Alle helgens dag, anden tekstrække: Matt 5,13-16
Ved Allehelgen mindes vi på en særlig måde vores døde. Sorgen og savnet. Og når det går godt, taknemmeligheden tillige.
Vores døde får vi ikke igen. De hører jorden (og hvem véd! himlen) til. Der har de fred.
Vi skal og kan være salt og kraft og lys i hinandens liv. OG vi skal lade vores døde være i fred.
Derfor satte de gamle sten på graven. For at den døde skulle blive i jorden.
For os som kristne har stenen på graven ydermere fået den særlige betydning at minde os om Jesu grav påskemorgen med stenen væltet fra.
Johannes V. Jensen har i ”Kongens Fald” fortalt om ynglingen Axel. Axel den Sorgløse, som dør. Og om hans elskede og dybt sorgfulde Inger, som Axel en nat går til fra sin grav på Graabølle kirkegård og siger: Kære Inger, de døde skal blive nede. Og Inger går med ham til kirkegården og giver slip: ”Og den døde Mand slap i Jorden. Hun saa ham ikke mere.”
Der er mange måder at kunne være salt og lys i hinandens liv, ”trods synd og død”.