Skal Helsingørs kommende biskop finde sin legitimitet hos provsterne? Eller er det omvendt provsterne, der skal finde deres legitimitet hos biskoppen?
Ingen af positionerne er dækkende. Det bliver tydeligt, hvis man ser på, hvem der har kompetencer til hvad, og hvem, der vælger hvem.
De kandidater til bispevalget i Helsingør, der er kendt, mens dette skrives, kan sidde i embedet 11 til 16 år, inden de falder for 70-årsgrænsen. En central opgave for den kommende biskop bliver at indstille nye provster til ansættelse.
Allerede i første provstiudvalgsperiode skal to provster udskiftes, heraf domprovsten senest i 2023. Herefter går det slag i slag: Forudsat at ingen skifter embede før tid, skal der findes to provster mere i perioden 2024-2028; fem i perioden 2028-2032 og yderligere en i overgangen til næste bispevalg. Kun tre af stiftets 13 provster vil kunne blive til efter næste bispevalg.
Biskoppen har en privilegeret stilling ved udnævnelsen af provster. Først som rådgiver af det menighedsråd, hvor provsten skal være præst. Dernæst rådgiver biskoppen provstiudvalget, der har egen indstillingsret. Og endelig har biskoppen en helt selvstændig ret til at udtale sig om indstillede ansøgere til provstestillingen.
Formålet er at sikre, at provster og biskop i størst muligt omfang trækker på samme hammel, nemlig den hammel, biskoppen har identificeret. Det er biskoppen, der øver tilsyn med præster og menighedsråd, med provsterne som lokal medhjælp.
Omvendt har provsterne ingen særskilt position eller privilegeret stemmeret ved bispevalg. De er præster i provstiet som alle andre med hver deres egen stemme. Heller ikke medlemmerne af provstiudvalgene har selvstændig stemmeret. Et provstiudvalgsmedlem, der ikke er medlem af et menighedsråd, har ikke stemmeret ved bispevalget.
Det er menighedsrådene – præster og valgte medlemmer - der giver biskoppen legitimitet i stiftet.
Set i dét perspektiv kan man få den tanke, at det er provsterne, der skal finde deres legitimitet hos biskoppen. Men så enkelt er det ikke.
For provsterne har egen økonomisk og administrativ kompetence. Provsterne er forretningsførere for provstiudvalgene, som fastlægger folkekirkens økonomi lokalt, fastsætter den lokale kirkeskat og fører tilsyn med kirkebygninger og menighedsrådenes økonomiske forvaltning. Omkring 70 procent af folkekirkens indtægter administreres i provstierne.
Derfor gav det også genlyd, da provsteforeningens formand i en pressemeddelelse under coronakrisen advarede mod at forsøge at holde kirken åben for befolkningen i påsken – uden at gå ind i de politiske forhandlinger, der var igangsat.
Over for denne økonomiske og administrative magt står stiftsrådets mulighed for at bruge det såkaldte stiftsbidrag – på højst én procent af kirkeskatten – til stiftsopgaver med biskoppen som forretningsfører mindre stærkt.
Det er i provstiudvalgene, den teologiske kamp om forholdet mellem vedligeholdelse af kulturarven, finansieringen af begravelsesvæsenet og ansættelse af medarbejdere til praktisk, administrativt og kirkeligt arbejde står.
I dén kamp kan biskoppen inspirere, men ikke give pålæg om, hvilken vej vinden skal blæse.
Netop derfor bliver det helt afgørende, hvilken teologisk og kirkelig profil en biskop vil anlægge. Både ved fordelingen af præstestillinger i stiftet, i sin egen rådgivning af menighedsrådene ved indstilling af præsteansættelser – og i sin selvstændige indstilling ved ansættelse af provsterne.
Lisbet Christoffersen er professor, Roskilde og Københavns Universiteter