Værdiansættelse

Provsteformand: Kirkeskat betaler man for naboens skyld

I stedet for at betragte folkekirken i et snævert, individuelt forbrugerperspektiv, hvor min kirkeskat skal dække mine behov 1:1, bør jeg spørge: Hvad får min nabo ud af min kirkeskat? For folkekirken repræsenterer en værdi, som ikke kan købes for penge, mener Peter Birch. Foto: Sille Arendt

DEBATINDLÆG: Hvad bør man som repræsentant for den lokale sognekirke svare, når folk spørger, hvad de får ud af at betale kirkeskat? Formand for Provsteforeningen Peter Birch giver et bud på nogle af de argumenter, der ikke kan ses i en cost-benefit-analyse

Folkekirkens samlede økonomi er på 8,2 milliarder kroner. De stammer hovedsageligt fra medlemmernes kirkeskat, men også fra et mindre tilskud fra staten, fordi staten understøtter folkekirken og folkekirken tilsvarende løser en række opgaver for staten. Nylige beregninger har vist, at det økonomisk set er en god ordning for staten, for den får mest ud af den aftale.  

Men hvad med det enkelte medlem af folkekirken. Kan det betale sig at være medlem? Hvad får jeg for min kirkeskat? Det er et ofte stillet spørgsmål, for også folkekirkens medlemmer er kritiske forbrugere og vant til at opstille cost-benefit analyser. Det meste af det vi foretager os, skal gerne kunne betale sig.  

Hvordan afgør man, om det kan betale sig at være medlem? Hvis man aldrig eller kun sjældent kommer i kirken, er det vel penge ud af vinduet? Så kortsigtet kan man selvfølgelig anskue det. Men det er netop kortsigtet, for det betragter folkekirken i et snævert, individuelt forbrugerperspektiv, hvor min kirkeskat skal dække mine behov 1:1.

Men folkekirken varetager meget mere end det, som den enkelte har behov for her og nu. Så i stedet for at spørge, hvad jeg selv får ud af min kirkeskat, kunne man spørge: Hvad får min nabo ud af min kirkeskat? Det vil udvide perspektivet og bedre indfange, hvad det er, den enkelte bidrager til som medlem af folkekirken. 

Det er nemt at opgøre udgifter og indtægter i et regneark. Men værdien af den indsats, folkekirken i al sin mangfoldighed yder i samfundet, kan ikke gøres op som en fast værdi i kroner og ører. Den repræsenterer en værdi af den slags, som ikke kan købes for penge.

Jeg vil give mit bud på, hvor jeg ser folkekirkens afgørende bidrag til det fælles. Stikordene er fællesskab, kultur, rum.

1. Fællesskab og omsorg for medmennesket

Folkekirken er sat i vejen for at forkynde evangeliet i ord og handling. Det sker i gudstjenestens fællesskab, men også i fællesskaber uden for kirkerummet. Den røde tråd er medmenneskets tarv og en sans for det Jan Lindhardt formulerede på den måde, at ’den for tiden stærke hjælper den for tiden svage’.

Det er et arbejde, der udfolder sig i alt fra individuel sjælesorg, husbesøg og i et stort forgrenet arbejde i sorggrupper, i et omfattende ældrearbejde, i integrationsarbejde, diakonalt arbejde, varmestuer, AA-grupper, fortalervirksomhed for svage grupper og meget andet. Der er tale om et arbejde, der udspringer af et menneskesyn, der ser gudbilledligheden i ethvert menneske.

2. Kultur

Folkekirken er en af landets største kulturbærere. Den bidrager på mange måder til at danne og uddanne danskerne fx gennem eksistenssamtaler, højskoledage, studiekredse, minikonfirmand- og konfirmandundervisning og gennem den folkekirkelige skoletjenesters tilbud til skolerne. Folkekirken er landets største udbyder af koncert- og korarbejde, både fordi kirken lægger rum til et stort frivilligt arbejde og fordi den fungerer som arbejdsgiver for musikere og sangere.

Folkekirken er også en betydelig aftager af flere former for billedkunst og andre former for designhåndværk; og er med til at ellers uddøende håndværksteknikker holdes ved lige. Som kulturbærer er folkekirken med til at fastholde, formidle og forny kunst og kultur som fortolkninger af vores tradition og de fælles eksistensvilkår.

3. Rum

Med sine kirkebygninger og sognegårde tilbyder folkekirken rum for refleksion, ro og ritual. Her åbnes der mulighed for at tolke fællesskabets historie og aktuelle erfaringer. Det største glæde og den dybeste sorg. Kirken er der, både når terroren rammer og berører os alle og når døden rammer det menneske, der ikke har pårørende.

I en hæsblæsende verden, hvor informationsstrømmen er ustoppelig og præstationskravene synes uden ende, er både kirkebygningen, de kirkelige ritualer og særlige gudstjenesteformer men også kirkens udbud af retræter, pilgrimsvandringer, meditation med mere udtryk for det anderledes rum. Et rum, der ikke vil vide, hvad vi kan og har, men åbner sig for vores spørgen, vores længsler og håb. Og kirkegårdene ikke at forglemme, der har kolossal betydning.

Her kunne man tilføje, at vedligeholdelse af bevaringsværdige præstegårde og driften af sognegårde er væsentlige bidrag til, at civilsamfundet har lokale mødesteder. Og at folkekirken i øvrigt er landets største leverandør af ordentlige toiletter til cyklister og turister!

Folkekirkens bidrag til at danne fællesskab, åbne kulturen og danne rum kan ikke værdisættes – og slet ikke i en cost-benefit analyse for den enkelte kirkeskatteyder. Hvis vi bilder os det ind, er vi for alvor blevet fattige. Derfor skal vi ikke spørge, hvad jeg får for min kirkeskat, men hvad mit medmenneske får for de penge, jeg betaler i kirkeskat. Hvis vi kan få det spørgsmål til at fylde, har vi taget det første skridt i at forme den modkultur, som kirken er sat til at være.

Peter Birch er provst i Gentofte og formand for Danmarks Provsteforening.

 

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail