I dag er mindst 85.000 mennesker i Danmark ramt af demens, og cirka 500.000 er pårørende til personer med demens. Hvis folkekirken skal være kirke for hele folket, må den tage udfordringen op med at finde veje til at være kirke for personer med demens og deres pårørende på en relevant og værdig måde.
Ligesom det i dag er en selvfølge, at folkekirken målretter sine tilbud til for eksempel børn og unge, så burde det også være en selvfølge, at gudstjenester og andre kirkelige tilbud til personer med demens er tilrettelagt på en måde, så det giver mening for denne gruppe.
Man bliver altså nødt til at have en viden og bevidsthed om for eksempel sproglige og kognitive udfordringer for personer med demens, som man må tage højde for i sit arbejde.
Udgangspunktet må være at møde ethvert andet menneske med værdighed. Det indebærer ikke mindst en anerkendelse af, at det andet menneske har unikke behov og længsler, og at det andet menneske har en unik livshistorie og sociale relationer, som har gjort personen til den, vedkommende er i dag.
Særligt i mødet med personer med demens er det altafgørende at fastholde dette blik på den anden, da konsekvenserne af demenssygdommen ofte er tab af hukommelse og sprog, som gør det vanskeligt for personen selv at give udtryk for egne ønsker og behov.
Ønsket om at gøre gudstjenester tilgængelige for demente
Da jeg begyndte som præst og holdt plejehjemsgudstjenester, foregik det som mini-højmesser med en let forkortet udgave af prædikenen fra sidste søndag. Jeg blev dog hurtigt frustreret, da jeg opdagede, at ingen rigtigt fik noget ud af det.
Frustrationen blev dog vendt til en ambition om at finde en tilgang til beboerne på plejehjemmet, der tager udgangspunkt i værdigheden og det unikke i hver person, og som på samme tid bruger viden om, hvordan kommunikation kan finde sted med personer med demens, hvor sprog og hukommelse er ved at forsvinde.
Ambitionen om at gøre tingene anderledes førte til et udviklingsprojekt på Diakonissestiftelsen, hvor præster, organisten og andet personale systematisk begyndte at indsamle viden om demens og at udvikle gudstjenesteformer, der tager udgangspunkt i den konkrete situation, som personen med demens befinder sig i.
I samarbejde med Diakonissestiftelsens to plejehjem begyndte vi at lave gudstjenester, som vi i stedet for mange ord byggede op omkring tre praksisformer, nemlig sanselighed, reminiscens og personligt nærvær.
Sanselighed betyder, at dufte, berøring og lyde spiller en rolle i gudstjenesten. Med systematisk brug af reminiscens arbejdes der med at genkalde minder fra personens fortid, og endelig er det personlige nærvær afgørende, hvor hver enkelt deltager oplever nærvær og opmærksomhed fra præstens og det øvrige personales side.
Vi oplevede, at vi med disse tre praksisformer ofte formåede at komme ind til personen bag demenssygdommen.
Diakonissestiftelsens fik midler fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter til at lave et udviklingsprojekt, hvor vi indsamlede erfaringer fra både sognekirker og plejehjem, og hvor vi selv udviklede nye praksisformer.
Gratis e-læringskursus om mødet med demente
Erfaringerne fra projektet har vi gjort tilgængeligt i et gratis e-læringskursus "Eksistens med demens", som ligger på Diakonissestiftelsens hjemmeside. E-læringskurset henvender sig både til personale i folkekirken og til plejepersonale ud fra den erkendelse, at opgaven med at møde personer med demens må foregå i et tværfagligt samarbejde mellem kirke og plejesektor.
Ved en plejehjemsgudstjeneste gav jeg engang hver deltager en glat, rund sten, som de kunne sidde med i hånden. Stenen brugte jeg som et billede på det, som kan være tungt i livet. Efter gudstjenesten satte jeg mig ved siden af en af deltagerne, som stadig holdt sin sten i hånden, og efter vi havde siddet lidt sammen i stilhed, sagde hun pludselig med svag stemme: "Min mand og jeg, vi samlede også sten på stranden."
Stenens sanselighed og minderne, der var knyttet til den, og det, at jeg brugte tid på opmærksomt at sidde hos hende i stilhed efter gudstjenesten, havde rørt et personligt og dyrebart minde hos kvinden, som jeg er sikker på ikke ville være sket, hvis jeg havde holdt en almindelig prædiken. Efterfølgende fik hun stenen med sig, så også plejepersonalet fik anledning til at tale om minder ud fra stenen.
Det kræver viden om demens og måske lidt kreativitet at nå mennesket bag demenssygdommen, men med den rette indsats og med godt samarbejde med plejepersonalet vil det være muligt at møde personen med demens som en unik person på en værdig måde.