Drop-in dåb er en af folkekirkens mange nyskabelser og en af de mest succesfulde. Det har fået stor omtale, og i 2018 vandt fænomenet sågar Kristeligt Dagblads initiativpris.
Derfor kalder tiden nærmest på en refleksion over drop-in-dåb, og det får vi i den meget fine udgivelse, som er redigeret af Birgitte Kragh Engholm og René Høeg. Her får vi en helt aktuel overvejelse over fænomenet, og bogen er nærmest som en manual i drop-in-dåb, hvor man både får gode teologiske refleksioner og praktiske overvejelser over dåbssamtale og ritual. I bogen samles erfaringer, refleksioner og baggrund for drop-in-dåb, og det er godt gjort.
Lone Fatum har andetsteds beskrevet drop-in-dåb som mere medløb end modløb, men spørgsmålet er jo, hvad det er medløb på? Birgitte Kragh Engholm er ikke i tvivl: Drop-in-dåb er medløb på tidens store megatrends, der kalder på kvalitet på grund af tidsnød, lyttende ører og individualitet. Og således også, at folkekirken er folkets kirke og må lytte efter, hvad folket spørger om.
Ikke således at forstå, at troen skal udvandes, men at troens tale skal svare på folkets spørgen. Det er en konstant bevægelse, og vi kommer med Engholms ord aldrig i mål. Kun således kan folkekirken forblive folkets kirke. Men det er nok afgørende, at man her holde tungen lige i munden, for hvornår forveksles mål og midler?
Det er korrekt, at tiden kalder på disse forskellige ting, men vi skal huske, at der ved drop-in-dåb blev døbt lidt over 500 i 2018, men over 40.000 ved mere eller mindre almindelige dåb. Drop-in-dåben er et supplement, fortrinsvis i de større byer, og ikke kun i København, men også i Randers og Aalborg, som indlæg af henholdsvis Birgitte Nørlund Jensen og Hanne Dahl påpeger.
Det med medløb og modløb er Sørine Gotfredsen inde på i sit indlæg, som er et af bogens bedste. Hun har været til drop-in-dåb, og er blevet positivt overrasket. Der var andagt og alvor.
Alligevel har hun nogle indvendinger, som man er nødt til vedvarende at forholde sig til. Den ene er tålmodigheden; at tro og tålmodighed hænger sammen. Troen er en indøvelse i kristendom, og hvor bliver tålmodigheden af? Den store historie, som man skal leve sig ind i, truer med at blive til den mindre individuelle, hvor der nok er lidt mere utålmodighed.
Gotfredsens anden indvending er tabet af salmebogen. Drop-in-dåb, som hun kalder lyndåb, er måske med til at frarøve den enkelte noget afgørende: Det livstegn, som salmesangen er.
Den tredje indvending er ”de mistænkelige vidner”, som måske er den farligste. Udtrykker stammer fra Grundtvig og referer til, at præsterne – fordi kirke og nation er så tæt knyttet – når båndet løses mellem folkelighed og kristendom, kan komme til at fremstå som mistænkelige vidner, der mere kæmper for medlemstal og for institutionen end for tro og den dybeste sandhed.
Således kan det give bagslag, da man kan mistænkes for at ville sig selv i sidste ende og ikke den frelsende Gud. Det er det, Sørine Gotfredsen med Grundtvigs ord, kalder for de mistænkelige vidner. Det må være en konstant anfægtelse.
Drop-in-dåb kalder på teologiske overvejelser, og dem giver Anders-Christian Jakobsen. Han står på det velkendte synspunkt, at den lutherske dåbsteologi ikke længere er funktionel, og at det kalder på en afklaring og på en ny besindelse.
Begrebet arvesynd, som Jakobsen har det svært ved, skaber en rituel usamtidighed. Dette tab af arvesyndsbegrebet, som nok er et af kristendommens mest realistiske og erfaringsnære udtryk, fordi det skildrer, at menneske bliver skyldigt uden at ville det, hvilket er en almindelig erfaring, truer i Anders-Christian Jakobsens fremstilling med at gøre dåben moralsk, når han skriver:
”Selvom voksendåben ikke baseres på arvesyndslæren vil voksne – og også konfirmander – have en erfaring af at have begået deres egen første synd og dermed at have bragt synden ind i verden. Derfor giver det ved dåb af voksne mening at tale om, at den døbte i dåben får afvasket sine synder og på ny bliver et Guds barn”.
Jakobsen foreslår derfor også, at læsningen ved dåben kunne være ”Den fortabte søn”. Dåben reduceres til moralisme. Det er i hvert fald ikke luthersk teologi, hvilket Jakobsen også ved, men det er heller ikke godt nok. Heller ikke at sige, at dåben i oldkirken primært var voksendåb. Selvfølgelig blev mange i oldkirken af naturlige årsager døbt som voksne, men spædbarnedåben er bevidnet langt tilbage (Tertullian, Hippolyt med flere). Og selve teologiens karakter af tilsigelse åbner netop for spædbarnedåb.
Bogen indeholder som sagt mange gode artikler om dåben og dåbens virkelighed i 2019. Den kan kun anbefales, også som en generel refleksion over dåben og dens brug.
Den afsluttes med det dåbsritual, som er udarbejdet af Frederiksberg provsti, og jeg må indrømme, at jeg ikke er imponeret: Det virker som en rodet affære, og hvorfor læsningen af Matthæus 28,18-20 skal være så central, når den kun har været i det danske ritual siden 1912, er uforklarligt. Dåbsritualet synes mere at være et segmentritual end et bud på et generelt ritual i 2019.
Drop-in-dåb er et godt initiativ, og den udkomne bog sætter på glimrende vis refleksionen i gang. Man kan kun tilslutte sig Peter Skov-Jakobsens smukke forord, hvor man først er skeptisk og siden bliver klogere. Folk har tænkt over troen, og dåben er alvor. Det skal folkekirken tage alvorligt i ord og handling.
Thomas Reinholdt Rasmussen er provst Hjørring