Kaj Munks prædikener: Prædiken til Midfaste, 2. tekstrække

Kaj Munk: Prædiken til Midfaste - Jeg er livets brød

Fotografi af digteren og præsten Kaj Munk i sit hjem i Vedersø. Foto: A E Andersen/Ritzau Scanpix

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Afholdt: 30. marts 1930

Prædiketekst: Johannesevangeliet 6,24-35[36-37]

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.«

Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden."

De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«]

Prædiken:

Hele Ordskiftet i Dag ml X og Jøderne er egentlig over det Emne, vor Text begynder med: Jeg er Livets Brød, den som kommer. Det er jo Ord, vi bruger at indlede Altergangen med, og jeg har mange Gange staaet ved Alteret her eller siddet i andre Kirker og tænkt naar jeg hørte disse stærke Ord indlede vor Nadver: kan vi nu svare til det? Er det rigtigt, at de Folk, der nu søger op til Knæfaldet, at det er Folk, der hungrer og tørster efter Retf. Stærke Ord er det jo. Det kan knibe nok at skulde svare til hungre og tørste, men saa Retf.

Hvis der nu stod: Velvære, Penge. Eller Sundhed. Eller en, de elskede. Eller bare — i Hungerstider — det daglige Brød. Alt det kan vi tørste efter. Men Retf., ja, den vilde vi godt tage med i Købet — en rimelig Verdensorden og større Ulastelighed i os selv — men egentlig tørste.

Kan det nu ogsaa være nødvendigt for at gaa til Alters. Det har X intetsteds sagt. Han har jo ikke forordnet Altergangen i Formen, som den foregaar. Det har vi Menn. gjort og har derfor Ret til at lave det om, naar vi synes, vi nu kan finde paa noget bedre. Og det er da et Spørgsmaal, om der ikke kunde findes en bedre Indledn. til Altergangen end disse Ord fra Johs-ev. Thi det skulde jo ikke gerne være saadan, at vi var med til noget, vi ikke var med i. Det sker grimt tit nok i Kirken (Fadderskab, ofte , kirkelig Vielse, Begravelse — mange kunde trænge til at komme i Jorden helt andre Steder end paa en Kirkegaard.)

Men har vi besindet os paa, at det er stærke Ord vi begynder vor Altertjeneste med, vil vi dog ogsaa enes om, at det er ikke forkerte Ord. Thi selve det første: Jesus sagde, jeg er Livets Brød, det er dog Alterordet det hele, det kommer an paa, og vi ved, at naar Ordene gælder ham, er de ikke for stærke, det er kun, naar det gælder os. Og saa tænker jeg ikke, det er saa gal en Fortolkning, naar vi lader Hunger og Tørst efter Retf. betyder Hunger og Tørst efter det Livets Brød. Og noget af den H. og T. maa nu være til Stede i Nadvergæstens Hjerte for at Altergangen kan blive ham til Velsignelse. Er det nu saa utænkeligt, at det kan være saadan?

En gammel, forslidt Kone — kan hun ikke godt længes efter Retfærdighed i den hl. Stund, da hun nærmer sig Livets Gud, længes efter at faa krængt al sin Krumbøjethed og sit Smuds af sig, at faa styrket noget inden i sig, der var frisk og leende engang — kan hun ikke føle, ogsaa hun har en Personlighedskærne, hun intet ved af i Hverdagen, men som i de faa Timer i hendes Liv, der er viet det hellige, Helligelsen staar for hende som noget, der ikke maa gaa tabt.

Og vi andre — hvordan er vi maalt med vor Nabos Alen — fulde af Selvindbildskhed og Selvfornøjethed eller — usselt selvoptagne og usselt selvforkastende, saa alt, hvad vi gør, synes os tomt og fordrejet. Maaske ved vi ikke af at vi er saadan i Naboens Øjne, maaske er vi det endog i vore egne, men ligegyldigt — der er i Altergangen noget, der kan hæve os over dette over os selv og ind i os selv — vi føler eller kan i en stor, stille Altergang opleve en Følelse af, at der er andet i os end Slagger — især, naar vi først har følt Slaggerne — noget, vi saa inderlig gerne vilde ikke skulde gaa til. Dette er det, X styrker til evigt Liv i os ved at give af sig selv. Dem, der føler dette kommer han i Møde med de Ord: Jeg er Livets Brød.

Amen.

Kommentar:

Munk tager her udgangspunkt i en enkelt sætning fra evangelieteksten, nemlig at Kristus er livets brød. Resten af prædikenen handler derefter om en perspektivering af dette ord i forhold til nadveren og navnlig nadverliturgien i Folkekirken.

Munk reflekterer over altergangen. ”Er det rigtigt, at de Folk, der nu søger op til Knæfaldet, at det er Folk, der hungrer og tørster efter Retf.”? Her er en reference til Bjergprædikenen, Mat 5,6: ” Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.” Munk betvivler, at det er den enkeltes længsel: ”Hvis der nu stod: Velvære, Penge. Eller Sundhed. Eller en, de elskede. Eller bare — i Hungerstider — det daglige Brød. Alt det kan vi tørste efter.” Retfærdigheden er etstørre begreb, som mennesket sjældent tørster efter, selvom det ønsker ” en rimelig Verdensorden og større Ulastelighed i os selv.”

Kristus har ikke indstiftet nadveren i den nuværende form, som mennesket derfor står frit overfor. Det vigtige er, at mennesket er ”med i” ritualet. Desværre er det ofte tilfældet ved ”Fadderskab, ofte, kirkelig Vielse, Begravelse”. Tilmed er der mange, der ikke burde begraves på kirkegården. Alligevel er nadverordene meningsfulde på baggrund af ordene om Kristus som livets brød. Her er hungeren og tørsten implicit.

Munk nævner nu to eksempler: Den ældre kone, som sådan set lever et verdsligt liv men ”har en Personlighedskærne, hun intet ved af i Hverdagen”. I kirken, ved sakramentet ”staar [Helligelsen] for hende som noget, der ikke maa gaa tabt.” På samme vis med ”vi andre”, hvor Munk inkluderer sig selv. Vi er nok ”fulde af Selvindbildskhed og Selvfornøjethed eller — usselt selvoptagne og usselt selvforkastende”, i andres og egne øjne. Vi lever ”tomt og fordrejet”. Men i altergangen sker der noget, vi ser os selv med Guds blik, ”en Følelse af, at der er andet i os end Slagger”, som er noget dybt og bevaringsværdigt. Her kommer Kristus os i møde med ordet: ”Jeg er Livets Brød.”.

Munks prædiken er kort og simpel. Den kobler det ene evangelieord foruden verset fra Bjergprædikenen sammen med kirkens sakramente i nadveren.