Kaj Munks prædikener - 1. søndag i advent

Kaj Munk: Indtoget i Jerusalem

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 1. søndag i advent, 1. tekstrække
Indtoget i Jerusalem

Afholdt:
1. december 1940 i Vedersø Kirke

Prædiketekst:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
 

Prædiken:

I Dag begynder vort Kirkeaar. 52 Søndage og nogle Højhelligdage sender vi Tankerne tilbage over, Ordet har kæmpet sig frem, Sangen løftet sig, Sakramenternes stille Værdighed velsignet os her i Herrens Hus. Ingen har forstyrret os. Ingen har gjort os noget. Skulde vi saa ikke føle Trang til at takke Gud? Bare vi vidste, om vi kunde det. Den Fred, vi har nydt, er den Guds ufortjente Naadegave til os? Eller skyldes den, at Fanden hytter sine? Har vi forskrevet os til Fristeren, da han bød os billige sin Fred?

Gud forlade mig, jeg ved det ikke. Og jeg ved end ikke, hvor godt det er med al den Fred. Jeg gruer for Straffen for vor Skulken, mens alle andre døjer den haarde Skolegang. Og for at vi faar det alt for billigt, Guds dyre Ord. Jeg kan ikke rigtig være med til dette: Tak, Herre, at det ikke koster os noget at høre dig til. Tak, at de andre betaler for os med Forfølgelser og Pinsler over sig.

Og dog tror jeg, at den sagtmodige Frelser har redet sit Æselsridt iblandt os i det tunge, lange forløbne Aar. Jeg kan aldrig blive træt af at undre mig over, at det var et Asen, han sagtmodig holdt sit Indtog i Jerusalem paa. Det styrker mig tit. Naar jeg vil fordømme mig selv som jeres Præst og siger: “de fortjente at faa en, der kunde bruge meget mere af sin Tid paa dem; de fortjente at faa en, der var me-get strengere, meget mere afgjort; de fortjente at faa en, i hvem Guds Ord var ganske anderledes Kød og Blod; du duer heller slet ikke; du maa meget hellere rende fra det; det skylder du egentlig dit Embede.” — Ja, naar jeg er naaet saa vidt, saa er der altid noget, der holder igen i mig, og det er den Tanke, at Kristus kom ridende paa et Asen.

Og nu mine Prækener. Jeg er ikke sjældent halvvejs fortvivlet over dem, jeg kan huske, da jeg var 15-17 Aar, hvordan jeg svor mig selv under Kirkegang, at naar jeg engang blev Præst, skulde jeg ikke staa og prædike alt dette ligegyldige og uvedkommende, nej, det skulde blive Ord med Bud til hver eneste en. Og nu — er det det? Jeg kan være saa utilfreds med mig selv, at endog Evangelierne kan forekomme mig fortidige og utydelige! Skal det kaldes Guds Ord! Verdens Visdom er jo langt elegantere. — Saa smiler det sig atter frem inde i mig, at det var et Asen, han kom ridende paa.

Og naar jeg staar og døber de smaa Børn med lunkent Vand fra Kristianes Køkken — naar jeg rækker jer Alterens mere end beskedne Maaltid, ja, saa tvivler jeg ikke om, at en hvilken som helst Odd Fellow Loge kan arrangere Ceremonier langt mere mystiske og imponerende. Men hvor stemmer det godt, det, der sker her i vor Landsbykirke, med vor sagtmodige Frelsers Færd.

Jeg længes stundom efter, at Kirken skulde komme til jer med Brask og med Bram. Der kan gaa Liderlighed i Svang, eller den evige beskidte Tæven i Kortene kan stjæle Penge fra Fattigmand og fra hele hans Hjem, eller Forsamlingshusballet kan munde ud i en Ruinhob af Flasker, saa man ønsker, man stod i Pagt med Paven og kunde sætte i Ban. Men man har ikke andet end Ordet, det stilfærdige, det indtrængende, næsten bønlige Ord; for det var jo et Æsel, han red paa, og ikke en Stridshingst.

