1. Skal stat og kirke adskilles?
Folkekirken skal adskilles fuldstændig fra staten.
2. Skal folkekirken have sin egen forfatning (sådan som der lægges op til i Grundlovens paragraf 66: ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”)?
Nej.
Men folkekirken skal adskilles fuldstændig fra staten.
Kirkeskatten skal fjernes, og der skal tilføres direkte midler via finansloven til folkekirken som herefter administreres direkte af folkekirkens institutioner.
Folkekirken skal - i tillæg til de nuværende aktiviteter - indgå en 'public-service'-aftale med den danske stat, der betyder at dele af det sociale hjælpeområde flyttes fra kommuner til nærsamfund og folkekirken gives midler til at bygge en organisation op, der kan blive første linje i enhver kontakt hvor akut udsatte borgere eller mennesker med behov for hjælp, bistand og nærvær kan søge hjælp i nærmiljøet.
Folkekirken skal dermed tillægges visitationsret til en række udredningsforløb, således at for eksempel misbrugere eller selvmordstruede borgere, akut psykisk sammenbrud og anden hjælpeløshed kan benytte folkekirken.
‘Anvendt kristendom’ skal genrejse befolkningens respekt og forståelse for kristne livsværdier, og folkekirken som tom artifakt skal erstattes af en social aktiv og empatisk agent i det allernæreste miljø.
3. Bør statens tilskud til folkekirken omlægges, så det ikke længere (primært) går til præstelønninger, men til eksempelvis kirkegårdsdrift og vedligeholdelse af kirkebygninger?
Finansiering af folkekirken skal opdeles i sine naturlige komponenter, og bygningsvedligehold og beskyttelse af kulturarven skal flyttes ind under Kulturministeriets bevillinger.
I tillæg til disse finansieringsområder opstår en ny budgetallokering hvor ressourcer tilføres til anlæg og drift af folkekirkens ‘public-service’ forpligtelse i takt med at den flyttes fra kommunalt administrative områder til kirkeligt administrerede tilsyn med mennesker med akutte nærværs behov i det helt nære miljø.
Og hvor staten betaler for vedligeholdelse af kulturarven, begravelsesvæsenet og andre ydelser, som kirken og menighedsrådene løfter for samfundet (dette er også med i betænkningen).
4. Bør folkekirken have sin egen demokratiske driftsledelse i stedet for, at den siddende kirkeminister (med rådgivning fra budgetfølgegruppen) råder over Fællesfondens midler?
Ja.
Folkekirken er underlagt Kirkeministeriet, men er driftmæssigt udskilt på lige fod med en lang række andre kulturbærende institutioner.
5. Bør Landsforeningen af Menighedsråd – fremfor Kirkeministeriet – have forhandlingsretten for de medarbejdere, som menighedsrådene juridisk set er arbejdsgivere for?
Ja.
Dette anliggende skal væk fra ministeriet. Alt skal styres af folkekirken, der må opbygge den nødvendige struktur til adskillelse af de forskellige indsatsområder.
6. Bør folkekirkens konsulentordning nytænkes?
Konsulentordningen kan gøres gældende for en kort liste over kirker i landet, der kræver et skærpet tilsyn, og flyttes i den forbindelse ind under Kulturministeriet. Staten har herefter vedligeholdelsesforpligtelsen og tilretter vedligeholdelsen selv.
For alle kirker vil hovedreglen være, at der vedligeholdes på basis af en række fastlagte 'standard operations'-procedurer, men under kirken egen risiko og ansvar baseret på øremærkede bevillinger.
7. Bør folkekirkens tradition for rummelighed, frihedslovgivning og mindretalshensyn videreføres? Bør det for eksempel stadig være lovligt – ud fra en teologisk begrundelse – at lægge vægt på køn i en ansættelsessituation?
Der kan ikke med teologisk begrundelse ske indskrænkning i nogen form for minoritetsrettigheder i forhold til kirkens institutionelle ramme.