1. Skal stat og kirke adskilles?
Venstre er tilhængere af det forhold mellem kirke og stat, som eksisterer i Danmark i dag. Her er folkekirken sikret en særlig status af grundloven.
Venstre er desuden tilhængere af en kirkeskat, som danskerne frivilligt kan fravælge på deres selvangivelse. Religionsfrihed er en grundlæggende frihed for alle borgere i Danmark.
Den er grundfæstet i grundloven. Der skal være frihed til at tro på den religion, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme.
2. Skal folkekirken have sin egen forfatning (sådan som der lægges op til i Grundlovens paragraf 66: ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”)?
Den oprindelige intention med paragraf 66 var at fastsætte, hvordan folkekirken selv kunne bestemme eller være medbestemmende om folkekirkens forhold.
Historien har dog vist, at det har været sværere end som så at nå til enighed om forslagene til en kirkeforfatning. Paragraffen har i dag har fået en ny praktisk forståelse. Nemlig at folkekirkens forhold ordnes gennem lovgivning i Folketinget.
Selvom dette synes at kollidere med Venstres opfattelse af adskillelsen af kirke og stat, er virkeligheden en anden. For kirkeministeren kan naturligvis ikke gennemføre ny lovgivning på området egenhændigt.
Dertil har vi jo en demokratisk proces, hvor de kirkelige aktører er involveret i udvalgsarbejde (eksempelvis Kirkeministeriets budgetfølgegruppe, hvor Landsforeningen af Menighedsråd sidder med ved bordet, red.).
Men også når udvalgenes arbejde bliver sendt til høring, som giver alle i folkekirken mulighed for at give deres mening til kende. Derfor kan jeg ikke se nogen grund til at ændre den nuværende ordning.
3. Bør statens tilskud til folkekirken omlægges, så det ikke længere (primært) går til præstelønninger, men til eksempelvis kirkegårdsdrift og vedligeholdelse af kirkebygninger?
Vores holdning er, at statstilskuddet til folkekirken principielt også bør dække kirkegårdsdrift og vedligeholdelse af kirkebygningerne.
Dog ser jeg intet presserende behov for at lave om på tilskuddet lige med det samme.
4. Bør folkekirken have sin egen demokratiske driftsledelse i stedet for, at den siddende kirkeminister (med rådgivning fra budgetfølgegruppen) råder over Fællesfondens midler?
Jeg mener, at det bør undersøges nærmere, hvorvidt der skal dannes et folkekirkeligt organ. Og om det skal have medbestemmelse eller direkte overtage administreringen af Fællesfonden.
Det er et arbejde, som kræver et stort indblik i blandt andet stiftsrådenes holdning til Fællesfondens budget.
5. Bør Landsforeningen af Menighedsråd – fremfor Kirkeministeriet – have forhandlingsretten for de medarbejdere, som menighedsrådene juridisk set er arbejdsgivere for?
Selvom lovgivningen på det kirkelige område både er klar og uklar, når det gælder samspillet mellem kirke og stat, er det min klare holdning, at der altid administreres med stor nænsomhed og respekt for folkekirkens egen lokale forankring.
Desuden er det værd at bemærke, at en flytning af retten til at forhandle kan medføre, at det ikke længere er muligt at sikre en form for parallelitet mellem vilkårene for ansatte i folkekirken.
6. Bør folkekirkens konsulentordning nytænkes?
I øjeblikket gennemføres der et projekt med justeret brug af konsulenter på kirkeområdet. Siden projektet er i en tidlig opstartsfase, er det også for tidligt at vurdere, om erfaringerne skal føre til ændringer eller udbredes til andre områder.
7. Bør folkekirkens tradition for rummelighed, frihedslovgivning og mindretalshensyn videreføres? Bør det for eksempel stadig være lovligt – ud fra en teologisk begrundelse – at lægge vægt på køn i en ansættelsessituation?
Jeg er stor fortaler for den rummelighed, som folkekirken står for, og det er klart en tradition, som vi skal værne om. Det samme gælder frihedslovgivningen og mindretalshensynet. De sikrer friheden til at forme det kirkelige liv i hvert enkelt lokalsamfund.
På samme måde har jeg det med ansættelsesforhold og spørgsmålet om køn.