Som anmelder er jeg i den udfordrende situation at skulle anmelde en bog, som jeg langt fra er færdig med at læse. Ganske vist har jeg læst hele bogen, men det er en bog, som det heldigvis vil vare rigtig længe at blive færdig med. Der er nemlig tale om brugsteologi af første klasse.
Alene det indledende kapitel, af Joakim Garff: ”At bede er at ånde”, er hele bogen værd. Her får man en meget solid, pædagogisk indføring i og reminder om, hvad bøn er, og hvad bøn formår. Enhver sjælesørger og mange andre vil her kunne hente masser af inspiration og mod til i højere grad at inddrage bøn i den sjælesørgeriske samtale.
Joakim Garff gennemgår facetter af bønnens funktion: At bede er at stride, at forandres. Der er lærerige tanker omkring det at bede: Man kan ”bede sig til tavshed” og ”bede sig ud i lidelse”. Der skal bedes, fordi ”Gud nok er uforanderlig, men ikke ubevægelig.”
Herefter følger 62 bønner af Søren Kierkegaard.
Bønner til inspiration
Denne anmeldelse forholder sig ikke til Søren Kierkegaard som sådan, men alene til anvendeligheden af bogen om hans bønner.
Skulle man have den fordom, at disse bønner er for langt fra vores hverdag i tid, sprog og indhold, så tager man grueligt fejl. Bønnerne handler nemlig i høj grad om dybe eksistentielle lidelser, som er aktuelle til alle tider.
Povl Götke understreger i en artikel efter bønnerne, at Kierkegaards bønner foregår ”mellem ørerne” og er meget refleksive. Men netop det faktum gør, at vi alle, tror jeg, kan bede med. Befriende barberet for det alt for følelsesladede og sentimentale bliver bønnerne erfaringsnære for de fleste af os.
Når jeg aldrig bliver færdig med bogen, skyldes det de mange inspirationer, som bønnerne rummer. Jeg vil læse dem igennem med kirkeårets tekster for øje, og vil så med blyant tilføje, hvilke søndage jeg kan hente nye tanker til her. For eksempel er der en bøn om ikke at ville beundre og tilbede Jesus, men derimod at ville ligne ham.
Og ikke kun til prædikener, men også til gudstjenestens kollekter er der stof at hente. Der er for eksempel en smuk bøn til nytår.
En del af bønnerne handler om, hvad kirkerummet og gudstjenesten kan, og vil fint kunne fungere som kollekter (måske med forkortelser og lidt sproglige forenklinger). For eksempel:
”Fader i Himlene! Der udenfor, der er én den stærke, en anden den svage (...), men herinde er vi alle svage, her for dit åsyn du vældige, du den eneste stærke.”
Til sjælesorgssamtalen er der også brugbare bønner med dybe tanker og billeder. Korte enkle bønner:
”Gud, der som der dog ikke var et inderste i et menneske, hvor alt dette kan være glemt i fællesskabet med dig: Hvem kunne holde det ud.”
Bønner, som sætter ord på Guds tavshed, på lidelsen og følelsen af Gudsforladthed:
”Så lad du dig da finde, o Gud, også i denne time.”
Bønner, som rammer mange af de tanker og følelser, som for eksempel patienterne på sygehuset deler med mig.
Der er smukke, korte, meditative bønner, som jeg forestiller mig kan anvendes til decideret spirituelle arrangementer som meditation og pilgrimsvandring.
Hele forbønstanken har ikke meget plads i bogen, hverken i Garffs udmærkede artikel eller i bønnerne. Dog er der én lang og erfaringsnær forbøn. Endvidere rummer én af bønnerne Kierkegaards egen forklaring på, hvorfor forbønnen ikke fylder meget i hans bønner:
”Hvem turde mene sig selv således karsk, at han kun skulle bede for andre. Ak nej, enhver beder for sig selv.”
En håndbog
Bønnerne er delt op efter treenigheden: Fader, Søn og Helligånd. En opdeling, der måske kan synes en smule fortænkt, og som måske teologiserer bønnerne mere, end Kierkegaard selv gør. Mange af bønnerne under ”Sønnen” henvender sig også til Gud (om end indholdet hører hjemme under anden trosartikel).
Netop fordi bønnerne er så anvendelige, kunne jeg have ønsket mig, at de i stedet var opdelt efter temaer. For eksempel gudstjenester, kollekter, sjælesorg og så videre.
For mig kan den blive en håndbog. Selvfølgelig er der i en del af bønnerne en sproglig tyngde og overforbrug af ord i forhold til vor tids sprog, men jeg har tænkt mig at stjæle og redigere med arme og ben.
Ud over Kierkegaard-interesserede vil bogen være yderst brugbar for især præster, sjælesørgere, og åndelige vejledere.