Kaj Munk: Helbredelsen af en spedalsk og officerens tjener

Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger, 1. tekstrække

Afholdt: 26. januar 1941 i Vedersø Kirke

Udgivet i "Med Ordets Sværd", 1942

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 8,1-13

Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«  Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.

Prædiken

Da Jesus gik ned fra Bjerget, hvor han havde lært: “Salige er de Sagtmodige, thi de skal arve Jorden, og Salige er de Fredsommelige, thi de skal kaldes Guds Børn”, og var kommet ind i Kapernaum, staar der altsaa fortalt i vor Text i Dag, at der traadte en Premierløjtnant hen til ham, bad og sagde: “Herre, min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarlig.” Men Jesus saa paa Premierløjtnanten og sagde: “Det har du godt af, du, som selv har valgt et Haandværk, hvor det gælder om at gøre Mennesker værkbrudne og pine dem svarlig; men hør nu her: hvis du vil nedlægge dit Embede og for Fremtiden indrette dit Liv efter, at giver en dig et Slag paa din venstre Kind, saa vend den højre til, skal jeg forbarme mig over dig og komme og helbrede din Dreng.”

Nej, det staar der ikke et Ord af. Jesus bevilger hans Bøn med det samme. Og Manden bliver jublende glad: “Herre, jeg er ikke værdig, at du gaar ind under mit Tag; men giv bare en Kommando, for du er jo Herre over alle Kræfter og Magter; det er som inden for mit Felt: jeg har Obersten over mig og menige under mig; og siger jeg til en: “Gaa!” og saa gaar han, og til en anden “Kom!” saa kommer han; og til min Oppasser: “Gør det og det!”, saa gør han det.” Da Jesus hørte dette, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte: “Sandelig siger jeg jer, ikke engang i vort eget Folk har jeg fundet en saadan Tro.” Og til Premierløjtnanten sagde han: “Gak bort, og dig ske, som du troede.” I samme Time blev hans Dreng helbredt.

Ja, han var en mærkelig Mand.

Hvad skal nu denne Fortælling sige os?

Havde Jesus det lige som visse Prædikanter, der hænger Præsten fra sig sammen med Kjolen? I Kirken en udmærket Fremfører af Sandheden og i det verdslige Liv en behagelig Selskabsbroder?

Der har aldrig været et Menneske, saa vidt jeg har hørt, der som han levede, hvad han lærte.

Hvordan ser da Jesus paa Militæret? Mange Kristne og deriblandt nogle af de bedste er ikke i Tvivl om Svaret. Han fordømmer enhver Form for Krig, og vil du have med ham at gøre, maa du være Militærnægter. Historien her staar som et Udtryk for, at selv de Mennesker, hvis Gerning han afskyede (Dræbeprofessionen) og nok engang afskyede (hans eget Folks Undertrykkere), selv dem viste han sin Kærlighed imod.

Ak, var det bare saa simpelt og ligetil, sukker vi andre. Det Standpunkt er det nemmeste, for det er saa konsekvent. Ogsaa vi hader Krigen og dens Væsen og dens Gerninger. Hvor vilde vi gerne have Lov til at staa op og stemple den som Synd, Synd, idel Synd. Hvor vilde vi gerne kaste Kristendommen, hele Kristendommen, i Vægtskaalen for Krigens Afskaffelse. Hvorfor kan vi det saa ikke? Er Kristendommen ikke det radikale, det revolutionære? Krigen er en konservativ Indretning, kendt fra før Verdens Skabelse. Lad den forsvinde nu! Lad Kristendommen føre an i at skabe det nye: Verdensfreden. Er ikke ogsaa Tiden inde? har Djævelskaben ikke udviklet en saadan Fuldkommenhed, at nu staar Valget: enten maa Krigen eller Menneskeheden dø?

Hvor vilde man dog gerne, at Kristus var hernede paa Jorden endnu. Ikke blot i sit Ord og Sakramenterne, saadan som det er vor Lykke at eje ham. Men helt legemligt. Saa at Ordet stadig var Kød. At han boede i Kongensgade og havde Træffetid fra 1-3. Saa kunde man gaa til ham og spørge ham: Undskyld, men passer det ikke, at De er Pacifist?

Hvad vilde han svare os?

Jeg tror, jeg ved det.

Han vilde se ud ad Vinduet og sige: Alt hvad I vil, at Menneskene skal gøre mod jer, det gøre I ogsaa mod dem!

