Da folkekirken sammen med resten af samfundet lukkede ned i foråret 2020, tog jeg en beslutning: at jeg ville følge myndighedernes henstillinger.
Jeg er ikke ekspert i covid-19, smittespredning og aerosoler. Jeg er sognepræst i folkekirken, hvor jeg forkynder det glædelige evangelium og rækker dåb og nadver, og arbejder inden for de rammer, som lovgivningen udstikker.
Selvom sidste forårs nedlukning var hård, så accepterede jeg den. Og folkekirken blev i foråret et stort eksperimentarium for, hvorledes evangeliet kunne forkyndes.
Da folkekirken igen åbnede i maj, håndterede folkekirken situationen med professionalisme og sikkerhed. Vi gennemførte i titusindvis af gudstjenester hen over sommeren og efteråret. Det blev gjort med anstand, afstand og forstand, og Søren Brostrøm måtte også konkludere, at folkekirken havde håndteret situationen flot.
Derfor kunne vi også gå julen i møde med tryghed og god planlægning. Men julen blev ikke folkekirkens ”finest hour”.
På trods af myndighedernes anbefalinger ville en lang række personalegrupper lukke ned, hvilket også skete i det mest kaotiske forløb, jeg har oplevet som præst.
Det var pinagtigt. Vi fulgte ikke myndighedernes retningslinjer, som netop tillod gudstjenester under restriktioner, men vi gik videre end det. Hvilke andre sektorer ville lukke ned, hvis de havde lov til at have åbent? Men således blev det. Det var et svigt.
For jeg ville følge myndighedernes retningslinjer, og det skete ikke i julen. Efter julens nedlukning holder vi nu gudstjenester med begrænset deltagerantal, ingen salmesang og på maksimalt en halv time. Særligt den manglende salmesang er en smerte, for det er et særkende ved folkekirkens gudstjeneste, og en afgørende del af gudstjenestens betydning.
Hvis der er mulighed for det, så er folkekirken klar til at holde påskegudstjeneste, der påminder os om, at livet sejrer over døden, og kærligheden er størst af alt, og at mennesket ikke lever af brød alene
Nu tales der om at åbne igen. En række organisationer står i kø for at være med. Storcentrene kæmper ud fra deres ret for at holde åbent i påsken, og sportsklubber ligeså.
Den diskussion skal folkekirken selvfølgelig være med i. Hvis der åbnes for eksempel tirsdag den 6.april, så kunne det måske tillades, at folkekirken kan holde påskegudstjeneste med sang og/eller større længde påskedag den 4. april.
Det var den dato, statsministeren omtalte som vendepunktet i sin nytårstale. Det vil være godt og smukt, hvis folkekirken, som også er landets største forening, kan holde glædelige påskegudstjenester på denne dag.
Jeg vil overholde myndighedernes retningslinjer, for jeg har ikke mere forstand på covid-19 end dem, der arbejder med emnet. Jeg vil overholde dem både til jul og til påske.
Hvis der er mulighed for det, så er folkekirken klar til at holde påskegudstjeneste, der påminder os om, at livet sejrer over døden, og kærligheden er størst af alt, og at mennesket ikke lever af brød alene.
Så folkekirken skal kæmpe for at være med i påsken. Folkekirken kan dog med en vis ret påberåbe sig en sammenhæng kirke og påske. Landets største forening og organisation må også gerne være med, og må gerne presse på. Det er jo det, den er her for.
Thomas Reinholdt Rasmussen er provst Hjørring Sdr. Provsti