Nu er det jul og Danmark er igen et kristent land. Spørgsmålet er, hvad det betyder?
Det er glædeligt, at kristendommen har fået en central plads i det ny regeringsgrundlag. Men hvis det kun er for at markere sig overfor islam – som nogen kritikere har været ude at sige – så er det bare trist og småt og ikke særlig kristeligt. Man kunne godt have ønsket sig lidt flere ord med på vejen om, hvad det så vil sige at være et kristent land?
Men måske er det vi kristne danskere selv, der skal tage bolden op fra vores nye regering, og bruge juleferien på at overveje, hvordan vores tro er med til at forme os selv og det samfund, vi lever i?
Danmark er et land med mange livssyn og trosretninger. At det nu står skrevet sort på hvidt, at vi er et kristent land – det forpligter!
I dette år er udkommet to bøger, der netop ønsker at sammentænke kristendom og samfund. Den ene er antologien "Offentlighedsteologi – en introduktion" (Eksistensen). Det er en bog, som med mange stemmer beskriver, hvordan kristen tænkning aldrig bør blive en nichebeskæftigelse, men altid må tænke samfundet med i sin teologi og bidrage til den offentlige debat om blandt andet klima, flygtninge og migranter, bioetik og meget mere.
Den anden er den danske oversættelse af den kroatisk-amerikanske teolog Miroslav Volfs bog: "En offentlig tro - hvordan kristne skal bidrage til det fælles bedste" (Forlaget Semper).
Forskellen mellem de to er, at Miroslav Volf ikke taler om teologi, men om tro, og adresserer det konkret levede liv som troende i et pluralistisk samfund. Det er den troende selv, der har en offentlig opgave og et ansvar for at påvirke verden i en bedre retning. Han taler ublufærdigt om kristne mennesker som implicitte deltagere i den mission at forvandle verden efter Guds vilje og tjene det gode liv.
Bogen "En offentlig tro" har en opbyggelige klar, moralsk stemme. Jeg vil fremhæve tre temaer i bogen. Det ene handler om fred. Det næste om mod. Og det sidste om forandring.
Fred kræver mere religion, ikke mindre
Englene sang om fred julenat, men det er langt fra sandheden, at kristendom har betydet mere fred i verden. Tværtimod trækker både kristendom og islam blodige spor op gennem historien, og i den vestlige verden har debatten om religion de sidste mange årtier først og fremmest handlet om at begrænse religion i det offentlige rum. Jo mindre religion, des fredeligere verden.
Det er ikke sandt, siger Miroslav Volf. Modtrækket til religiøs vold og ufred er ikke mindre tro, men derimod mere tro.
Mere af den tro, der har bevaret kontakten til sit oprindelige indhold – for os kristne er det den tro, der begynder i Betlehem. For så højt elskede Gud den syndige verden, at han sendte sin søn for at leve og dø for os alle – også for sine fjender.
Det er den tro, der siger, at vi ikke må elske vores fjender mindre end os selv. Heri ligger kimen til fred i verden. Det gælder for så vidt også islam, medmindre troen kortslutter og vil tvinge sig igennem. Men tro kan aldrig blive til tvang. Det sker kun, når den har sat sig i tjeneste for alle mulige andre interesser end Gud Skaberens.
Volf skelner meget malende mellem tyk og tynd tro. Og den fortyndede, eller den dovne tro, har netop mistet forbindelsen til det, som det grundlæggende drejer sig om. Den dovne tro er den tro, som ikke gavner menneskelig trivsel i dette liv og i det næste. Det er den kristne tros kerneopgave i sin enkelthed: at hele den brudte verden, så vi kan trives sammen som Guds skabninger, syndige og skrøbelige, men i alt dette Guds underfulde skabninger.
Den dovne tynde tro har derimod ingen interesse i at heale verden, men har reduceret tro til at være noget, der i bedste fald er godt for helbredet. Eller som giver god energi og er godt mod stress.
Doven tro er også tro, der formulerer sig som værdier og sammenhængskraft, uden det indebærer en moralsk forpligtelse eller konsekvens for vores måde at leve på med hinanden.
Når regeringen nu har bestemt, at Danmark er et kristent land, må vi håbe, det er ud fra en forpligtende tro på kærlighedens Gud, der forkynder fred for hele folket – ven såvel som for fjende. Ellers er det bare kulturel tvang. Er vi kristne i en tyk eller tynd forstand?
Kirkernes krise skyldes mangel på mod
Det andet tema udfordrer den forestilling, at kristendommen indtager en central eller ledende position i dag. ”Det kristne vesten” findes ikke mere. Det er måske derfor, det pludselig er blevet vigtigt at sige, det stadig findes?
De store europæiske nationalkirker befinder sig de facto mere og mere ude i samfundets periferi. Den vestlige befolkning er mere eller mindre afkristnede. Tilbage står en netop mere vag og fortyndet forbindelse til et kristent trosliv – selvom vi kan glæde os over et stort medlemstal i folkekirken.
Men pointen hos Miroslav Volf er, at det skal man ikke lade sig slå ud af. Og i hvert fald ikke tro, man kan genvinde kirkens fordums betydning ved at få mere politisk magt og indflydelse. Det er et fejlspor. I stedet for at gå i panik, skal vi kristne komme ned fra hesten og ranke ryggen. De første kristne fællesskaber var ikke betydningsfulde samfundsaktører. De var et bagtalt, diskrimineret og endda forfulgt mindretal:
"Men ligesom mange af de forfulgte kristne i verden i dag, lader den tidlige kristne kirke til at have håndteret deres prekære marginalisering med selvtillid og tro."
Volf taler den kristne tro op. Han ser ikke den største krise i kirkernes manglende rolle i samfundet, men i manglen på mod og tro:
"Det er efter min opfattelse den mest fundamentale udfordring for teologer, præster og kristne folk i dag – virkelig at mene, at kærlighedens Guds nærvær og handlen, som kan få os til at elske næsten og os selv, er vores håb og denne verdens håb – at Gud er hemmeligheden til vores trivsel som mennesker, kulturer og indbyrdes afhængige beboere på denne klode."
Troen skal leves for at forandre verden
Troen på kristendommens forandrende kraft er bogens røde tråd og det tredje tema. Selvom det sommetider kan se ud, som om kristendommen har tabt i en mere og mere sekulær kultur, så er den kristne tro stadig virksom i undergrunden. Pointen hos Volf er, at den ikke behøver være mere.
Tværtimod skal kristendommen være varsom med ikke at glide for meget ind i mainstream, men bevare sin skarphed og værne om sin anderledeshed. Anderledes, ikke i kamp med alt det, der ligger udenfor – men netop som den tro, der skal elske både indenfor og udenfor.
Det er det helt særlige, og dér hvor den virkelige forandring ligger. Dér, hvor den brudte verden begynder at hele. Spørgsmålet er, om det er for at forandre eller for at bevare, regeringen nu har forkyndt, at Danmark er et kristent land?
Der er i hvert fald ikke noget, der forandres ved at sige, at vi er kristne. Troen er en livsopgave, man skal stå ved og leve, hvis den skal have nogen virkelig betydning.
Gud slog sig ned på en mark ved Betlehem. Og det er stadig ude i marken, det sker.