Svend Løbner er redaktør for BDMnyt, der er Brødremenighedens Danske Missions blad. BDMnyt har betalt rejse og ophold i Albanien.
Hvilken forskel gør en minoritetskirke i et muslimdomineret land? Og hvad betyder religionsfrihed i et land, hvor al trospraksis tidligere blev straffet med mindst otte års fængsel?
De to spørgsmål presser sig på ved besøg i Albanien, der som Europas fattigste land stadig har svært ved at holde på de unge og leve op til helt grundlæggende menneskerettigheder. Unge søger til udlandet for at tjene penge, og det patriarkalske familiemønster lever i bedste velgående.
Så kirke og kristendom kan heller ikke her blot handle om det åndelige. Tværtimod er Brødremenigheden i fuld gang med at undervise børn, aktivere unge og uddanne kvinder i de seks byer, hvor de har etableret menigheder siden begyndelsen for 30 år siden.
Borgmester: Kirken skaber ansvarlige borgere
Brødremenigheden i Albanien er med sine kun 350 medlemmer en minoritetskirke i landet, hvor 56,7 procent er muslimer og ellers store kristne trosretninger er forholdsvis små: 10 procent er katolikker, 6,8 procent ortodokse og 0,45 procent protestanter. Resten er enten ateister eller udefinerede.
Men kirkens åndelige og sociale arbejde bliver værdsat, siger viceborgmester i Pogradec, Entela Gusho.
"Det er vigtigt, at vi alle føler fred og tryghed. Gennem kirken får folk gode værdier og lærer positiv adfærd, som de så kan sprede i hele lokalsamfundet."
Selv om byen er et attraktivt turistmål, er der mange sociale problemer. Ud af en befolkning på 52.000 i Pogradec og omegn er 15.000 arbejdsløse. Mange mænd søger lykken udenlands og efterlader kone og børn hjemme.
Når de så kommer hjem, er de jaloux på konen og voldelige mod børnene. Vold avler vold, og så er den negative spiral i fuld gang, fortæller viceborgmesteren.
"Men kirken lærer mennesker at være ansvarlige borgere, så de bliver gode rollemodeller for deres medborgere. Det er så vigtigt, at de finder den fred, de søger efter. Derfor er det godt med kirkens tilstedeværelse i samfundet, især når det gælder børns uddannelse," pointerer Entela Gusho og uddyber:
"Årene fra 1967 til 1991 var frygtelige år, hvor vi distancerede os fra troen. Men det er godt, at kirken nu er tilbage på banen. Det har en positiv effekt, især blandt de mindste børn, der går i kirke."
Stolte af den religiøse tolerance
I Burrel fortæller to socialrådgivere den samme historie.
"Der er stor fattigdom, på landet har folk kun deres marker og køkkenhaver, og i byen er der stor arbejdsløshed. Fattigdommen bevirker, at forældre ikke får sendt deres børn i skole, og at der opstår vold i hjemmet," siger Ortenca Sala, der leder socialforvaltningen i Burrel Kommune.
"Vi samarbejder med alle kirker her i byen og er rigtig glade for, at Brødremenigheden tilbyder gratis børnehave, så mødrene kan få fri til at finde arbejde," supplerer socialarbejder Enea Gjyla.
Begge lægger vægt på den religiøse tolerance i Burrel og omliggende landsbyer. Nogle landsbyer har flest muslimer, andre har flest katolikker, men den religiøse diversitet skaber ikke problemer, fortæller de:
"Vi lever sammen i religiøs harmoni," fortæller Enea Gjyla, der selv er muslim, men sjældent kommer i moskéen. Til gengæld besøger hun tit et katolsk helligsted.
"Når et af trossamfundene fejrer en helligdag, lykønskes de af de andre, som også deltager i fejringen," supplerer Ortenca Sala.
Tilbage i Pogradec bekræfter videborgmester Entela Gusho den religiøse tolerance:
"Min mor var muslim og min far ortodoks kristen. Selv er jeg også ortodoks, men går til gudstjeneste i den katolske kirke. Det viser, hvordan et blandet ægteskab kan fungere. Og sådan fungerer samfundet også. Vi er en lille by, der er stolt af vores religiøse tolerance."
