Kaj Munks prædikener - 2. juledag

Kaj Munk: Sankt Stefans dag

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 2. juledag, 1. tekstrække

Afholdt: 
26. december 1930 i Staby Kirke

Prædikentekst:
Matthæusevangeliet 23,34-39 og Lukas 2,33-40
2. juledag var sammenfaldende med julesøndag i 1926, derfor de to prædiketekster

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

 

Prædiken:

Der er den stærkeste Modsætning mellem de to Evangelier, der er henlagt til 2 efter hinanden følgemde Helligdage i Julen: II Juledag og Julesøndag.

Det ene Sted fortælles om Forfølgelse og Mord, Genstridighed og Bespottelse og Had indtil Blodsudgydelse, det andet Sted hviler der Afklarethed, Fred og Aftenrøde, et gl. hl. Menn.s Fromhed og Tro. I

Epistlen til II Juledag fortælles, hvordan X's bange Anelser gik i Opfyld. som helt kort efter hans Død: de, der ikke havde villet samle sig under hans udbredte Vinger, drev nu deres Trods til Voldsdaad og stenede Stefanus, fordi han var hans Disc. Derfor kaldes Hl.dagen Sct Stefans Dag, og her i Vestjylland, hvor II-Hldagen er de unges Kirkedag præker vi om den unge Stefanus. Søndagen ml. Jul og Nytaar er Børnenes eller de gl.'s Dag: Barn Jesus i Templet og Simeon og Anna, de to gamle fromme forventende Mennesker.

Naar der nu er denne Forskel ml. de to Evangelier, saa ligger det jo deri, at selve Yderpunkterne i Evangeliet ligger saa langt fra hinanden, selve Livets Muligheder, og Juleforkyndelsen, der samler flest Mennesker, vil gerne spænde over det hele, vil have det hele med. Og lægger vi ret Mærke til det, saa ser vi da ogsaa snart, at disse 2 Evangelier er ikke 2 Evangelier, men det samme Budskab gaar gennem dem begge to.

Hør den gl. Simeons Ord: denne er sat til Fald og Oprejsning. Ja, han taler nok om, at hans Øjne har set din Frelse, som du beredte for alle Folkeslagenes Aasyn, et Lys til at oplyse Hedningene og en Herlighed for dit Folk Israel.” Jo visst var der født en Frelser, endda en Frelser for alle Mennesker og dog en Frelser, der bliver til Fald for mange. Ja, han frelste Stefanus, men dem, der rasede mod Stefanus og myrdede ham, for dem blev X til Sjæleskade, Sjælefortabelse, Fald, og saadan har det været gennem alle Tider og er den Dag i Dag: der, hvor han modtages med Glæde, der, hvor Hjerterne aabner sig for ham, der er han Frelser til evigt Liv. Men der, hvor hans Ord ikke høres, hvor Menn. ikke vil, eller hvor de nok hører, men ikke tager imod, ikke tilegner sig i Hjertets Ydmyghed og Lydighed, der bliver X til Fald, og naar de engang slaar deres Øjne op efter Dødens Søvn, naar de vækkes af Dommedagens Alvor, naar hans Opstandelses og Genkomsts Lys falder paa dem og de ikke længer kan skjule sig hverken bag Hovmod eller Letsind eller Ligegladhed, da vil det forfærdeligt aabenbares at han er en Frelser til Oprejsning for mange, men ogsaa til Fald for mange.

Kære Kristi Venner, for vi er jo dog hans Venner, lad os midt i vor Juleglæde høre hans Alvorsord, lad os sige til ham: Du skal være min Frelser til Oprejsning, jeg bygger ikke paa mit eget, men paa dig, din Naade, din Alvor, din Kraft, og saa tør jeg tro, at jeg skal se din Frelse og som din Tjener kunde fare herfra.

Amen

Kommentar:

Denne prædiken fra mellemkrigstiden, 1930, er en typisk menighedsprædiken. Munk benytter sig af allehånde forkortelser i sit manuskript, som tydeligvis kun var bestemt for ham selv.

På Sankt Stefans dag, som 2. juledag også benævnes, er epistelteksten egentlig søndagens tekstmæssige udgangspunkt i den stærke beretning fra Apostlenes Gerninger 6, 8-14; 7, 54-60. Her fortælles om den første kristne martyr, Stefanus (i ældre dansk tradition: Stefan), som bliver stenet for sin kristne tros skyld, alt imens han påkalder Kristus.

Munk indleder med en sammenstilling: 2. juledag handler om forfølgelse og vold – julesøndag om fred og velsignelse. Hadet imod Guds sendebud kontra glæden ved at modtage julens barn i tro.

”X” er Munks klassiske forkortelse for Kristus, inspireret af det græske Khi, som i form svarer til det latinske X, det første bogstav i ”Kristus” på græsk. Jesus ville gerne samle verden under sine vinger, men anede, hvad der ville ske. Dagen kaldes Sankt Stefans dag ”her i Vestjylland”, hvilket antyder, at den gængse betegnelse ”2. juledag” var Munk bedre kendt fra Lolland og København. Julesøndag kaldes derimod ”børnenes dag” p.g.a. teksten om Jesu velsignelse om omskærelse på 8. dagen.

For Munk markerer disse tekster yderpunkterne. Alligevel udgør de to dele, af det samme evangelium, med det samme budskab. Simeons forudsigelse om, at ” denne er sat til Fald og Oprejsning” peger faktisk frem imod modsigelsen og Stefanus’ skæbne. Hvor Kristus modtages med glæde og åbenhjertighed fører han til frelse og evigt liv. Hvor han forkastes fører forkastelsen til ”Sjæleskade, Sjælefortabelse, Fald,” Det gælder også ved dommedag, hvor lyset fra Kristi opstandelse og genkomst bliver så tydeligt, at ingen kan skjule sig bag ”Hovmod eller Letsind eller Ligegladhed.” Jesus vil jf. Simons ord være anledning til såvel oprejsning som fald, både i en eksistentiel og en eskatologisk betydning.

Som sådan er juleglæden kombineret med alvor: Kristus må modtages til oprejsning, hvormed den troende modtager Guds nåde og kraft. Prædikenen slutter atter med en reference til oprejsning og fald (Lukasevangeliet 2,34).

Hvor Munk i andre prædikener er meget billedrig og eksempelstærk i sin beskrivelse af efterfølgelsens vilkår og prisen for at være en discipel er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt dette tema fylder i denne prædiken. Martyriet, herunder tanken om Munks eget påførte martyrium, er fraværende. Til gengæld fremstår dualiteten i Kristusskikkelsen tydeligt; fokus er på individets modtagelse af ham, hvilket indbefatter mulighederne for såvel oprejsning som fald. De videre følger omtaler Munk kun kortfatte, og lader tilhøreren selv danne sig sine slutninger.

Prædikenen synes på mange måder som et forsøg på at gå en via media, som nok udfordrer julens ubetingede fredsbudskab med en refleksion over Stefanus, men som dog så vidt muligt lader dette fredsbudskab klinge videre.

Om prædikenen 

Temaer: Jul, Kristus, Stefanus, forfølgelse, oprejsning, fald

Type: Formaningsprædiken, juleprædiken, opmuntringsprædiken

Referencer:  Matthæusevangeliet 23,34-39: Jerusalem slår profeterne ihjel
Lukasevangeliet 2,33-40: Simeon og Anna velsigner Jesus i Templet

Munks liv: Gift med Lise 1929.
Dramaet ”Havet og Menneskene”
Kilde: Kaj Munks liv - Tidstavle