Sognepræst: Hatten af for ny bogs formidling af den svære treenighed

Hvordan få standset vandhanens dryppen,/og i hvilken forstand Gud kan være 3 og dog 1?/Hvert eneste spørgsmål derimellem bliver så helvedes ligegyldigt.
 
Sådan skriver digteren Søren Ulrik Thomsen et sted og angiver dermed med stor præcision, hvordan vi almindeligvis er tilbøjelige til at se kirkens dogme om Guds treenighed: som et gådefuldt problem, en intellektuel rebus, som skal løses, sådan som den slags jo skal. 

Treenigheden er emnet for det seneste skud på stammen i Det Danske Bibelselskabs serie af små bøger, som skal formidle store teologiske emner i kort form og i et sprog, som er let at gå til, også for lægmænd. 

I vores del af kristenheden er det ofte blevet hævdet, at treenighedsdogmet opstod som et resultat af oldkirkens teologers tilpasning til deres filosofiske omverden, og at det i grunden er et ubibelsk fremmedelement, at den kristne Gud skal forstås som tre personer i ét væsen, sådan som den klassiske formulering lyder.

Netop derfor er noget af det prisværdige ved sognepræst Rikke Vanggaard og lektor Lars Sandbecks ”Far, Søn, Ånd”, at forfatterne tager udgangspunkt i skriften og ikke i treenigheden som dogmatisk begreb.

For udgangspunktet for Vanggaard og Sandbecks redegørelse er, at treenighedstænkningen er en præcis, gunstig og ressourcerig formulering af, hvad det er for en Gud, de kristnes bibel vidner om.

Bogen indledes med en kort redegørelse for, hvad der i det hele taget kan menes med ordet ”Gud” i Bibelen og den kristne tradition. Her hedder det emfatisk, at Gud ikke ”eksisterer” på linje med biler og køleskabe. Hvad man derimod ifølge forfatterne kan sige, er at ”Gud sker”, Gud er en begivenhed.

Men hvordan skal det nærmere forstås, og er det en rigtig forståelse – for kan man for eksempel bede aftenbøn til en begivenhed? Resten af bogen er sådan set en besvarelse af disse spørgsmål. Samtidig er resten af bogen en besvarelse, der – som det sikkert kan siges om alle gode svar – bestandig kaster nye spørgsmål af sig. 

De spørgsmål udfoldes i bogens følgende dele, og én af bogens styrker er, at dens svar forekommer ret tentative, men uden dermed at være vage. Det kommer af emnet:

Treenigheden står jo ikke udtrykt som dogme i nogen bibelske skrifter, men er alligevel, som forfatterne argumenterer overbevisende for, til stede.   

Det andet, der giver bogen en vis tentativ karakter, er, at det er vanskeligt at lave analogier om treenigheden. Samtidig er det nødvendigt for forståelsen af det guddommelige at sige, at ”Gud er som …”, udsagn, som Bibelen selv er rig på.

Denne dobbelthed balancerer forfatterne overbevisende, når de for eksempel fremstiller den klassiske sammenligning mellem treenigheden og solen – for derefter at afvise denne analogi som vildledende.  

Ifølge forfatterne er det mest præcise billede på treenigheden musikalsk: Gud er som en fuga. Det eksempel henter de hos den amerikanske teolog Robert Jenson, som er den eneste moderne teolog, forfatterne henviser eksplicit til.

Det er også Jenson, der har argumenteret for det grundlæggende synspunkt, som Vanggaard og Sandbeck gør til deres hovedpointe:

At treenighedslæren ikke er et gådefuldt problem eller en intellektuel rebus, men derimod løsningen på en række problemer: Hvordan Gud på én gang kan være evig og samtidig gå ind i tiden. Hvordan Gud på én gang kan være usynlig og på samme tid tilstede overalt. Hvordan Gud kan dø på korset langfredag og samtidig være levende. 

Enhver, der har været stillet over for opgaven at skulle fremstille, hvad der ligger i kirkens treenighedslære, så det er til at forstå for enhver, ved, at det ikke er nogen nem opgave. Derfor er der grund til at tage hatten af for Vanggaard og Sandbecks forsøg.

Ikke fordi ”Far. Søn. Ånd” rummer nogen banebrydende nye erkendelser – det er heller ikke meningen med bogen. Men fordi den lever op til sin ambition om at formidle et væsentligt teologisk begreb i et sprog, der er til at forstå. 

Martin Ravn, cand.theol., ph.d., er sognepræst i Kokkedal