Saa vilde han rette sine Øjne lige paa os:

Du skal elske Herren din Gud af ganske Hjerte, og din Næste som dig selv. Af disse to Bud afhænger al Loven og Profeterne.

Jesus udbredte ikke Guds Rige med Sværdet. Det er sandt. Han gjorde det heller ikke ved at afbilde det i Former og Farver. Uden at man deraf kan slutte, at Kunstmalerne er en gudsforgaaen Stand. Men fra Gudsriget til Verdensrigerne kan intet sluttes. De har ikke andet end Navnet tilfælles.

Man vilde lyve om Jesus, hvis man sagde, han var Kriger. Men man lyver langt grovere, naar man gør ham til et fadt og feminint Olietryk. Hans Kamp mod Farisæerne er saa explosiv, at den kun er et Haarsbred fra at gaa over fra Mundens til Haandens. Og da han rensede Templet, kunde man i Virkeligheden med Føje have arresteret ham for Gadeuorden. Alle ordentlige Folk i Jerusalem har taget Afstand fra slige Metoder. Guds-Rigets Modstandere truer han ikke med Baal og Sværd, men med Trusler uendeligt værre; netop uendeligt: det yderste Mørke, Graad og Tænderskæren.

Men om Kristi Forhold til Sværdet er der fortalt mest afgørende hos Lucas i det 22. Kapitel. Det er kort før hans Arrestation. Da paalægger han simpelthen sin lille Hær at opruste i Vendinger, moderne Krigsagitation ikke behøvede at skamme sig over: Nu gælder det: hvo, som har en Pung, tage den, ligesom ogsaa en Taske; og hvo som ikke har Sværd, sælge sit Klædebon og købe et. Disciplene siger: Her er to Sværd, og han svarer: Det er nok.

Fredsfanatikeren vil nu finde paa, at han anskaffer Sværd for at vise sine Fjender, at han ikke vil bruge dem. Enhver kan høre, hvor det er søgt. — Hvad vilde han da med disse to Sværd?

Svaret er ganske ligetil. Jesus kendte ikke til Regler og Principper, han var saa levende et Menneske, at han kaldte sig selv for Livet. Han var konsekvent, men kun paa eet eneste Punkt: han adlød sin Fars Vilje; den læste han sig ikke til i en Bog; den sluttede han sig ikke til ud fra Historiens Gang eller fra Naturen; den oplevede han inde i sit eget Sind fra Dag til Dag, ja, fra Time til Time.

Nu stod han her raadløs og svedende angst over for Døden. Var hans Time endnu ikke kommen? skulde han forsvare sig eller skulde han ikke? Han vidste det ikke. Gud vilde sige ham det i det afgørende Øjeblik. Derfor maatte han være rede. Hvad kunde det nytte, Gud bød i hans Sind: Brug nu Sværdet, hvis han stod der og intet Sværd havde.

For mig staar det ganske fast, at Jesus har regnet med Muligheden for blodig Kamp.

Og Kamp kom det jo ogsaa til. Blod flød der. Men Kampen blev afblæst. For Timen er inde nu. Hvor er han rolig, hvor er han sikker med-et. Simon Peder faar klar Besked, Malkus, det Skrog, der bare var udkommanderet, faar lægt sit Øre af den milde Frelser. Men de, der har Ansvaret for Udkommandoen, Ypperstepræsterne og Tempelforstanderne, slaar han i Ansigtet med sin sviende Haan: “I kommer imod mig som en Røver med Sværd og Spyd; daglig har jeg staaet klods op ad jer i Templet og lært; da turde I ingenting gøre mig; men denne er jeres Time og Mørkets Magt.”

“Stik dit Sværd i Balgen, Simon Peder. De, der griber til Sværdet, skal omkomme for det. Skulde der kæmpes nu, har jeg jo Legionerne i Himlen til det.”

Jo, nu har han faaet Besked. Og der staar de, der har grebet til Sværd imod ham; og der er ikke længe til Aar 70.

Det gør ikke saa meget, at han ikke bor i Store Kongensgade.

For han vilde ikke give os et Svar eengang for alle. Han giver os noget, der er meget bedre end en Befaling. Sit gudførte Exempel og sin Helligaand.

