På denne tid af året springer bøgetræerne ud, mens konfirmanderne springer ud af kirken, de fleste til en festlig dag, hvor de måske for første gang er midtpunkt i formelle festligheder.
Jeg har både som organist gennem mange år, og flere gange som løst ansat konfirmandlærer, altid været glad for dette enestående møde mellem forkyndelsen og en stor del af en ungdomsårgang – ja, konfirmander er i sandhed Guds gave til kirken.
Men der er noget galt, og jeg ser det hvert år, uden undtagelse. Efter min mening er det alvorligt, og det er noget, vi som kirke og som voksne bør tage en alvorlig snak om. Det er noget, jeg vil tro, vi sagtens kan ændre.
Mit problem er ikke med uvorne unge mennesker, der ikke vil gøre, som der bliver sagt. Det er heller ikke manglende engagement, nysgerrighed og åbenhed fra de unges side. Nej, den akavede og lidt protesterende tilgang til tro og evangelium er efter min erfaring ikke noget, mennesker er født med, men noget, der tillæres i årene mellem konfirmationen og det etablerede voksenliv.
Skammens tomme pose
Det, der er galt, er konfirmandposerne. I spøg kalder jeg dem skamposer, men egentlig burde jeg ikke lave sjov med det. Hvert eneste år står der en lang række poser i kirkernes våbenhuse, fuldt offentligt og til skue for alle. Her lægges hilsner og roser eller andre søde betænkeligheder. Og der er navn på forsiden, så man tydeligt kan se, hvem der skal have en hilsen.
Problemet er naturligvis, at der altid og uden undtagelse er mindst én konfirmand, sommetider flere, der ingenting får.
Dér står så skammens tomme pose med konfirmandens fulde navn, og når de andre konfirmanders gæster går forbi sukkes der og gives små jamrende sympatitilkendegivelser. “Åh, der var synd”. “Hvad har hun dog gjort galt?”. Enkelte indigneres, ligesom jeg. Endnu færre fniser.
Og når den eneste konfirmand, der ikke er en hilsen eller en rose værd, kommer ud til sin pose, så lyder der et larmende budskab ud af posens tomhed: Til lykke med din konfirmation. Må Gud være med dig, for der er ingen andre, der gider.
Jeg må indrømme, at jeg ofte har stået ved klassens mest populære dreng eller pige og overvejet at lempe en eller to af de 15-20 roser over i den tomme, skammens pose. Jeg har kun gjort det en enkelt gang, for lige at se, hvordan det føltes, men rosen kom straks tilbage igen. Det må ikke blive forlorent. Det er syndens virkelighed.
Mange kirker køber en rose til hver konfirmand. Så er der da én, og det er sympatisk. Men et menneske på 14 er ikke dummere end et menneske på 44. Den ene roses billede bliver lige så voldsomt og ukærligt som den tomme pose.
Den tomme konfirmandpose er “alt det, som verden giver”
Hvorfor skal kirken være et rum for sådan et budskab til et ungt menneske, der måske er stemplet som upopulær og i forvejen står et sted i livet, der er svært og ensomt?
En kyniker ville måske sige, at kirkens bud står stærkt i situationen. “Jeg er med jer alle dage” er ordet. Som en meteor slår det ned i den tomme pose. Og det gælder naturligvis også for den konfirmand, der efter Guds bekræftelse af dåbspagten og med himlens velsignelse træder ud fra kirken, blot for straks af verden at blive bekræftet i, at ingen har omsorg for ham eller hende.
Når jeg selv underviser konfirmander, er mit undervisningsforløb støvet og gammeldags. Jeg bruger ikke fine bøger, film og spil. Vi taler sammen.
Og udgangspunktet er korset – et symbol, alle kender, men få tænker over og taler om. Kærlighed er jo på alles læber som aldrig før, både i hverdagen, i kirken og i teologien. Hjerter alle vegne, love is love, størst af alt er kærligheden.
Men jeg fortæller altid konfirmanderne, at kærlighed uden korset slet ikke er kærlighed. Det kan være noget andet, som er fint og rart, men kærlighed er det ikke. Kærlighed er at sætte sig selv til side for sin næste, ligesom Gud på korset har givet sit liv for os. Og at leve i kærlighed er at have sin næste i tankerne, også når det ikke er belejligt, og endda også, når det betyder, at man selv må lide afsavn.
Den tomme konfirmandpose er kærlighedens modsætning. Den er verdens dementi af den forkyndelse, der lyder i kirken. Den tomme konfirmandpose er “alt det, som verden giver” – og den har ingen plads på kærlighedens sted. Jeg ville ønske, vi i kirken kunne tage en samtale om, hvordan vi ændrer skikken eller kommer den til livs.