Hvordan laver man en ny messehagel?
I Præstevang Kirke begyndte med det donationer og gaver fra menigheden igennem flere år. Et beløb gjorde det muligt at få lavet en ny, grøn messehagel, og det var tiltrængt, da den anden ganske enkelt var slidt op – således forgår verdens herlighed, som bekendt.
Og hvordan gør man så derfra? Det overvejede vi i menighedsrådet og besluttede at få Selskabet for Kirkelig Kunst til at komme forbi, se på vores Holger Jensen-tegnede 1960’er-kirke, på vores messehagler og hjælpe os med at finde den rette til at lave en ny messehagel. Da vi syntes, at den rette kunstner, væver Martin Nannestad Jørgensen, var fundet, mødtes vi med ham. Han så på kirken. Så drak vi kaffe og talen flød godt.
Fortrolighed med kirkerummet er ikke nok
Som præst, menighedsråd og kirkegænger kan man hurtigt fristes af tanken, at man selv kender sin sognekirke bedst. Den tanke leder til, at man også tror, at man har kompetencerne til at gennemskue, hvordan kirken skal udsmykkes.
Det er delvist sandt. For erfaringen med kirkerummet fra kirkebænkene, arbejdet i udvalg i menighedsrådet med kirkens bygninger og rum, gudstjenesterne, handlingerne og koncerterne giver en fortrolighed med kirkerummet.
Denne fortrolighed er vigtig i arbejdet med kunst og æstetik i kirkens rum, men den skal nødigt forveksles med, at man derved selv tror, at man er den rette til at vide, hvordan kirkekunst skal udføres.
Samarbejdet fik os til at se kirkerummet på ny
Det interessante ved samarbejdet var, at selvom vi syntes, at vi kender kirkens rum godt, så var møderne som at se kirkerummet på ny igen.
Der var detaljer og sammenhæng mellem æstetiske valg, materialevalg og mere, som vi aldrig havde tænkt over. Det var som en arkæologisk udgravning i velkendte rammer, hvor nye perspektiver tilførtes vores egen opfattelse.
Et resultat, vi ikke selv havde kunnet forestille os
Herfra fik Martin Nannestad Jørgensen frie hænder og vendte tilbage med tegninger og vævede stofprøver til os. Det var langt fra, hvad vi selv havde kunnet forestille os.
Men man kunne med kunstnerens kyndige forklaring se, at den passede flot. Den var tænkt sammen med farverne i kirken og ikke mindst med de mange flettede elementer, som man finder i kirken – et gennemgående æstetisk element, som vi aldrig selv havde tænkt over.
Det var tydeligt, at vores samtale om teologi, om kirke og stedet havde sat sit præg. Men det var i sin egen ret helt kunstnerens egenhændige udformning. Her kom det hele til at hænge smukt sammen – kirkens eksisterende bygning, messehaglen og ikke mindst de teologiske overvejelser, som vi havde talt om. Der var et godt samarbejde, en god dialog mellem alle parter.
Kirkekunstneren træder lidt ved siden af sig selv
Martin Nannestad Jørgensen udtalte, at samarbejdet havde været ”helt vildt godt” – netop på grund af den gode kommunikation og den gensidige begejstring, der eksisterede fra begyndelsen. Hertil tilføjede han, at han betragter sig selv som billedkunstner og håndværker i egen ret, men at han i sine mange kirkeopgaver træder lidt ved siden af sig selv, så hans tolkning og arbejde ikke kaprer rummet, men bliver en del af det.
Den tanke er forbilledlig og nødvendig for alle parter i en kirke til alle tider – præsten må aldrig stå i vejen for evangeliet. På samme måde må kunstnerens værk aldrig skygge for kirkens øvrige oprindelige udformning. Det er en enkel, men central fremgangsmåde, som man aldrig må glemme.
Teologien og kunsten må aldrig leve i hvert sit lukkede kammer. For samarbejdet mellem kunst og teologi er altid i sin essens skrøbelig. Den må aldrig falde til en side, og når balancen lykkes kan kunst og teologi komplimentere hinanden sådan, at det hele på bedste måde peger på evangeliet om Jesus Kristus.
Opfordringen herfra skal lyde til alle, der tager del i det kirkelige arbejde: hvis du skal lave ny kunst i kirken, så kend din begrænsning.
Glem ikke at disponere midler til den rette professionelle vejledning – og forsøg at stå uden for dig selv i tillid til, at en kunstner kan vise dig noget, som du ikke selv vidste om ”din” kirke.
Det er en respektfuld og ydmyg facon – over for tradition og nyskabelse i kirkerummet. Og i sidste instans over for Gud.
Andreas Riis Damgaard er sognepræst i Præstevang Kirke, Hillerød