Der maa da være Kristne, for hvem Kristendommen har tilspidset sig i dette: I maa ikke sætte jer imod det Onde. Jeg har kendt saadanne, for hvem det var dyb Overbevisning, som de bragte store Ofre for. Og jeg har kendt Pjattehoveder, der gik ind for det samme og nød sig selv. Jeg har saagar kendt en (han var meget ivrig), der søgte Stilling som Politibetjent!! Ham vilde jeg ikke være glad ved at tilkalde mod en Morder.

Jeg kender selv til en hæftig Dragelse mod den Opfattelse, at Kristne maa kun kæmpe med Aand. Men jeg forkaster den, alene fordi den er Princip. Og hvad er Aand? Aand og Legeme kan ikke saadan skilles. Man kan ikke sætte Aanden ind og holde Legemet udenfor. Hvad Aanden tror paa og vil, maa den være rede til at sætte ogsaa Legemet ind for.

Og hvad er det saa for Selskab, man kommer i? Militarister kan være uhyggelige, men Gud se i Naade til os, der er Folk, der er værre endda.

Og saa er der Bisp Absalon og Bisp Grundtvig. Man kan ikke kristeligt være helt galt afmarcheret, naar man gaar paa Linie med de to

Vi har set et lille Land overfaldes af en brølende, stormægtig, skaanselsløs Fjende. Vi har hørt dette Lands Mænd gaa ud til Forsvar for Kvinder og Børn syngende Vor Gud han er saa fast en Borg. Alle Ofre og Lidelser tog de paa sig for at værne om den dyreste Gave, de følte Gud havde givet dem. Jeg spørger den Herre Jesus: Fordømmer du dem? Og den Helligaand svarer i mit Sind: Jeg vilde have fordømt dem, om de havde givet sig Sejghed og Selvopgivelse i Vold og ofret andre for at spare sig selv.

Eller: Tækkes vi den Herre Jesus ved at lukke Voldsmænd ud af Fængslerne og de farligt Gale ud af Sindssygeanstalterne og holde dem paa fri Fod? Nej. Men Forbrydere kan tilrive sig Magt over Nationer og forvende Værdier og volde Skændsel og Kval, saa der kaldes paa Tempelridderen i os. Da er det, vi hører Kristi Røst som en Befaling: hæng Møllestene om Halsen paa dem, der forarger de smaa.

Den kristne Soldat er ham, der gaar ud til at lide selv for i Menneskelighedens Navn at skærme andre mod Lidelsen.

Der er Folk, der er Pacifister og samtidig haaber, at andre Folks Soldater skal vinde Krigen for dem. Det er den Sort neutrale, der vil kæmpe til enten den sidste tyske eller sidste engelske Soldat. De vil faa en streng Dommer paa Dommedag af ham, der ikke paa Golgatha traadte til Side og lod Suppleanten komme til.

I det hele og store har Pacifismen ofte styrket og befordret Krigen. Krigsherren i det ene Land har sine bedste Forbundsfæller i Pacifisterne i det andet. Hvergang de siger: Krig er Djævelens Værk, raaber han: Hør! hør! De bærer et frygteligt Ansvar, naar hans velforberedte Krig bryder løs. I Skjul af deres Agitation har det Onde voxet sig saa stort, at det ikke længere lader sig kue. Satan er nemlig en langt større Fredsfyrste end han, der sagde: Jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd. Tys, tys, siger Fanden, lad os forliges, lad os være gode Venner, lad os for den hellige Freds Skyld holde sammen om det forkerte, da vi jo alligevel ikke kan enes om det rigtige. Naturligvis vil han hellere end gerne have Fred at arbejde i.

Det kan ikke være Patentkristendom, at det gode nedruster midt i en Verden, hvor det andet staar rustet til Tænderne. “Hvo der ikke har Sværd, sælge sit Klædebon og købe et.” Vi maa være rede til at adlyde Gud, i hvad han saa kræver af os, i Afgørelsens Stund. Det er kun de daarlige Jomfruer, der regner med, at det gaar nok, og ikke sikrer sig Olie i Tide.

Vi Kristne skal ikke være ens. Lad der være Kristne, som Gud har givet det Job at demonstrere Kristendommens Afsky for Krigen ved at forsage al dens Væsen og alle dens Gerninger, om saa det skal ske gennem Martyriets Vej.

