Kaj Munks prædikener - Midfaste Søndag

Kaj Munk: Bespisningen af de 5000

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til Midfaste søndag. 1. tekstrække.

Afholdt: 

23/3 1925 i Vedersø Kirke

Prædiketekst: Johannesevangeliet 6,1-15

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. 

Prædiken:

X havde som saa ofte før gjort et stort Mirakel, og saa vilde de gøre ham til Konge. De var naturligvis ude af sig selv af Begejstring; og saadan en Begejstring regnede han nok ikke ret meget med. Og dog er jeg sikker paa, at det ikke var af Ringeagt for Menn., at han vragede det Kongenavn, de vilde give ham. — Kæreste Venner dog, hvor har dog den Mand alligevel lidt — — de misforstod ham jo — alle misforstod ham; han ærede sine Disciple ved den daglige Omgang, og de vidste dog slet ikke, hvor han vilde hen. 

Han gjorde storslaaede Undergerninger for Folket, og de vilde gøre ham til jordisk Konge. Højere regnede de ham altsaa ikke; de troede at kunne ære ham ved at kalde ham Konge; de havde altsaa endnu ikke forstaaet saa meget af ham, at de kunde indse, at her var uendeligt meget mere end selv den største Kejser paa Jorden, for her var Guds Søn. Jeg ved snart ikke, hvad der i Texten i Dag holder den bedste Prædiken for os — Miraklet: at han evnede at mætte de Tusinder med de Par Brød og Fisk, ell. Miraklet: at han gik op i Bjergene ganske alene, da de Tusinder raabte ham med Kongenavn. Ser du, Fordelen, Gevinsten, 

Avancementet har alle, alle Dage haft en afgørende Magt over Menn.'s Sind. Der er næsten ingen, der elsker deres Fødegaard saadan, at de modstaar Fristelsen, hvis der falder et eventyrligt Bud paa den. Naar et anden Klasses Embede opslaas ledigt, er der gerne en svær Masse smaa Præster i 3die Klasserne, der faar en Anelse om, at nu har Gud Brug for dem der. Og selv om en Mand forstaar sig aldrig saa lidt paa Bispegerning, saa siger han jo ikke Nej til at blive Biskop alligevel. For slet ikke at tale om Rigsdagsmænd. 

Det er sagt saa grueligt af Verdens næststørste Tænker, den gl. Filosof i Königsberg: Immanuel Kant. Der er intet Menneske, uden det er tilfals, hvis blot Prisen er stor nok. Og nu vilde jeg helst sige Amen efter den Sætning; for den er mægtig nok til at udgøre en hel Prædiken; men det er nok for tidligt. “Der er intet Menneske, som jo er tilfals, blot Prisen er stor nok.” Den gamle Græker, der søgte med sin Lygte et Menneske, d.v.s. en, der ikke var til fals. Ricard digtede engang: han kom til Pladsen foran 's Gaard. og tabte sin Lygte; for dér var han. Ja, netop, Jesus Kristus var aldrig tilfals: de lokkede ham med Kongedømme, med alle Verdensrigers Herlighed, de truede med Mishandling og Død, de bandede, og de bad — men han blev tro i sin Gerning, lod sig aldrig rokke, og naar det kneb gik han op i Bjergene ganske alene. Men hver, der holder sig til ham, fordyber sig i hans Livs Historie og lader sig vejlede af hans hellige Aand, faar Magt til at ligedannes med ham i nogen Maade, at hæve sig op over dette : at være tilfals, at skinne som Himmellys skønt af de smaa.

Amen
(Prædikenen er opdelt i afsnit for at gøre den mere læsbar)

Kommentar: 

Denne prædiken er fra et af Kaj Munks helt tidlige præsteår, 1925. Det var samme år, som Munk forfattede dramaet ”Ordet”, som af mange er kendt fra Carl.Th. Drejers filmatisering fra 1955. Selvom der er tale om en meget tidlig prædiken tiltaler den klart et tema, som kom til at følge Munks prædikener livet ud, nemlig kampen for helhjertetheden og konsistensen. Derfor må det menneskelige hykleri og akkomodering tiltales og afsløres, som Munk søger at gøre det i denne prædiken.

Evangelieteksten fra Joh 6 er med sin beretning om Jesu bespisning af de 5000 med fem fisk og to brød. Tilmed var der 12 kurvefulde til rest. Ligesom Johannes i ”Ordet” problematiserer Munk ikke miraklet. Det tages for givet uden nærmere diskussion. Munk drejer nemlig opmærksomheden bort fra Kristus, ”X” i Munks forkortelse, hen på de, som oplevede miraklet eller hørte om det. 

