Nyt Kirke.dk-magasin sætter fokus på menighedsrådet

Den 24. september udkom Kirke.dk som magasin på tryk sammen med Kristeligt Dagblad. I magasinet er der samlet nogle af Kirke.dk's bedste løsningsorienterede artikler fra det seneste år, blandt andet en række artikler med menighedsrådsarbejdet i fokus

Magasinet, som udkom sammen med Kristeligt Dagblad den 24. september, sætter fokus på menighedsrådet og dets arbejde.
Magasinet, som udkom sammen med Kristeligt Dagblad den 24. september, sætter fokus på menighedsrådet og dets arbejde. Foto: Kåre Gade

I efteråret 2020 skal der vælges nye menighedsråd i folkekirken. Omkring 15.000 danskere skal forpligte sig på at lægge et betragteligt antal ulønnede arbejdstimer i deres sognekirke i fire år. Hvordan giver man dygtige og travle mennesker lyst til at påtage sig den opgave?

Det håber jeg, at dette magasin kan bidrage til – ved at inspirere, opmuntre og give gode råd til menighedsrådsarbejdet.

Det er kun anden gang i det år, Kirke.dk har eksisteret, at vi udkommer på tryk. Til daglig er vi et digitalt medie. Du finder os, som navnet antyder, på hjemmesideadressen www.kirke.dk, hvor vi løbende leverer nyheder, debat, analyser og redskabsartikler til mennesker, der arbejder med kirkeliv – ansatte såvel som folkevalgte.

På Kirke.dk vil vi gerne hjælpe med at tale menighedsrådsarbejdet op. At blive medlem af menighedsrådet er et betydningsfuldt hverv i Danmarks mest lokale demokrati. Det er menighedsrådene, der har været med til at sikre, at folkekirken stadig har en medlemsprocent, som nationale kirker i udlandet ser med undren og misundelse på.

I medierne kan man nogle gange få indtryk af, at folkekirken svømmer i elendigheder: Præstemangel, udmeldelser, faldende dåbstal, tomme kirkebænke og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Hvis man kender bare lidt til folkekirken, ved man, at det langt fra er et retvisende billede. Men når det er sagt, så byder arbejdet i folkekirken naturligvis også på udfordringer. 

Kirke.dk leverer konstruktiv journalistik, der tager fat om disse udfordringer. Når vi skriver om et problem, forsøger vi også at skrive om løsningen.

I dette magasin har vi samlet nogle af de bedste løsningsorienterede artikler fra det seneste år.

Hvordan holder man et effektivt møde? Hvordan er man en god leder for de ansatte – og for de frivillige? Hvordan fremtidssikrer man kirkegården? Hvordan sparer man 100.000 kroner på budgettet? Hvordan får man gode ansøgere til præsteembedet? Hvordan holder man en vellykket ansættelsessamtale?

Og ikke mindst: Hvordan får man friske kræfter til at stille op til menighedsrådet, når man selv har aftjent sin værnepligt?

Det sidste er der mange gode bud på i magasinet, hvor erfarne formænd fortæller, hvor og hvordan de rekrutterer nye medlemmer. Og hvor menighedsrådsmedlemmer, der blev valgt ved sidste valg, fortæller om deres – meget forskellige – motiver for at stille op.

Den bedste nyhed er, at der er rigtigt mange, der gerne vil stille op. Ifølge to forskere fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter er der hele 280.000 personer, som er opstillingsparate – hvis de vel at mærke bliver spurgt. Så det er bare om at komme i gang.

Ovenstående er redaktør Kåre Gades leder fra magasinet, som udkom den 24. september. Magasinet blev sendt sammen med avisen til alle Kristeligt Dagblads abonnenter og kan ligeledes læses som e-avis for abonnenter på k.dk.