Men fanatiserer de sig op til at hævde, at deres Standpunkt er ikke blot det rigtige, men det eneste rigtige, da maa vi bede dem tænke sig om. Tror de, at enhver Soldat ryger lige lukt til Helvede, naar han falder, da betænker vi os ikke paa at kalde deres Lære for ukristelig. Man kan holde med hvilken af de krigsførende Magter man vil, og man kan fordømme dem alle lige, men Kristus har ikke lukket Himlen for noget Folk, eller nogen Stand. Baade af Churchills og af Hitlers Generaler vil der være nogen, der skal faa Lov til at sidde til Bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriges Rige. Soldaten har lige Ret med os andre til at deltage i Morgensangen:

Jeg i mit Kald og Stand
min Gud og Fader kan
tilbørligt dyrke.

Og der maa være Kristne, hvem det staar klart, at de vilde føle sig som Faneflygtninge og Menedere mod den Retfærds og Sandheds Gud, Jesus har bundet dem til, om de nøjedes med overdøvede Protester mod Vold og Løgn.

Kristi Stemme høres igennem Tolstoys skælvende Raab om ikke at sætte sig op imod det onde. Men den høres ogsaa gennem Tennysons stolte Vers:

“I have fought for Queen and Faith like a valiant man and true.
I have only done my duty as a man is bound to do.
With a joyfull spirit I Sir Richard Grenwille die.”

And he fell upon their decks, and he died.

“Jeg har kæmpet fast og modig for min Tro og for mit Land.
Jeg har gjort, hvad jeg var skyldig, som det sømmer sig en Mand.
Derfor nu med frisk Humør
jeg, Sir Richard Grenwille, dør.”

Og han faldt paa deres Dæk og var død.

Amen

Kommentar

I denne prædiken tager Kaj Munk fat i diskussionen omkring krig, forsvar og pacifisme. Munk deltog allerede i den offentlige debat på dette område i 1920’erne og 1930’erne, men her i besættelsestiden fik spørgsmålene naturligt en fornyet aktualitet. Særligt Danmarks nedrustningskurs gennem 1930’erne, hvor navnligt De Radikale Venstre talte for en pacifistisk forsvarspolitik, var Munk imod. Derfor er det også ganske naturligt for Munk at fokusere ensidigt på evangelietekstens anden helbredelsesberetning, nemlig af en romersk officers tjener.

Munk indleder sin prædiken med at tage højde for en forventet indvending. I Bjergprædikenen (Matt kap. 5-7), nærmere bestemt det stykke, som kaldes ”Saligprisningerne” (Matt 5,3 – 12), tales om, at disciplene er salige, velsignede, når de er sagtmodige og når de stifter fred. Munk omtolker det sidste til ”Salige er de Fredsommelige, thi de skal kaldes Guds Børn”, selvom der ikke står noget om fredsommelighed i 1907-oversættelsen af Det Nye Testamente, som Munk brugte.

Officeren får hos Munk den danske titel premierløjtnant og indgår i en tænkt dialog: Jesus klandrer officeren for hans voldshåndværk og afviser at helbrede hans ”Dreng”. I evangelieteksten er der tale om en tjener, så enten er der tænkt på en tjenestedreng eller også forveksler Munk i skyndingen med en anden helbredelsesberetning. Først må officeren nemlig nedlægge sit embede og indrette sit liv efter pacifismens principper, han må vende den anden kind til (reference til Luk 6, 29), så vil Jesus forbarme sig. Imidlertid er denne dialog kontrafaktisk. Munk genfortæller teksten, hvor Jesus uden nogen betingelser griber ind på officerens bøn, så drengen bliver helbredt.

Nu træder Munk ud af evangelietekstens ramme og problematiserer hændelsen: Står Jesus egentlig ved sine egne ord (formentlig omkring det, at være fredsstiftere) og hvad vil teksten da betyde? Munk foreslår en sammenligning med Jesus og ”Prædikanter, der hænger Præsten fra sig sammen med Kjolen”. En kirkens mand, som er ”i det verdslige Liv en behagelig Selskabsbroder…” En kirkekritik, som kunne være inspireret af Munks læsning i studietiden af Søren Kierkegaards satiriske og sarkastiske tidsskrift ”Øjeblikket”, men nu er der tale om en retorisk Kristus-kritik.