Og hvordan er man mødt ved Sygesengen, hos de døende, hos dem, der trængte til Trøst? Lægen han kommer endnu paa Krigens tredie Aar, flyvende paa Benzin og Gummi, og han har Morfinsprøjten med. Den Herre Kristus kommer paa Trædecykle og har kun en Salme at byde paa. Men det er dog hændt, at naar Lægens Kunst ikke strakte længere, gav den anden endnu ikke op. Lægen, Livets Haandlanger — alle hans Veje er blinde; bestandig stopper de op foran Døden. Men der hvor Tømreren faar Lov at kante sig ind, slaas der Bro over Sluget til Evigheden.

Men naturligvis sker det ogsaa af og til, at det bare er Æslet, der holder Indtog. Dog — Gudskelov fornam det stundom, at Rytteren var med. Og det haaber — ejah! at han var det langt tiere, end det mærkede det. —

Og nu løfter jeg Øjnene fra mit lille Sogn, fra mit lille Land ud over den store Verden. Mægtige Begivenheder ser jeg vælte os i Møde overalt. Der rider de paa Kameler og Hingste, der bruser de frem i alle Slags Uhyrer til Lands, til Vands og i Luften. Hvordan skal en stillefarende Mand paa et Æsel klare sig i det Vildskabens Sammenstød? Ja, ja, tro, hvad I vil, men de andre klarer sig ikke. For Døden er i al deres Idræt og Agt. Er der overhovedet nogen Fremtid for Menneskeheden, da bliver det den stilfærdige Rytter paa Æslet, der beviser, at salige er de Sagtmodige, for de skulle arve Jorden.

Herre Jesus, vi byder dig velkommen her i dit Hus. Storherrerne i Verden kan spille Bold med Jorden og omstyrte Riger og skabe Nyordning — og vi ser nok, hvad Orden der bliver. Du alene kan give os det Sind, der skaber Fred og virker til Næstens Gavn, du ene kan frelse vore Sjæle. Vi byder dig velkommen i det nye Kirkeaar! Vi takker dig, at vi ved, du Søndag for Søndag, Dag for Dag, vil finde Vej til os i det Aar, der kommer, som du gjorde i det, der gik.

Amen.

Kommentar:

Dette er den fjerde og længste, kendte prædiken af Kaj Munk til 1. søndag i advent, 1. tekstrække. Anledningen er et bogprojekt, ”Med Ordets Sværd, Danske Prædikener 1941-42”, en prædikensamling med 28 prædikener.  Denne samling er efterfølgeren til ”Ved Babylons Floder. Danske Prædikener 1941”. Der er det interessante ved netop denne prædiken, at den ikke kan være skrevet i 1941, som bogens titel angiver. Prædikenen bygger på bibelteksten til året før, 1940. Forklaringen er formodentlig, at Munk tænkte i kirkeår (som begynder 1. søndag i advent) mens forlæggeren tænkte i kalenderår. Det fortæller også noget om sigtet med prædikensamlingen: Den skulle tilegnes den almindelige dansker, ikke blot det kirkelige establishment, hvor det, at kategorisere i kirkeår fremfor kalenderår ville være naturligt.

Munk er ude i et særligt ærinde. Titlen ”Danske Prædikener” antyder, at det ikke er uden hensyn til besættelsen, at Munk nu begynder en egentlig udgivelse af prædikener. Måske har en overvejelse været, at prædikener som genre ville undgå censuren.

Tidligere prædikener til denne søndag foreligger fra 1924, 1928 og 1930. I lighed med Munks prædikenmanuskripter i øvrigt har de en bevægelse imod at blive mere og mere sparsomme – indtil det skriftlige medie nu i 1940 fordrer en større udfoldelse og præcision af manuskriptet. Derfor læser vi her Munks mest fulde manuskript til denne søndag.

