Da vi tirsdag aften ankom til Det lutherske Verdensforbunds (LVF) generalforsamling i Krakow og lidt forvirrede dukkede op ved konferencecentret, blev vi hjulpet på vej af to smilende afrikanere.
Senere fik vi ved et tilfælde plads ved deres bord. Det viste sig at være generalsekretær Robert Martin Kitundu fra den evangelisk-lutherske kirke i Tanzania, ifølge med den præsiderende biskop.
Her mødte vi den næststørste lutherske kirke i verden. 8,3 millioner medlemmer ud af en befolkning på cirka 64 millioner, en medlemsprocent, der overstiger de lutherske kirker i mange dele af Tyskland. Og en medlemsprocent, der stadig vokser hastigt.
Enhver, der har gået i søndagsskole i 1950'erne eller fulgte med i dansk udenrigspolitik i 1960'erne (jeg gjorde begge dele), vil kunne huske betagelsen af dette land, der blev selvstændigt i begyndelsen af 60'erne og undergik transformation fra Tanganyika til Tanzania.
Landet blev ledet af Julius Nyerere, der i øvrigt var meget aktiv inden for voksenundervisning, også på globalt plan, og som var Tanganyikas premierminister og præsident fra 1961 til 1964 og derefter præsident for Tanzania 1964 til 1985.
En luthersk tanzaniansk nationalkirkeefter nordisk forbillede
Lutherdommen i Tanzania begyndte med missionærer fra Leipzig, fra Norge og fra Danmark. Det blev senest synligt, da Danmission havde årsmøde for et par uger siden med inviterede gæster fra netop Tanzania. Og mødet med generalsekretæren her i Krakow satte nogle ting på plads for mig i dén historie.
For det var Nyerere, som i 1963 opfordrede de lutherske kirker til at slå sig sammen. På det tidspunkt var der otte forskellige, og hans argument var: Hvordan skal vi skabe ét fælles land, hvis de lutherske kirker ikke kan enes?
Nyerere efterspurgte, i generalsekretærens genfortælling, en luthersk nationalkirke, i erkendelse af den betydning, en luthersk folkekirke har for folkelig og politisk enhed.
Man enedes så om at slå sig sammen, men næste spørgsmål var, hvilken styringsmodel, man skulle vælge. Synode og præsident eller biskopper og stifter? Som nævnt mødte vi den ledende biskop, primus inter pares, som samtidig er biskop i sit eget stift – den aktuelle primus er biskop i Kilimanjaro stift.
Der er 27 stifter med hver sin biskop og hver sin generalsekretær – og så den 28. generalsekretær, Robert Martin Kitundu. Altså en nordisk kirkemodel, ikke en tysk, mere reformert præget kirkemodel. De 27 stifter rummer tilsammen over 5.000 menigheder. Og kristendommen – og lutherdommen - vokser stadig hastigt i Tanzania.
Brug for gensidig støtte mellem kirker i nord og syd
Som nævnt husker jeg tydeligt, ikke blot fra Nyereres tid, det tætte samarbejde mellem Danmark og Tanzania. Men i den seneste udenrigspolitiske strategi, som den danske regering står for, fremgår det, at Danmark vil lukke sin ambassade i Tanzania.
Det er en stor sorg for generalsekretæren for den tanzanianske lutherske kirke, der altså nu er på størrelse med den danske og den norske folkekirke tilsammen. De har fortsat brug for samarbejdet med os. De havde endog været i EU for at bede om støtte til, at der ikke bliver lukket ambassader.
Og hvad kunne samarbejdet så handle om? Blandt andet om et af nøgletemaerne her på LVF-generalforsamlingen: gensidig kirkestøtte gennem teologisk uddannelse af både lægfolk og præster, også om de udfordringer, verdens befolkning står i med klimakrise med videre.
Jeg er sikker på, at disse temaer indgår i Danmissions program. Det er sikkert dimensioner, der er brug for at genaktivere på de teologiske uddannelser, og ikke alene på Center for Afrikastudier på Det Teologiske Fakultet i København. Også på mit hjemuniversitet i Roskilde, hvor vi netop har gentænkt Global Studies uddannelsen, inklusive et fokus på global religion, er de internationale samarbejdsrelationer værd at kigge på igen.
Jeg har fået konkret læring med hjem fra dette møde i Krakow. Og måske en ny drøm. Kom til Tanzania, var det sidste, Robert Martin Kitundu sagde til os. Kom og besøg os. Måske?