Munk konkluderer intet, men ændrer fokus: Mange kristne tænker, ”deriblandt nogle af de bedste”, at Jesus fordømmer enhver krig og derfor må militærnægteriet være idealet. Men selvom dette standpunkt er ”det nemmeste, for det er saa konsekvent”, er det for simpelt. Også Munk vil gerne fordømme krigen som synd og afskaffe den. Kristendommen er revolutionær og radikal, hvilket står over for krigen, som er ”en konservativ Indretning”.

Hvis blot Kristus ville fremstå fysisk, i modsætning til præsensen i Bibelens ord og de kristne sakramenter (i luthersk forstand primært dåb og nadver) så kunne man få vished: ”At han boede i Kongensgade og havde Træffetid fra 1-3. Saa kunde man gaa til ham og spørge ham: Undskyld, men passer det ikke, at De er Pacifist?” Hermed lægger Munk op til svaret på sit eget spørgsmål.

Men Munk forventer slet ikke et klart svar. Svaret kunne være noget i retning af det dobbelte kærlighedsbud. Der kan dog ikke direkte sluttes fra Jesu personlige fredelige fremfærd. Munks eksempel er, at Jesus ikke malede, men det udsiger intet om kunstmalerens legitimitet.  Der kan ikke sluttes fra ”Gudsriget til Verdensrigerne”.

Munk fortsætter med kunsten som eksempel: Når man afbilleder Kristus som et ”fadt og feminint Olietryk” er det en reduktionisme, som udelader Jesu aggression ved tempelrensningen (Mark 11,15-18). Dog er Jesu trusler mod sin samtid af evig, ikke af fysisk karakter. Men Munk fremdrager ny beretningen fra Lukas 22, hor Jesus nu befaler sine disciple at anskaffe sig sværd. Oprustning og krigsagitation, sammenligner Munk med.

Munk introducerer nu ”Fredsfanatikeren”, som vil bortforklare dette med, at det for Kristus var et advarende eksempel. Men Munk resonerer anderledes: Jesus er et levende menneske med følelser, som ikke følger en bestem regel. Han afgør i forhold til situationen og tiden. Her, sat overfor frygten for sin egen død, bliver Jesus i Munks psykologisering tvivlrådig: Skal han gribe til sværdet eller ej? ”Han vidste det ikke. Gud vilde sige ham det i det afgørende Øjeblik.” Men for Munk er det ubetvivleligt, at Jesus kunne være gået i kamp.

Men kampen og blodet bliver henvist til Gethsemane have. Simon Peter og soldaten Malkus, som Peter huggede øret af, fremstilles som skuespillere i en munksk dramatik. Jesus afblæser kampen. Den skal ikke foregå nu. Jesus tænker i Munks dramatisering frem imod Templets definitive ødelæggelse i år 70.

Nu springer Munk igen – tilbage til hvor prædikenen var forinden denne diskussion af udvalgte nytestamentlige perikoper: ”Det gør ikke saa meget, at han ikke bor i Store Kongensgade.” Det er således i Munks perspektiv mindre væsentligt at finde et svar, for Jesus fremfører det i stedet med sit eksempel og sin Ånd.

Munk konkretiserer dette ikke yderligere, men retter igen skytset mod den kristne pacifist. En kristen betjent, som ikke vil bruge vold i sin tjeneste, er forkastelig. En person med denne habitus beskrives som et ualvorligt menneske, som hengiver sig til nydelsen af sin anskuelse. Også Munk selv tiltrækkes af denne tanke, at den kristne må kæmpe med ånd alene. Men Munk forkaster tanken igen, da krop og ånd ikke kan skilles. Munk er ikke vild med militarismens fortalere. Dog kan militarismens modstandere være værre.

Munk lader tilhøreren sammenligne sig med ”Bisp Absalon” (måske en visuel reference til Laurits Tuxens maleri fra 1894 af krigsbispen Absalon, som omstyrter Svantevit på Arkona) og ”Bisp Grundtvig”, som er kendt for sit nationalromantiske og antityske gemyt. Danmark er blevet overfaldet af en ”brølende, stormægtig, skaanselsløs Fjende”, som ganskle tydeligt er Nazityskland. I den sammenhæng ville Jesus aldrig fordømme de mænd, som kæmper imod. Det sker tilmed, i Munks opsætning, under afsyngelse af Martin Luthers salme: ”Vor Gud han er så fast en borg.” Hermed er modstandskampen konceptuelt koblet til den kristne tro.

