådet i Ribe inviteret til møde under titlen “Hvem spiller på søndag?”
Det er langt værre end præstemanglen
Der findes ingen eksakte tal for, hvor slemt det står til, siger domprovst Morten Fester Thaysen, da han byder velkommen. Han tør alligevel godt give et bud.
“På landsplan er over halvdelen af dem, der spiller, over 60 år, og flere end 200 organister er over 80 år.”
Der bliver både nikket og grint rundt i salen. Det er tydeligvis et billede, mange kan genkende.
“Et forsigtigt skøn er, at der om ti år mangler 500-600 organister. Et mere realistisk bud er, at tallet er mellem 800 og 1000. Vi taler meget om præstemangel i disse år, men det er vand ved siden af den organistmangel, vi står overfor.”
“Og det er alene problemer et problem i forhold gudstjenester og kirkelige handlinger. Folkekirken er et af de få steder, hvor traditionen for fællessang stadig står stærkt, og her spiller organister i sagens natur en vigtig rolle. Organister er dermed også meget vigtige aktører i en større kulturel sammenhæng."
Løsningen er lokal
Men hvor skal redningen komme fra, hvis dette dystre billede er virkeligheden?
I høj grad fra ungdommen, lød det fra aftenens oplægsholder Katrine Immerkjær Hjorth Kristiansen.
Hun er organist i Brøndby Strand Kirke og initiativtager til Orgelklubben, der siden 2011 har arbejdet på at give flere børn og unge mulighed for at stifte bekendtskab med det store instrument.
“Det er vigtigt, at orgelundervisningen af børnene bliver forankret, der hvor det fungerer bedst, nemlig lokalt. Derfor arbejder vi på, at få flere organister til at undervise børnene.”
“Det sker heldigvis i sogne rundt i hele landet, ligesom der er steder, hvor menighederne i et provsti er gået sammen og har gjort det til en del af en organistens arbejde at undervise. Det står simpelthen i organistens ansættelseskontrakt.”
Katrine Immerkjær Kristiansen hiver et udvalg af Orgelklubbens udgivelser frem, og viser, at man bag i en af bøgerne finder en lille model af et orgel, man kan folde ud, så børnene kan se opbygningen.
Arbejdet med at få flere børn til at spille orgel er også en lavpraktisk kamp, hvor papmodeller og forlængere til orgelpedalerne, som Katrine Immerkjær Kristiansen også har med, er ligeså så vigtige elementer som øget fokus på orgelpædagogik på konservatorierne.
Men Katrine Immerkjær Kristiansen er optimist.
“Faktisk sker der det, når først børnene er begyndt at gå til orgelundervisning hos organisten, at der vokser en ny menighed frem. For så skal mor og far, vennerne og familien med for at høre barnet spille.”
Selv i uddannelsesbyer kan problemet mærkes
En af dem, der har taget turen til Ribe, er Annemette Hauschildt fra Jerne, en forstad til Esbjerg.
Selvom hun er menighedsrådsformand i landets femtestørste by, ovenikøbet en by, hvor der bliver uddannet organister, genkender hun aftenens tema.
“Vi har netop haft en stilling slået op, og selvom det lykkedes for os at finde en organist, så havde vi ikke mange ansøgere. Vi er et stort bysogn, hvor vi i denne uge har haft otte bisættelser og begravelser, så vi ville i den grad have et problem, hvis det ikke var lykkedes for os.”
“Om nogle år skal vores fuldtidsorganist på pension, og jeg er spændt på at se, hvor nemt, det bliver at finde en ny.”
Også Merethe Andreasen og Kjerstine Kristensen er dukket op for at samle inspiration til, hvad man kan gøre i kampen mod organistmangel.
“Vi er fire kirker, der er gået sammen om at dele en organist, men organisten skal jo også have fri en gang i mellem, så vi mangler altid afløsere,” siger Kjerstine Kristensen.
“At vi er gået sammen om en fælles organist skyldes, at vi på den måde kan tilbyde en mere attraktiv stilling,” tilføjer Merethe Andreasen.
“Det fungerer på mange måder godt, men det er da en udfordring, når fire gange 'sådan plejer vi at gøre' skal forenes. Det skal man bare være klar over.”
Vi har brug for overblik
Efter kaffepausen er netop samarbejde et af de temaer, der bliver taget op under spørgerunden.
“Mange steder sidder organisten helt alene, og det kan være hårdt,” lyder det for eksempel.
Poul Ivan Madsen, der er provst i Skjern, tilføjer.
“Hvis der er mulighed for det, kan det være en god ide at give organisten flere opgaver. Så stillingen kan blive større, og så organisten samtidig kan få mere kontakt med de andre ansatte.”
At der er brug for at få et overblik over problemet, er pointen fra aftenens sidste spørger.
“Det er det rene vilde vesten. Jeg arbejder som vikar, og jeg bliver nogle gange ringet op aftenen før, fordi der mangler en organist. Der er simpelthen brug for, at vi har et samlet overblik over, hvor stort et omfang, der er tale om.”
“På den måde kunne man også skabe noget systematik. En idé kunne være et slags vikarkorps, som kan rykke ud, når der er problemer.”
Der skal sætte ind både i det små og det store
Det er blevet tid til at runde aftenen af, og det sker naturligvis med endnu en salme.
Birgitte Ebert spiller “Du, som har tændt millioner af stjerner”, og der bliver igen sunget højlydt og kraftfuldt. Her er der ikke problemer med hverken fællessangen eller akkompagnementet.
Bagefter er Birgitte Ebert godt tilfreds med aftenen.
“Det er godt, at der kom så mange. Det viser, at der er stor interesse for emnet. Og som aftenen har vist, er der mange ting, man kan tage fat i. Både stort og småt.”
“Der er de helt lavpraktiske ting som, hvordan man får kontakt til de unge. Samtidig er der også overordnede spørgsmål som, hvordan folkekirken som institution forholder sig til problemet.”
“Men at tænke fælles i spørgsmål som disse er man desværre ikke så vant til i folkekirken.”