Vi står overfor påsken, som er fortællingen om, at menneskets grænse ikke er Guds grænse.
Vi mennesker lever vort liv indenfor ganske bestemte grænser. Vi glemmer det måske til tider og bilder os selv ind, at vores muligheder er ubegrænsede.
Men den seneste tid med coronasmitte og de deraf medførte begrænsninger i vores måder at kunne færdes på, har skærpet vores tanker om livets vilkår. Vi er blevet mindet om vores egen sårbarhed og dødelighed og om, hvor vigtigt det er at kunne have med hinanden at gøre – også fysisk.
Begrænsningerne, vi har måtte leve med under coronasmitten, er netop blevet til på grund af kærligheden og omsorgen for hinanden, så hospitalerne forhåbentlig kan tage sig af dem, der virkelig har behov for pleje.
Vi har derfor alle måtte lide afsavn i forhold til ikke at kunne se familie og venner og vores måder at arbejde på, hvis vi da må arbejde eller stadig har et arbejde? Og samtidig har børnene også skulle hjemmeundervises.
Et fællesmenneskeligt vilkår
Dermed er vi også blevet mindet om, hvor privilegeret de fleste af os er stillet til daglig. Et barn, der sidder i en flygtningelejr i Syrien lider også under afsavn, men unægtelig af en anden kaliber.
Men uanset om vi sidder i en varm lejlighed eller i en flygtningelejr, så deler vi det menneskevilkår, at vort liv liv strækker sig fra fødsel til død. Vi sætter måske børn i verden, hvis fremtid vi også tænker på. Men alt det ændrer ikke ved, at vi selv lever under den grundlæggende begrænsning, at vi fødes, og én dag skal vi dø.
Undtagelsestiden med corona har for en stund tvunget os til at standse op og mærke efter. For normalt løber vi fra det ene til det andet i troen på udviklingens ubegrænsede muligheder. Vi er hele tiden på, samtidig med at vi kigger frem, hvor vi nok er på i nuet gennem sociale medier eller mobilen, men ikke altid er til stede i nuet, som nærværende med hinanden. Er vi i virkeligheden blevet mere nærværende i denne tid, også selvom vi må være det på afstand?
Kristendommen er en besindelse på begrænsningen
Overfor vores tro på udviklingens ubegrænsede muligheder står kristendommen herligt nøgtern og jordbundet. Den kalder os igen og igen tilbage til vort liv, sådan som det faktisk er, både i al dets skønhed og kærlighed, men tvinger os også til, at se realistisk på vort liv, i al dets begrænsethed, bundethed og forpligtethed på livet og din næste.
Kristendommen fokuserer på denne dag, dette øjeblik, som vi lever lige netop nu i ansvar overfor bestemte mennesker og i bestemte situationer. Det er måske netop for at flygte fra alt dette “bestemte”, ”det forpligtende”, at vi elsker at tale om det ubegrænsede, der ligger foran os.
Men kristendommen holder os os fast indenfor virkelighedens grænse. Vi siger: “Alt er relativt”, men kristendommen siger: “Nej, du er ikke relativ, for du er skabt af Gud til at være akkurat den du er, nu og her. Det sted, du lever på, de mennesker du lever iblandt, denne dag.”
Menneskelivets grænser er dog ikke blot fødsel og død, men også Gud. For Gud omkranser hele vort liv. Det er Gudskaber, vi må nære tillid til, når vi møder dødens grænse, ligesom vi ikke skabte os selv, da vi kom ind i verden.
Men vi har svært ved at tale om os selv som skabte, for vi vil hellere være frie. Vores udsigt skal være hel fri og kun vort selv skal sætte grænser. Det er af samme grund ofte, når vi så møder vores egne grænser og begrænsninger vi bliver stillet over for, at vi kommer til at tænke på, at vi er skabt.
At Gud er vores grænse og mulighed.
Vores begrænsning kalder på Gud
Den store danske filosof og teolog K. E. Løgstrup har sagt det sådan, at ethvert menneske må leve med, at det kan skabe ud af det allerede skabte, og det kan ødelægge det skabte, men det kan ikke skabe nyt ud af absolut intet. Det er vores grænse, en grænse, der samtidig kalder på noget udenfor os, på Gud.
Denne tid med coronasmitten har mindet os om vores grænser, vores sårbarhed og også dødelighed. Døden er den hårdeste grænse for os.
Pludselig har vi ikke flere undvigelsesmuligheder. Men selv der er vi bange for at møde Gud og taler som moderne mennesker om “livets naturlige afslutning”, om “dødens hvile” eller sågar om “dødens skønhed”. Vi vil ikke være ved, at døden er den hårde grænse set med vores menneskeøjne. Men her standses vi også og møder livets skaber. For døden er netop vores grænse - ikke Guds.
Vi står over for kirkens største højtid: Påsken.
Påsken, hvor vi netop får at vide, at Guds kærlighed er så grænseløs, at selv døden ikke kan holde på den. Påskens budskab forkynder opstandelse fra de døde. Det betyder, at vi ved dødens grænse møder Gud. Det gælder vores biologiske død, men også den "død" vi påfører andre mennesker i livet, når vi for eksempel ødelægger livsglæden for andre. Opstandelse er et grænsebrydende ord.
Opstandelsen sprænger vores grænser
Kristendommens eksistensgrundlag er, at der er mennesker som du og jeg, der mener, at de har set Kristus efter hans død, som opstanden. De har ikke set ham stå op og gå ud af graven, men de har set og mødt ham efterfølgende.
Vi vil vi aldrig kunne forstå det budskab, men vi kan nære tillid og håb til det. Håb til at døden ikke har det sidste ord, men Gud. Men det er svært for os at tro på. Derfor er det også befriende, at det går som en rød tråd gennem evangelierne, at der er noget, der er langt større end vores lille eller store tro på Gud, og det er Guds tro på dig og mig.
Påskeevangeliet insisterer på Guds barmhjertighed og trofasthed over for sit menneske. Kristus har én gang for alle bundet os til Gud, hvilket betyder, at hvor vi ellers kun kan se død, er der liv og opstandelse og altid et håb og en fremtid, og dét uafhængigt af alle vores begrænsninger. Ikke underligt vi snart endnu engang ønsker hinanden glædelig påske.
Niels Vincens Grunnet er sognepræst Nærum og næstformand i Præsteforeningen.