Munk strammer argumentet: Det er ikke Jesus velbehageligt at sætte kriminelle og vanvittige på gaden. Forbryderene må ikke få magt af hensyn til folket, derfor kaldes der på ”Tempelridderen i os”. Et interessant billede, idet tempelridderne netop blev opsuget i det 3. Riges ideologi og historieforvanskning, dog modsat hos Munk. Et skærpende billede er hentet fra Luk 17,2 hvor den, som forarger en af Jesu små, bør have en møllesten om halsen.  Den kristne soldat, derimod, er ham ”der gaar ud til at lide selv for i Menneskelighedens Navn at skærme andre mod Lidelsen.” I den væbnede kamp ligger således en ansvarlig altruisme.

Igen møder pacifisterne kritik: De forventer, at andre skal vinde krigen for dem, men Kristus selv benyttede sig ikke af en suppleant på Golgatha. Dommen vil være over de, som ikke bærer deres ansvar, som Munk ofte indskærper under besættelsen. I Munks optik har pacifismen bidraget til krigen (ved at afruste i 1930’erne, som Munk kommenterer andetsteds). Der kan aldrig være fred mellem verdens modpoler, Kristus og Satan, derfor er kampen nødvendig, som Jesus taler om, ikke at bringe fred men sværd i Matt 10,34. Det gode skal ikke afruste, ligesom brudepigerne skulle sørge for at have tilstrækkelig olie til deres olieamper. En tekst (Matt 25,1-13), som oftest refererer til forberedelsen til Jesu genkomst.

Munk nuancerer dog igen. Kristne gennem tiden har efter Guds vilje protesteret mod krigen, sågar ind i martyriet. Det er blot ikke det eneste legitime standpunkt. Hermed åbner Munk en interessant diskurs, om en soldat kan have Guds velbehag. Kan man forestille sig, at alle soldater går evigt fortabt for deres kamp? Munk svarer benægtende: ”Kristus har ikke lukket Himlen for noget Folk, eller nogen Stand. Baade af Churchills og af Hitlers Generaler vil der være nogen, der skal faa Lov til at sidde til Bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriges Rige.”

Dette er ganske interessant af to årsager: For det første introducerer Munk tanken, at modstandere ud fra hvert deres perspektiv kan tjene Gud ved at tjene i den kontekst, i hvilken de er indlejret. Så at sige på begge sider af fronten. For det andet punkterer Munk dermed en simpel, nationalromantiske opfattelse af, at Gud entydigt er på ens eget fædrelands side. Gud betragter individer uanfægtet af deres nationalitet. Derfor kan også soldaten med føje afsynge Thomas Kingos salme fra 1674 ”Nu rinder solen op af østerlide”, hvor vers 3b netop refererer til den klassiske lutherske kaldstanke, hvor det ikke er finere at være præst eller nonne end at beklæde et hvilket som helst embede eller ansvar, som dermed er ens guddommelige kald. 

Mens Leo Tolstoy ud fra et kristent perspektiv afviste, at sætte sig op imod det onde, har andre kristne ikke samvittighed hertil. Munk paralleliserer Tolstoy med et digt (”The Revenge: Ballad of the Fleet”) af den britiske victorianske forfatter Alfred Tennyson. I digtet henvises til et søslag mod den spanske armada i 1591, hvor kaptajnen, Sir Richard Grenville, dør efter en heroisk indsats for at redde resten af den britiske flåde. Digtet handler om mod og opofrelse.

Munks manuskript nævner først digtet på engelsk, derefter på dansk. Netop her kan der være grund til at betvivle, at Munk kan have holdt præcis denne prædiken i det formodentlig mindre skolede Vedersø, end i prædikensamlingens mere taknemmelige kontekst. Munk går ikke i detaljer med hverken Tolstoy eller Tennyson eller forklarer den historiske baggrund for Tennysons digt, hvilket ikke er helt i tråd med Munks hyppigt ret pædagogisk anlagte prædikestil.  

Netop denne Munk-prædiken er glødende engageret i sit livtag med besættelsestidens aktuelle etiske problematikker. For Munk er det vigtigt, at inddrage Kristus og den bibelske beretning i diskussionen, ikke mindst i forhold til en dansk kirke, som var splittet i synet på aktiv modstand. Samtidig var det også væsentligt for Munk at afvise den tyskfjendtlighed og dæmonisering, som givetvis har været almindelig i besættelsesårene.