"Vi lykønsker alle trossamfund med deres fejringer, og inviterer deres gejstlige til møder på kommunen. Men vi tager afstand fra religiøs ekstremisme," pointerer hun.
Antireligiøs diktator regerede landet med hård hånd
Tolerance har ikke just præget Albanien gennem årene. Først fordi skiftende stormagter kappedes om at erobre landet, og senest fordi landets kommunistiske diktator Enver Hoxha fra 1946 – og især fra 1967 – til sin død i 1985 regerede landet med hård hånd og forbød al religiøs praksis og kontakt med udlandet.
Gejstlige blev smidt i fængsel, og hvis familier havde kors eller ikoner hængende eller det blev opdaget i skolen, at børnene bad aftenbøn derhjemme, risikerede de lange fængselsstraffe.
Det bekræftes af Eduard Mazi, der ledede Brødremenighedens første center i Tirana for 30 år siden. Han er oprindelig radiojournalist og blev siden direktør for det statslige tv – indtil han fik for meget af den kommunistiske propaganda.
"Dengang blev alle katolske præster smidt i fængsel. Min egen farbror, der var præst og lærte mig om kristendommen, blev fængslet i otte år. Nogle døde i fængslet. Andre blev holdet fanget i op til 39 år," siger han.
Men i 1991 blev der indført demokrati, og den nye regering sendte en delegation til Danmark for at lære om demokrati, foreningsliv og kristne værdier.
Det er her, Brødremenigheden kommer ind i billedet. Eduard Mazis søster Viola Grillo blev sendt til Danmark som repræsentant for Albaniens undervisningsministerium. Her mødte hun daværende landssekretær i Brødremenighedens Danske Mission Ankjær Poulsen og inviterede ham til Albanien for at formidle kristendom til den opvoksende generation.
Snart var der oprettet 11 søndagsskoler fordelt ud over landet. De er i dag – 30 år efter Brødremenighedens officielle registrering i landet – udviklet til seks menigheder i Tirana, Bathore, Burrell, Lezha, Elbasan og Pogradec.
Den religiøse tolerance går begge veje
Undervisning er stadig kerneydelsen ved siden af gudstjenestefejring. Overalt gives lektiehjælp og efter-skole-undervisning til børn med særlige udfordringer, undervisning af kvinder i at læse, skrive og regne og aktivering af unge i sport og sociale aktiviteter på et lejrsted i Pogradec.
Albanerne blev tilbage i 1400-tallet tvangskonverteret til islam i forbindelse med Det Osmanniske Riges indtog. Hvordan er det at være minoritetskirke i et muslimdomineret land?
Eduard Mazi forklarer, at muslimer i Albanien generelt er kulturmuslimer. Desuden er kristne og muslimer gift ind i hinandens familier. Derfor er det heller ikke et problem for muslimer at sende deres børn i en protestantisk skole eller lade kvinderne deltage i Brødremenighedens gudstjenester og aktiviteter.
"Alle familier – også dem med muslimsk baggrund – ønsker selvfølgelig at give deres børn en god uddannelse. Muslimske og blandede familier brød sig ikke meget om de ortodokse og katolske traditioner. Men da vi som protestanter tilbød ekstraundervisning i vores kirker, sagde de ja."
Den religiøse tolerance går begge veje. I Bathore møder vi Haxhi Murati, der leder Brødremenigheden sammen med sin kone Qamile. Haxhi har ledet menigheden i 11 år, mens han stadig var muslim, altså kulturmuslim.
"Jeg blev født i 1958, mens religion stadig var forbudt. Så selv om jeg voksede op i en muslimsk familie, vidste jeg ikke noget om Gud."
"Men i 1991 fik jeg en bibel af engelske missionærer. Da jeg rørte ved den, fik jeg en fantastisk følelse. Jeg begyndte at læse i den og mærkede en form for kald. Jeg tror, det var Gud, der tog mig ved hånden, så nu følger jeg bare efter."
Haxhi Murati er først for nylig konverteret til kristendommen og blevet døbt. Hans kone Qamile er stadig muslim. Parret er et godt eksempel på betydningen af kirke og kristendom i et land med nyfunden religionsfrihed. Og hvad der dukker op af sjove konstellationer i deb religiøse mangfoldighed.