En problematik, som er relevant ved enhver prædikensamling er, hvorvidt den pågældende prædiken er blevet afholdt præcis som det trykte manuskript. Det kan vi ikke vide. Det er muligt, at Munk i Vedersø har tilføjet visse lokale eller helt aktuelle elementer, som ikke har været relevante i forhold til en prædikensamling med et bredt publikum i fokus.

Anslaget er begyndelsen af det nye kirkeår: Der panoreres tilbage på det forgangne år med højtider, nadver, bøn, sang etc. i kirken.  Der opfordres til taknemmelighed mod Gud for fred og alt godt. Men hvorvidt freden nu er en Guds gave eller en fristelse fra Satan, nager Munk. Måske freden ikke er så god, og danskerne er som eleven, der skulker, fremfor at passe sin skole. Munk sammenlignede ofte (om end ikke her) med den norske modstandsvilje mod den tyske besættelse, som Munk ikke så i den danske samarbejdspolitik under Stauning og Buhl.

Munk ser for sig Jesus, ridende på et æsel gennem det forgangne år, ligesom ved indtoget i Jerusalem. Munk bekymrer sig for, om han selv har været tilstrækkeligt tilstedeværende og engageret en præst for menigheden i Vedersø. I forhold til prædikenerne føler Munk sig heller ikke helt overbevist om deres relevans. De bibelske tekster i forkyndelsen synes at mangle samtidens elegance og raffinement, dog opmuntres Munk af den tanke, at Jesus selv tog et æsel i sin tjeneste.

På samme vis kan de kirkelige ceremonier og ritualer synes beskedne og simple i forhold til det omgivende samfund. 

Munk kunne forestille sig at tale dunder mod tidens seksuelle umoral, spil og druk. Munk refererer her til det grundtvigske forsamlingshus, som for Munk ofte var et alibi for umådeholden druk og svir. Og dog må han afstå, i billedet af det ydmyge æsel.

Herefter opstilles kontrasten mellem den anerkendte læge, som har bil og morfin, mens præsten må køre på cykel. Munk led under afsavnet af sin store Chevrolet, indregistreret året før, grundet benzinrationering. Dog har lægen kun magt over det fysiske, og da kun til en vis grænse. ”Tømreren” (et billede på Jesus) har derimod magt til at række ind i det evige. 

Munk forestiller sig Jesus, som rider på æslet gennem en verden, som domineres af andre ridedyr og transportmaskiner. Selvom de er effektive, er Jesus på æslet ved sin sagtmodighed dog verdens håb. Der refereres til Bjergprædikenen, ”salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.” (Matt 5,5). 

Prædikenen slutter med en påkaldelse af Gud. ”Storherrerne i Verden kan spille Bold med Jorden og omstyrte Riger og skabe Nyordning”, en reference til de krigsførende magter. Nyordning (tysk: Neuordning) var en kendt term for nazificeringen i det 3. Rige, hvorfor Munk formodentlig introducerer en slet skjult antinazistisk brod. I modsætning hertil står Guds magt, som formår at skabe sand fred, næstens gavn og sjælens frelse. Menigheden kan se frem imod det nye kirkeår med fortrøstning på grund af Guds nærhed.

Man kan identificere flere strukturer i prædikenen:
Kristus på æslet står i kontrast til ”Storherrerne i Verden”.
Æslet symboliserer præsten, som står i kontrast til både moralisten og lægen.
Prædikenen indledes med at skue tilbage, slutter med at se frem.

Om prædikenen

Temaer: Besættelsen, ydmyghed, Kristus i kontrast til verden

Referencer: Indtoget i Jerusalem, Matt 21,1-9, Bjergprædikenen, Matt 5,5

Type: Belæringsprædiken og besættelsesprædiken

Munks liv: Digtsamlingen ”Navigare Necesse”
Dramaet ”Niels Ebbesen” skrives, men udgives først senere
6. maj 1940 indførtes strammere censurregler ved Udenrigsministeriets Pressebureau
Kilde: TIDSTAVLE - KAJ MUNKS LIV