Professor: Uden tilsyn ingen kirke. Uden lære ingen myndighed

I klummen "Kirkesyn" på Kirke.dk anbefaler sognepræst Louise Højlund, at man sløjfer biskoppernes tilsynspligt, og i stedet forstår den som stifinderne, og måske ligefrem giver biskopperne en anden titel.

Anliggendet er, at understøtte den lokale udvikling frem mod at lade Kristus tage bolig i så mange hjerter som muligt. Det, der bremser, er ifølge Højlund såkaldt ritualbogsfundamentalisme.

Selvom anliggendet er godt og også fromt, er der flere problemer i kommentaren, som det er nødvendigt at adressere. Problemerne drejer sig dels om, hvad kirke og tilsynsembede egentlig er, dels om Højlunds sammenligning af kirke og skole.

Nu har Danmark, siden Christian III afskaffede kirken som selvstændig institution ved siden af staten og de facto undlod at bruge kirkebegrebet, haft det lidt svært med at sætte andre ord på, hvad kirke er, end de meget overordnede formuleringer, som findes i Den augsburgske Bekendelse.

Det er heller aldrig blevet helt klart defineret, hvilken rolle biskopperne har i forhold til kirken som helhed. Derfor er det godt, at Danmark ikke er det eneste land i verden, der har en kirke, heller ikke en luthersk kirke. I 20 år har folkekirken været medlem af Fællesskabet af Protestantiske Kirker i Europa, også kendt som Leuenberg-Kirkefællesskabet.

Vi kan med fordel lære af andre, der er fælles om ansvaret for at være kirke i Europa. Fællesskabet bygger på, at man anerkender hinandens kirker som fuldgyldige kirke med alter og prædikestolsfællesskab. For at kunne gøre dette, må man kunne genkende de andre kirker netop som kristne kirker.

Et af kendetegnene er tilsynsembedet. Det behøver ikke at blive varetaget af en biskop. Det kan også varetages af for eksempel en synode, eller af en anden repræsentation af kirkemedlemmer.

Når tilsynsembedet er så vigtigt, så skyldes det, at tilsynsembedet er med til at sikre, at den kristendom, der prædikes og forvaltes i kirkerne også er sand kristendom. Egentlig varetages denne opgave også af det enkelte kirkemedlem, når det vurderer, om præsten forkynder evangeliet, men til forskel fra den almindelige kirkegænger, så er denne forpligtigelse netop en pligt for biskoppen.

Uden tilsynsembede vil andre kirker med rette kunne stille spørgsmålstegn ved, om folkekirken virkelig er en kirke og ikke bare en ramme om individuel spiritualitet.

Dette spørgsmål er ikke ligegyldigt. Diskussioner om liturgi er vigtige. Danmark har til forskel fra både Norge og Sverige formået at beholde en betydelig bredde i sin medlemsskare. Omvendt har Danmark været umådeligt konservativ i forhold til sine nordiske brødre og søstre. Der kunne være en sammenhæng mellem disse to forhold.

Mit bud er, at så længe vi har været enige om og kunnet samles om den fælles gudstjeneste, så har vi kunnet leve med uenighed på stort set alle andre områder. Kan vi ikke længere enes om grundlinjerne i gudstjenesten, er det ikke sikkert, vi bliver ved med at være lige så gode til leve med andres uenighed.

Dette er blot en konstatering. Jeg mener ikke, at det bør afholde os fra at diskutere liturgi. Enhver tid må overveje om kirkens liturgi i tilstrækkelig grad er i overensstemmelse med og lader sig forstås som det evangelium, kirken er sat til at forkynde.

For at kunne bedømme det, er det nødvendigt at lære noget. Skrækbilledet ”den sorte skole” er lige dele sandhed og spin, for den var bedre end sit rygte. ”Man ved kun det, man kan huske,” manede engang en selvkritisk reformpædagog på tv i en bevidst afstandtagen til egen fortid.

Kirken skal helt rigtigt ikke være en skolebænk, den skal være kirke, men den er nødt til også at være en skolebænk, for på skolebænken får man del i det fælles og myndiggøres til selv at kunne skelne traditionens skidt fra kanel. Lærdom betyder, at man har en fælles basis at tale ud fra.

Louise Højlund har helt ret i pointen om, at man ikke lærer for skolens skyld. Det vidste man også i den ”sorte skole”, for udtrykket stammer fra Seneca den Yngre (65 e.Kr). Derfor er den ”sorte skole” også bedre end den karikatur, der ofte tegnes af den.

Højlund vil gerne have, at biskopperne skal ligne de skoleledere, som har afløst skoleinspektørerne. Men også skoleinspektørerne var bedre end deres rygte. Spørg blot de lærere, der kan huske dem. Jeg har også selv kendt flere af dem. Mange af dem havde stor omsorg for deres skole.

Når de i dag hedder skoleledere, skyldes det mig bekendt ikke nogen større omsorg for skolen, snarere for kommunens budgetter, for titlen er udtryk for almindelig kommunal management-tænkning, hvor ledere gør det samme uanset, hvor de er. Mange af dagens skoleledere gør dog et godt stykke arbejde, men det er ikke titlens skyld, men fordi de ligesom de gamle skoleinspektører ved, hvor de er.

Derfor kan udsagnet om skolen heller ikke overføres direkte på kirken. For kirken er fællesskabet af alle troende og er nævnt i trosbekendelsen. Kan man på den baggrund med god samvittighed sætte et skilt op, hvor der står ”ikke for kirken?”

Liturgidiskussionen er vigtig, for liturgi er teologi, og det bør altid interessere både det biskoppelige og det almene kirkegængertilsyn, om kirkens liturgiske praksis er i overensstemmelse med det evangelium, kirken er sat til at forkynde.

Men i den diskussion er det også vigtigt at reflektere over, hvad kirke er, ligesom det er vigtigt, at enhver diskussion af liturgi også inkluderer spørgsmålet, om de kirker, vi selv anerkender som fuldgyldige kirker, også er i stand til at finde kirken hos os.

Bo Kristian Holm er professor mso i dogmatik ved Aarhus Universitet. Han er medlem af Det mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe og af Det økumeniske Institut i Strasbourgs ”Klingenthal-gruppe” samt ulønnet hjælpepræst ved Skelager Kirke, Aarhus.