Selvportræt: Jeg er kendt for mit gå-på-mod

De seneste 20 år har Bente Mikkelsen Pahus arbejdet med organisationsledelse, både i USA og i Danmark. Hun fratræder sin stilling som leder af Mission Afrika Genbrug for at blive landechef i Areopagos

En dygtig åndelig vejleder bruger det meste af sin tid på at lytte og på at stille de spørgsmål, som kan hjælpe et andet menneske med at finde sin egen vej, siger Bente Mikkelsen Pahus.
En dygtig åndelig vejleder bruger det meste af sin tid på at lytte og på at stille de spørgsmål, som kan hjælpe et andet menneske med at finde sin egen vej, siger Bente Mikkelsen Pahus. Foto: Areopagos

Hvad dækker titlen landechef for Areopagos over?

Som landechef er det min opgave at lede arbejdet i Danmark og have fokus på, hvordan vi bedst udfolder Areopagos' vision og strategi i en dansk kontekst.

Jeg glæder mig også meget til ledelsessamarbejdet med dygtige teams – også i Norge – og vores samarbejdspartnere i Hongkong og Kina. En sund organisation har altid fokus på at udvikle sig med tiden og finde nye veje til at arbejde med sin mission.

Denne artikel er en del af dette tema:
Selvportræt
Selvportræt

Det bliver så spændende at være med til at sætte nye pejlemærker, som er rodfæstet i Areopagos' 100-årige tradition og i stifteren Reichelts tanker om Mission.

Hvad bliver dine konkrete opgaver?

Min konkrete opgaver bliver dels at samle og lede den dygtige stab, dels at lede strategiprocessen, så vi får fokus på, hvordan Areopagos bedst bruger sine erfaringer og kompetencer til at arbejde med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni.

Organisationsledelse er altid en kombination af strategiarbejde, af et sundt blik på økonomien, og af dygtig stabsledelse. Alle elementerne er lige dele væsentlige og kræver både dygtigt indre samspil i organisationen og mod til at lede.

Du har arbejdet med socialt udsatte i Chicago og været leder af Mission Afrika Genbrug. Hvordan vil du tage dine erfaringer med i dit nye arbejde?

Ledelse handler også om at grave sig godt ind i, hvordan organisationen bedst bruger sine kompetencer, og her er det selvfølgelig væsentligt at fokusere mest på, hvordan vi får mest mission og vision ud af de midler, vi har. 

Gennem årene har jeg fået stor erfaring med alle dele af ledelse, og jeg har stor forståelse af de processer, der skal være på plads i en organisation. Jeg er kendt for mit gå-på-mod og trives bedst i miljøer, hvor der er godt samspil, fremdrift og god dynamik i det daglige arbejde.

Jeg har i alle mine ansættelser arbejdet intenst med frivillige, og med inddragelse af frivillige ind i organisationers arbejde. Jeg glæder mig så meget til at møde de frivillige i Areopagos og høre, hvordan de brænder for arbejdet. 

Du er også uddannet åndelig vejleder. Hvad betyder det og hvordan vil man  kunne mærke det i din nye stilling?

En dygtig åndelig vejleder bruger det meste af sin tid på at lytte og på at stille de spørgsmål, som kan hjælpe et andet menneske med at finde sin egen vej. Åndelig vejledning er på den måde mere en slags "fødselshjælp," som går med et andet menneske hen til noget eller igennem noget. 

Jeg glæder mig til at tage del i alle de tilbud Areopagos har i programmet, og til at undersøge nærmere, hvordan Areopagos måske kan være med til at samle nogle kompetencer i åndelig vejledning i Danmark.

Hvad står øverst på din ønskeseddel denne jul – og hvorfor?

Øverst på min ønskeseddel står en nærværende og superhyggelig jul med familien. Jeg sætter stor pris på de nære relationer og på den "liturgi," der ligger i de tilbagevendende traditioner. Julen skal være fyldt med lækkert, hjemmelavet alting!

Øverst på min ønskeseddel af noget, der er pakket ind, står et par nye støvler og en ny pendlertaske, fordi jeg nu skal til at rejse jævnligt mellem Vejle og København.

Selvfølgelig har vi også fokus på at give genbrugsgaver, og det er jo altid spændende, hvad man kan finde af dejlige sager her.