Den begejstrede folkemængde ville gøre Jesus til konge, hvilket han afslog. Selve folkets intention indikerer, at de ikke havde forstået Jesu identitet fuldt ud. De forbandt hans herredømme, med en dennesidig, politisk magt, og ikke med at guddommelig instans. Munk citerer ikke fortsættelsen på evangelieteksten i Joh 6,24:”Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte.” Men Jesu tolkning af situationen er nok indgået i Munks overvejelser.

Miraklet er i Munks perspektiv bedst prædiket af selve teksten. Munk lader det ufattelige stå og indlader sig hverken på rationalisering af underet, diskussioner omkring en guddommelig almagt i det skabte eller på en af tidens universitetsteologis bibelkritik inspireret afmytologisering.

Munk retter nemlig nu fokus på et aspekt af den menneskelige karakter, som får mennesket til at søge noget andet end det væsentligste – i denne forbindelse det guddommelige. ”Ser du, Fordelen, Gevinsten, Avancementet har alle, alle Dage haft en afgørende Magt over Menn.'s Sind.” Hermed sigter Munk til en almenmenneskelig karakteristik af fristelsen til at bøje sine principper overfor belønning af den ene eller anden slags.

Munk opregner et antal forskellige situationer, hvor lysten til vinding og fremgang i en eller anden form på tvivlsom vis bliver motiverende. Slægtsgården kan købes, hvis der betales nok. Præster føler sig ofte kaldede af Gud til et bedre embede. Bispekandidater og politikere siger ikke nej til et embede, de ikke har forstand på, idet de ønsker avancementet. Hvad kritikken af de gejstliges motivation angår, er der klare paralleller til Søren Kierkegaards kirkekritik i tidsskriftet ”Øjeblikket”, hvor netop dette fænomen hudflettes. Munk læste disse skrifter i studietiden, med stor anfægtelse til følge, og måske samtidig en blanding af inspiration og modvilje.

Munk henter et argument fra filosoffen Immanuel Kant: “Der er intet Menneske, som jo er tilfals, blot Prisen er stor nok.” Mennesket går efter vinding og er dermed inkonsistent i forhold til sit værdisæt, som det jo netop bør lægge sig efter at følge jævnfør Kants pligtetik.

Med ”Den gamle Græker” henviser Munk til den kyniske filosof Diogenes (412 f.Kr.- 323 f.Kr.), som efter overleveringer engang vandrede rundt i dagslys med en tænkt lygte i søgen efter et menneske. Hermed kan tolkes et menneske, som på en særlig måde er konsistent, i overensstemmelse med Diogenes filosofiske filosofi. Endelig henviser Munk til et værk af præsten Olfert Ricard (1972-1929), hvor det sande menneske netop er Kristus.

Munk opsummerer, at Kristus aldrig var til fals for løfter og belønning, men derimod valgte at være tro i sit kald. Når det blev svært, trak han sig tilbage til bjergene, hvilket markerer en kobling til, at bespisningen af de 5000 netop foregik på bjerget, hvor Jesus havde trukket sig tilbage for at være alene. Tilhøreren opmuntres til at fordybe sig i Kristi eksempel og ved Helligånden få ”Magt til at ligedannes med ham i nogen Maade” og at hæve sig over den menneskelige tendens til at sælge ud af sine værdier. Så skal man skinne ”som Himmellys”, en reference til Grundtvigs salme ”Morgenstund har guld i mund.”

Her er altså tale om en stærkt idealistisk prædiken. Måske inspireret af Olfert Ricards idealistiske KFUM, som Munk havde stiftet bekendtskab med i København. Man kan også se tematiske referencer til Munks dramatik, hvor Munk foruden ”Ordet” nyligt havde afsluttet digtningen af ”En Idealist” (1924).

Hvad der på overfladen kan forekomme som en relativt kort prædiken fra Munks hånd afslører et indhold, som må have været ganske udfordrende for den jævne beboer i Vedersø. Hvor Munk senere bliver god til at kontekstualisere sine prædikener til lokalområdet er det påfalende, at samtidig med at Munk skrev ”Ordet”, som finder sted blandt almuen, så fordrer Munk i denne prædiken et ganske højt vidensniveau for at kunne følge med i dele af prædikenen.

Om prædikenen

Type: Formaningsprædiken, menighedsprædiken

Referencer: Joh 6,1-15. Bespisningen af de 5000.

Temaer: Konsistens, Kierkegaard, Ricard, Diogenes, mirakel, Kristus, kompromis.
​​​​