Det er Copenhagen Pride, og regnbuen er i disse dage tydelig i det københavnske gadebillede. Også i en kirkelig kontekst: Flere kirker holder arrangementer, og i sidste uge udkom bogen "Vi er også kirken: Skitser til en regnbueteologi" på forlaget Eksistensen. Den består af et forord og syv kapitler, der på hver deres måde beskæftiger sig med lgbt-personers plads i kirken, før og nu.
Lene Sjørup, der tidligere har været redaktør på og forfatter til bogen “Bid i æblet” om kvindelige teologer og feministisk teologi, var den første til at præsentere idéen om at skrive en lignende bog om homoseksuelle præster. Det var hende, der tog kontakt til “Vi er også kirken”s to redaktører, Mia Rahr Jacobsen og Viggo Julsgaard Jensen. Det er siden blevet til en bog, der fortæller mange forskellige historier om lgbt-personers liv i kirken, men med et fælles udgangspunkt, fortæller Mia Rahr Jacobsen, der til daglig er sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København.
“Bogen er skrevet ud fra tanken om, at det er os selv, der fortæller historien. For der kommer andre pointer frem, når vi gør det. Men bogen gør mange forskellige ting; det er både ældre generationer, der fortæller om en anden tid, og så er der også flere nutidige perspektiver. For det er stadig relevant i dag. Jeg møder igen og igen mennesker, der opsøger mig, fordi jeg er homoseksuel præst. Det er nemlig ikke alle steder, der er plads til lgbt-personer, og de oplever også det i kirkeligt regi,” siger Mia Rahr Jacobsen.
Lgbt-personer er allerede i kirken
Bogens titel er også meget sigende i forhold til den centrale pointe i bogen, siger hun. For Mia Rahr Jacobsen mener, at der ofte bliver talt om lgbt-personers plads i kirken, som om de ikke er en del af den i forvejen.
“Vi er allerede en del af kirken, og det bliver glemt. Derfor giver det ikke mening at tale om, om vi må være her, for det er vi. En fælles erfaring blandt os, der har bidraget til bogen, er, at diskussionen ofte bliver mellem en konservativ del af kirken og en mere åben del, hvor lgbt-personerne faktisk ikke er en del af den debat. Når vi man taler så meget om at inkludere eksempelvis homoseksuelle, giver det indtryk af, at vi skal have lov af heteroseksuelle,” siger Mia Rahr Jacobsen og tilføjer:
“Jeg vil meget gerne understrege, at det er rigtig vigtigt med heteroseksuelle allierede, og uden dem var vi ikke kommet ret langt. Men jeg tror, at mange heteroseksuelle føler, at arbejdet blev færdigt, da vielser af homoseksuelle i kirken blev gennemført i 2012, og det er ikke tilfældet. Selvom arbejdet er rigtig godt i gang, så er vi ikke i mål.”
At sparke en åben dør ind?
I forbindelse med udgivelsen af bogen har Mia Rahr Jacobsen også oplevet, at der er flere, der mener, at bogen forsøger at sparke en åben dør ind.
“Men her skal man bare kigge på kommentarfelter på Facebook for at se, at det ikke er tilfældet. Derfor har jeg valgt ikke at læse det, der skrives på Facebook. Jeg ved, at holdningerne imod homoseksuelle findes, men jeg har ikke brug for at blive konfronteret med det,” siger hun og tilføjer:
"Det, at jeg er gift med en kvinde, bliver et emne også i situationer, hvor jeg ikke nødvendigvis lige er klar til eller har lyst til at tale om det. Og det kan være forstyrrende og indimellem belastende at skulle forholde sig til det også i alle mulige situationer, hvor man egentlig synes, at det er noget andet, der er vigtigt.”
Retten til at blive viet var ikke endestationen
Det nye vielsesritual fra 2012 er stadig et emne, der skaber debat. Da det blev indført, blev det nemlig heller ikke et krav til landets præster, at de skulle gennemføre det. Selvom godkendelsen til at blive gift i en kirke var en stor sejr for lgbt-miljøet, kan Mia Rahr Jacobsen stadig se nogle problemer i det.
“Jeg er ikke slået omkuld af taknemmelighed for at kunne blive gift i en kirke: Det manglede da bare! Jeg undrer mig også stadig over, at vi ikke har et fælles vielsesritual, som man kan ændre lidt i ud fra det konkrete par, der skal giftes. Jeg synes, at det ville være helt oplagt med et fælles ritual. Det kommer også til at lugte lidt af, at man rangerer forskellige typer ægteskaber ud fra, om de er heteroseksuelle eller ej. Og det er et problem,” siger hun.
Hun er dog ikke entydigt kritisk overfor, at præster har muligheden for at nægte at vie homoseksuelle par.
“Jeg synes, at det svært, for jeg synes, at det er vigtigt med en mangfoldig kirke, hvor der er plads til dem, man ikke er enig med. Der skal også være plads i kirken til en konservativ fløj. Men homoseksuelle par kan godt komme i klemme i den ordning, når der er et helt provsti, hvor ingen vil vie par af samme køn. Når nu det er en mulighed for præsten at sige nej, er det meget vigtigt, at man, hvis man ikke synes, at man kan vie to af samme køn, hjælper parret godt videre til provsten, så de ikke får en dårlig oplevelse ud af det,” siger Mia Rahr Jacobsen.
Hverdagslivet er det vigtige
Bogen præsenterer også begrebet queerteologi, som kan ses i forlængelse feministisk teologi. Begge typer teologi gør op med traditionelle forståelse af køn i teologisk kontekst, siger Mia Rahr Jacobsen.
“Det er svært at fortælle om kort, fordi det netop kan være mange ting. Men queerteologi beskæftiger sig for eksempel med spørgsmål som: Har Gud et køn? Er det overhovedet vigtigt? Og hvis ja, hvorfor så? Queerteologien skal gerne være med til at skubbe til forståelsen af køn på mange forskellige måder. Det er vigtigt, fordi det kan være med til at skærpe os på, hvordan vi skaber en åben kirke,” siger hun og tilføjer:
"Det kan være noget så banalt som bryllupsmateriale. Det er vigtigt at tænke over, om man sender noget ud med et billede af en mand og kvinde, der holder i hånd. Hvorfor har man brug for den type udtryk? Kan det gøres uden par, eller skal man skabe en variation i de par, som man viser? Det er også vigtigt, hvordan vi taler om kærlighed og kirken med konfirmander. Det er alle de små hverdagssituationer, der faktisk er rigtig vigtige i denne her sammenhæng. Der er ofte meget fokus på at springe ud, men de store kampe tages faktisk i hverdagslivet, og det er også i kirken."