”Vil man gøre folkekirken afholdt af dens medlemmer, da bør man efter min mening give dem indflydelse på styrelse af folkekirkens sager, thi derigennem vækkes interessen og kærligheden for den”.
Ordene er kultusminister I.C. Christensens, og han brugte dem som forklaring på, at han i 1903 fremsatte menighedsrådsloven.
Det var ikke så harmløst, som det måske lyder i dag. For historisk har det i folkekirken faktisk i langt højere grad været alle mulige andre end folket, der har haft det afgørende ord det meste af tiden.
Først havde vi cirka 500 år med katolsk kristendom, og derefter en kongestyret kirke under enevælden. Indtil grundloven i 1849 var kristendom i Danmark en tvangssag, og et halvt århundrede efter grundloven var det de gejstlige, der bestemte.
Men i 1903 kom så loven om menighedsrådene. Og dermed også en ny grundlæggende betingelse for at folkekirken i fremtiden kunne bestå: At folket ville engagere sig i den. Kirkelige ildsjæle skulle og skal der fortsat til.
”Degnefiffighed” kaldte de skeptiske præster ideen om afgørende folkelig indflydelse på folkekirken, og de gik gerne til yderligheder i argumentationen: ”Hvorledes kan man andet end grue for flertalsregimentet, når man har langfredag i minde?” spurgte de.
Det lyder mildest talt ømfindtligt i vore dage, for vi har en særdeles livskraftig folkekirke med 12.325 demokratisk valgte og engagerede menighedsrådsmedlemmer i 1.694 menighedsråd. Medlemsprocenten var på 75,3 ved indgangen til 2018.
Man kan for det første fastslå, at folkekirken består af et par tusinde vidt forskellige og i stort omfang selvbestemmende sogne. Og for det andet at tre ud af fire gerne vil være med i et folkekirkeligt, decentralt fællesskab, der er opbygget på netop den måde.
Det betyder ikke, at folkekirken ikke har brug for netværk, samarbejde og udveksling af de gode idéer på kryds og tværs af sogne-, provsti-og stiftsgrænser. For i al sin gribende enkelhed: Der er heller ikke i folkekirken grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. Samarbejde og idéudveksling er en god idé. Og vi skal have nogle platforme, hvor den slags sker.
Derfor er det en særlig glæde gennem Kirke.dk at få lejlighed til at sende julehilsen til læserne af dette fagmedie, hvor ambitionen er at skabe kirkeligt overblik, skrive løsningsorienteret journalistik og inddrage læserne, så man bliver platform for den konstruktive debat.
At gøde grobunden for det folkekirkelige engagement er en ambition, jeg støtter fuldt og helt.
Glædelig jul og et godt nytår til alle Kirke.dk's læsere.