Emma og de andre præster i Norge registrerer arbejdstiden – det giver overblik

Som alle andre præster i Norge tæller danske Emma Kirk Pedersen arbejdstimer. Det er hun glad for, for så kan hun holde fri med god samvittighed

Så længe Emma Kirk Pedersen, der er dansk præst i Norge, ikke skal registrere hvor mange timer, hun bruger på de enkelte opgaver, registrerer hun gerne arbejdstiden.
Så længe Emma Kirk Pedersen, der er dansk præst i Norge, ikke skal registrere hvor mange timer, hun bruger på de enkelte opgaver, registrerer hun gerne arbejdstiden. Foto: Privatfoto

En forslidt vittighed lyder, at præster kun arbejder om søndagen.

Men folkekirkens præster arbejder meget og på forskellige tidspunkter. Ja, faktisk har mange af dem en arbejdsuge på både 40 og 50 timer. Det er i hvert fald deres fornemmelse.

Denne artikel er en del af dette tema:
Tidsregistrering
Tidsregistrering

Men de fleste ved det ikke, for de holder ikke regnskab med arbejdstiden. Altså ikke endnu. For når de fra den 1. juli, ligesom alle andre arbejdstagere i EU, skal til at registrere deres arbejdstid, kan fornemmelse blive til vished.

Sådan har det været for Emma Kirk Pedersen, der er teologistuderende ved Aarhus Universitet, men netop nu arbejder som præst i Den norske kirke, i Kinn, Eikefjord, Nordal og Bru sogne nordvest for Bergen.

I Norge registrerer præsterne nemlig deres arbejdstid.

“Jeg har det nok lidt dobbelt med det. For jeg er farvet af den danske folkekirkekultur, hvor autonomien er helt central.”

“Omvendt er det positive, at jeg bliver bevidst om, hvor meget jeg arbejder. Desuden giver det mulighed for, at jeg med god samvittighed kan holde fri på tidspunkter, hvor jeg har brug for det,” fortæller Emma Kirk Pedersen til Kirke.dk

Tæller timer, ikke opgaver

Registreringen sker gennem et system, der både findes som hjemmeside og app, og ifølge Emma Kirk Pedersen er systemet meget pragmatisk.

“Nogle registrerer hver dag, for eksempel at man har arbejdet fra klokken 08.00 til 17.00 og igen klokken 19.00 til 22.00. Andre registrerer en gang i måneden eller sjældnere ved bare at se tilbage i kalenderen. Men uanset hvad, skal man blot registrere timetallet, ikke hvad man har lavet.”

“For mig fungerer det bedst at gøre det efter endt arbejdsdag. Det vigtigste er blot, at man husker det og får det gjort til en god vane”

En gang om måneden sender Emma Kirk Pedersen ved et enkelt klik så registreringen videre til provsten.

“Der er ikke ekstra betaling for overarbejde, men arbejder man alt for meget, kan provsten finde på at kommentere det. Det samme gør provsten nok også, hvis man arbejder for lidt.”

“Det kan for eksempel bruges som et værktøj til at følge op på nyuddannede og nyansatte som mig selv.”

Så længe jeg selv kan bestemme, er det okay

Emma Kirk Pedersen har i løbet af de seks måneder, hun har været præst i Norge, vænnet sig til at registrere arbejdstiden. Så længe hun ikke skal sætte timetal på de enkelte opgaver.

“Det ville jeg nægte,” som hun siger.

Derfor mener hun også, det kan være en fordel for i hvert fald nogle præster i folkekirken, at de snart skal til at tidsregistrere. Hvis hun altså tager udgangspunkt i sin egen situation og den norske registreringsmodel.

“Det skaber bevidsthed om arbejdsmængden. Så så længe jeg selv kan bestemme, om jeg arbejder 37, 50 eller 70 timer i ugen, og så længe jeg selv bestemmer, hvordan jeg fordeler mine arbejdstimer, har jeg det helt fint med at registrere arbejdstid.”