Den 14. januar falder der dom i en af de mere opsigtsvækkende sager, der har involveret den danske folkekirke. Sagen er anlagt af rettighedsorganisationen Koda mod en række Københavnske natkirker og handler kort fortalt om rettigheden til at definere, hvornår noget er en gudstjeneste.
Det burde være indlysende, at det må være kirken selv, men som sagen viser, er det ikke længere helt så enkelt. Der er kommet mange gudstjenester til, hvor der bliver leget med form og indhold.
Teater Svalegangen og Aarhus Domkirke opførte i 2017 "Befri Gudstjenesten" under Aarhus Festuge. Her blev kreative elementer som musik og dans blandet med klassiske elementer fra gudstjenesten, og som deltager blev man udfordret: Var det en gudstjeneste eller et teaterstykke, man deltog i? Det var der intet entydigt svar på.
"Befri Gudstjenesten" var et særligt tilfælde, men selv i den mindste landsbykirke kan man efterhånden støde på gudstjenester, hvor der eksperimenteres med form og indhold. Alene det seneste år har man kunne komme til deciderede koncertgudstjenester med musiktemaer som Justin Bieber, Kim Larsen eller Abba, og hvis man har ville røre kroppen, er yoga-gudstjenester det nyeste.
Men måske bør der også være en erkendelse i, at uanset hvor gode intentionerne kan være, så er det ikke sikkert, at kirkegængerne eller de optrædende oplever, at de deltager i en gudstjeneste. Koncertgudstjenesterne er populære, men de minder også om de velbesøgte teaterkoncerter. Måske endda så meget, at tydeligheden mellem genrerne er forsvundet.
At tydeligheden er forsvundet er et seriøst problem. Når en kunstner kan vidne i rettet om, at hun ikke oplevede at deltage i en gudstjeneste, men spillede en koncert, eller når kirkegængere kan gå fra en yoga-gudstjeneste og svare, at forkyndelsen ikke stod tydeligt for dem, så må vi lytte.
Koda's sagsanlæg kan selvfølgelig afvises som bizar, men den kan også ses som en lejlighed til at tage diskussionen, om vi i kirken har været gode nok til at tydeliggøre både for kunstner og tilhører, at det er en gudstjeneste, de deltager i. Alt andet ville være arrogant.
Søren Lydeking Pedersen er sognepræst i Agerbæk Sogn og Vester Starup Sogn.