Kaj Munk: Sædemanden, Skabelsen og Ordet

Prædiken til Seksagesima søndag, 1. tekstrække
 

Afholdt: 

15. februar 1925 i Vedersø Kirke, datering af Niels Nøjgard
 

Prædiketekst:

Markusevangeliet 4,1-20

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«  

Prædiken: 

Den første Sædemand er Gud: fra hans Hænder fløj Kloders Titusinder ud i Verdensrummets uendelige Agermark; og paa hver Klodes Jordlod saaede han atter Livets Titusinder af Sædekorn. Det gav han Regn og Storm og Sol, Modgang og Kamp og Sejr for saadan at udvikle det bedste i det. Men meget ugodt udvikledes. Da lod han sin Søn stifte Guds Rige paa Jord. Og Jesus kom og saaede sine Ord ind i Hjerternes Jord, for at de kunde fæste Rod der og voxe op og kvæle Ukrudtet. Og efter ham staar vi Præster og saar, og enhver Kristen, ja, hvert Menn. saar ved sit Eksempel, saar godt og saar ondt ind i Menn-hjerter: saadan gør han, saadan gjorde han. Især saar da Forældrene i Børnenes Hjerter. Om vi nu kunde saa godt. Men lige saa svært som vi ofte føler det er at faa det gode til at gro i vore egne Hjerter, lige saa svært kan det føles at skulle saa, fordi det kan tykkes saa haabløst. Er det en Gerning, der duer; faar du noget ud af det. Kan det nytte at staa her og præd. Sønd. e. Sønd? Nytte for Sognet, nytte dig selv? Er det ikke spildt altsammen. Jesus har følt det samme; og han taler om 3 Slags Jord, hvor det blev spildt: (alle 3 Steder høres Ordet)

Den alfarne Vej — ingen Rodfæstning — der præd. — det er smænd godt altsammen det bliver aldrig andet end Overflade og Mundsvejr, det trænger aldrig ind, sætter aldrig Frugt

Det tynde Jordlag — de let begejstrede — ja, nu er de omvendt — og nu er de rørte, og fra nu begynder det — og saa slaar det over i sin Mods., bliver til Spot eller ved et sædeligt Fald — eller de ved ikke selv hvordan de gik, og et Øjeblik efter — nu, saa kan de være Fyr og Flamme igen.

Tjørnekrat — de faar aldrig tilegnet sig det ret, for megen Uro, Forlystelsessyge eller Spekulationer og idelige Bekymringer kvæler al Glæde; de hører det, men kan kun sukke ved det — det er maaske for de andre, vi osv.

Hvad er Guds Ord — det er Ordet, der taler med Myndighed til os, den uoverhørlige Tilskyndelse til at slippe det, vi selv føler ikke dur, og give os Evigheden i Vold.

Amen
 

Kommentar:

I modsætning til Munks sene prædikener, som i reglen er kendt fra fuldstændige manuskripter udgivet i bogform, er denne prædiken kortfattet og til en vis grad fragmentarisk. Munk bruger forkortelser og indforståede henvisninger, hvortil han måske har tilføjet yderligere stof undervejs under selve prædikenen. Ikke desto mindre er det let at følge Munks tankebaner, som mod slutningen af prædikenen er ganske synkrone med selve evangelieteksten.  

Munk indleder med at beskrive et kosmisk drama. ”Den første Sædemand er Gud.” Her fokuseres på selve skabelsen, som i Munks forestilling bliver Gud, der lader titusinder af kloder flyde ud i verdensrummet. På hver klode sås derefter titusinder af korn. Kornene har forskellige betingelser, hvilket også er Guds vilje. Noget bliver godt, men andet skidt. Som følge heraf kom Kristus og jorden blev endnu engang tilsået, denne gang med ”sine Ord ind i Hjerternes Jord.” Der er således et vækstmotiv, hvor Munk ser en overvindelse af ”Ukrudtet”, den dårligdom, som afspejler menneskets fald og syndefald. 

Som andre kristne, og særligt som præst, sår Munk i lighed med sædemanden det Kristi ”Ord”, som også forældre sår hos deres børn. Ganske vist kan det virke håbløst, hvormed Munk relaterer til sin egen oplevelse som søndagens forkynder, men Munk inddrager samtidig Jesu psykologi. Jesus beskriver selv de tre slags jordbund, hvor ”Ordet” spildes, selvom de høres. 

Munk beskriver kun de tre jordbunde ganske kortfattet:
”Den alfarne vej”: overfladisk og frugtesløs. 
”Det tynde jordlag”: begejstring, måske efter en omvendelse. Kan slå over i sin modsætning, f.eks. ved seksuel umoral, og igen opvækkes med begejstring.
”Tjørnekrat”: hyppige bekymringer, overdrevne overvejelser eller ”Forlystelsessyge” kvæler frugten. 

Den jordbund, hvor ”Ordet” ifølge evangelieteksten bærer god og rigelig frugt kommenterer Munk slet ikke i prædikenen.

Til sidst opsummerer Munk ved at definere ”Ordet”: der er tale om en ”uoverhørlige Tilskyndelse” til at knytte os til det evige. Det er talt med Guds myndighed og en forudsætning er erkendelsen af det, ”vi selv føler ikke dur”, og som derfor må opgives.

Med udgangspunkt i denne prædikens korte form kan det spørges, om der virkelig er tale om en fuldgyldig prædiken? Indledningen er mere udfoldet og i det dobbelte såningsmotiv: skabelsen og Kristi genoprettende ord, er der ansatser til en interessant, teologisk vinkel. Denne vinkel gennemsyrer dog ikke prædikenen til dens noget abrupte afslutning. Formentlig har Munk tilføjet perspektiver undervejs, som dog ikke er overleveret til læseren i dag.