For en snes år siden begyndte lektor Benny Grey Schuster tænkevækkende ofte at støde på et af ham hidtil ukendt begreb: påskelatter. Grey Schuster har som teolog beskæftiget sig med litteratur og navnlig dramatik, og det var især hos ætlinge af den russiske litterat M.M. Bakhtin, samt hos manden selv, man stødte på det besynderlige begreb.
Påskelatteren var på mode hos litteraturteoretikerne, men hvad i alverden er det?
Grey Schuster satte sig for at undersøge, hvad der egentlig lå i begrebet, som mange name-droppede (”påskelatteren, De ved”), men ingen forklarede. Sporene ledte tilbage til den helt tidlige reformationstid i 1518. Fra dette år stammer et brev, som Basels reformator, Johannes Oecolampadius, skrev til sin ven Wolfgang Capito. Basel-reformatoren med det spiritusprøveegnede navn vil af danske læsere være kendt – i det omfang han kan siges at være det – som Luthers modstander i bryderierne om nadveren i slutningen af 1520’erne. Uenigheden mellem de to førte til, at Oecolampadius blev polemisk skydeskive, da Luther skulle nyformulere sit eget syn på nadveren i sine sene nadverskrifter.
Opgør midt i reformationstiden
Også skriftet om påskelatteren har en polemisk baggrund, men her fra Oecolampadius’ egen side. Han blev nemlig beskyldt for at være for alvorlig, når han forestod gudstjenesten, og navnlig én ting savnede menigheden: Præsten forsøgte ikke at få dem til at le ved påskedagsgudstjenesten, sådan som skikken – åbenbart – foreskrev. Denne beskyldning tager Oecolampadius til genmæle imod i brevet – og det er baggrunden for eftertidens vigtigste kilde til det besynderlige fænomen påskelatter eller risus paschalis. Paradoksalt nok har det altså været Oecolampadius’ kritik af og polemik mod påskelatter-fænomenet, der har været med til at udbrede kendskabet til det.
Opgør med latterkultur
Og hvad er det så, påskelatter? Det fremgår af bogens mindste, men vigtigste del, Oecolampadius’ brev, som er fortjenstfuldt oversat af den for tidligt afdøde filolog Martin Sander Harbsmeier. Her kan man læse om den middelalderlige skik, at præsten – med alle, virkeligt alle, tænkelige midler – har forsøgt at få menigheden til at le påskedag eller i nogle tilfælde andenpåskedag. Ikke over påskens glædelige budskab, men ved at lave groteske optrin på prædikestolen. Det er let at se, hvorfor Bakhtin og hans arvtagere har været interesserede i fænomenet. Ved første øjekast ligner det nemlig et eksempel på den karnevalisme og latterkultur, der prægede det af den sorte død ramte middelalder-Europa, og som har nydt bevågenhedi de sidste omtrent fyrre år. Fra antikken kender man ”omvendt-dage”, hvor slaver på en enkelt dag i året byttede plads med deres herre, og i middelalderen var det ofte kirken og dens magthierarkier, der stod for skud for den folkelige forlystelse. På pladser og torve foran kirker, i døråbninger og så videre udspillede sig små skuespil, som hånede og spottede gejstligheden, og ”omvendt”-tankegangen fik nyt liv, når messedrenge agerede præster og biskopper.
Grundig belysning af emnet
Grey Schuster har forsynet det lille brev med intet mindre end seks for- og efterord: essays, kommentarer og overvejelser, hvorved bogen når sit imponerende omfang på næsten femhundrede sider, og han argumenterer overbevisende for, at det er en misforståelse at se påskelatteren som karnevalisme og latterkultur. Den mangler snart sagt alle de klassiske kendetegn herpå, og Grey Schuster leverer et ganske velunderbygget argument for, hvorfor det er så vigtigt ikke at bedrive videnskab på, hvad andre har sagt, men derimod – ganske i reformationstidens ånd – at gå til kilderne selv.
De mange spor gør det til en vigtig udgivelse
Grey Schusters akribi gælder ikke blot de mange kommentarer til selve brevet, men også hans undersøgelser af forekomsten af påskelatter. Selvom Grey Schuster viser, at der især er tale om et nordøstrigsk og sydtysk fænomen har han også undersøgt begrebets danske virkningshistorie, for sådan én findes skam.
”Om påskelatteren” er dog ikke udelukkende interesseret i teologisk begrebshistorie. Bogen afrundes med et langt essay om latterens kulturelle, kirkelige og teologiske forvandling ud fra spørgsmålet – må man le i kirken? Vi har således at gøre med en bog, der stikker i mange retninger: oversættelse og kommentering af et kildeskrift, begrebshistorie samt Grey Schusters egne overvejelser over latterens teologiske fænomenologi. Dette sammensurium kaster et væld af interessante undersøgelser og overvejelser af sig, og (også for) den påskeprædikenskrivende er der meget at komme efter i denne bog, som godt kunne kaldes et bud på årets kirkehistoriske udgivelse.
Martin Ravn, cand.theol., ph.d., er sognepræst i Kokkedal